Foto: Colourbox
02.05.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Ny aftale om pension til voksenelever inden for handel, transport og service

DI har indgået en aftale med HK Privat og HK Handel om, at voksenelever omfattet af Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service pr. 1. januar 2023 har ret til pension. Voksenelever er elever, der er fyldt 25 år ved uddannelsesaftalens start.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2020 blev det aftalt, at voksenelever skulle have fuld pension, hvis Folketinget besluttede at give refusion for pensionen via AUB-ordningen. Den lovgivning er på plads, og DI og HK er nu blevet enige om udmøntningen af den aftale, der blev indgået i 2020.

Ordningen træder i kraft fra 1. januar 2023, da Folketinget har valgt at give refusion med tilbagevirkende kraft. Der skal derfor efterbetales pension for voksenelever ansat i perioden fra 1. januar 2023. Betaling skal ske fra det tidspunkt hvor vokseneleven har opnået 3 måneders anciennitet i virksomheden.  

Oprettelse af pensionsordninger

Virksomheder skal snarest muligt og senest pr. 1. juli 2024 oprette pensionsordninger for voksenelever. Pensionsordningen er omfattet af de samme vilkår (bidragssatser mv.) som gælder for  øvrige medarbejdere, dog er voksenelever først berettiget til pension fra det tidspunkt hvor eleven har opnået 3 måneders anciennitet.

Fra det tidspunkt, hvor der er oprettet pensionsordning, gælder § 7, litra r (om forsikringsydelser) i Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service ikke længere.

Arbejdsgiverbidraget skal efterreguleres

Det er aftalt, at der alene skal ske efterbetaling af arbejdsgiverbidraget og bidraget er aftalt til et fast beløb (se bilag A). Der skal således ikke foretages en beregning ud fra elevens løn.

Efterregulering i praksis

Voksenelever, der forsat er beskæftiget
For voksenelever, der fortsat er beskæftiget i virksomheden, skal I efterregulere ved at indbetale et ekstraordinært pensionsbidrag til elevens pensionsordning. Bidraget opgøres i henhold til bilag A og skal omfatte bidrag for hver måned, hvor vokseneleven har været i ansættelse og opfyldt anciennitetskravet på 3 måneder i perioden fra den 1. januar 2023 og frem til tidspunktet hvor der oprettes pensionsordning for vokseneleven (senest 1. juli 2024).

Voksenelever, der er fratrådt eller vil fratræde
For voksenelever, der er fratrådt eller vil fratræde i perioden 1. januar 2023 - 1. juli 2024, skal I efterregulere ved afregning af et ekstraordinært beløb i henhold til bilag A og omfatte bidrag for hver måned, hvor vokseneleven har været i ansættelse som elev og opfyldt anciennitetskravet på 3 måneder i perioden fra den 1. januar 2023 og frem til fratrædelsestidspunktet.

Afregning skal ske med sædvanlig skattetræk. Udbetalingen til vokseneleven udløser ikke overenskomstmæssige tillæg og feriegodtgørelse mv., udover hvad der følger af betaling ved ordinært bidrag til pension.

Brudte måneder

Hvis der er tale om tiltræden eller fratrædelse efter den 1. i en måned,skal I opgøre bidraget forholdsmæssigt efter overenskomstens regler om brudte måneder.

Modregning af indbetalt pensionsbidrag

Hvis en voksenelev i samme periode, som I efterregulerer for, har fået indbetalt et arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag på en pensionsordning, kan I modregne disse indbetalinger i det beløb, der efterreguleres.

Læs mere om Pension og forsikring til lærlinge og elever - rådgivning til arbejdsgivere - DI (danskindustri.dk)

Bilag A - Pension til voksenelever - Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.