Foto: Colourbox
30.04.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Man skal klokke i satsen for overarbejde

Mange overenskomster har regler om, at overarbejde betales efter ”klokketimer”. En faglig voldgift har nu slået fast, hvad det betyder.

Tvist om beregning af overarbejde

Tvisten opstod, da medarbejdere hos en produktionsvirksomhed i 2020 arbejdede over både før og efter den normale arbejdstid.

Det førte til en sag om fortolkning af § 13, stk. 7, i Industriens Overenskomst og handlede om, hvorvidt overarbejde udført før normal arbejdstid skulle indgå i beregningen af overarbejdssatser for arbejde, der samme dag udføres efter normal arbejdstid.

Forbundet argumenterede for, at overarbejde udført før normal arbejdstid skulle medregnes i fastlæggelsen af satsen for overarbejde efter normal arbejdstid, da det ville medføre en større gene for medarbejderne at arbejde over både før og efter normal arbejdstid.

Virksomheden var uenig og hævdede, at overenskomsten klart specificerede, at betaling for overarbejde afhang af, hvornår overarbejdet blev udført, og ikke omfanget af overarbejde. Der var således satser for overarbejde på klokketimer i overenskomsten – ikke for antallet af overarbejdstimer. Der står blandt andet: ”Klokketimer regnes ud fra det tidspunkt, hvor den normale arbejdstid slutter, uanset hvornår overarbejdet påbegyndes.”

Arbejde før bestemmer ikke satsen for efter normal arbejdstid

Dommeren konkluderede, ud fra en fortolkning af § 13, stk. 7, i Industriens Overenskomst, at overarbejde udført før normal arbejdstids begyndelse ikke skulle indgå i fastlæggelsen af satsen for overarbejde, der samme dag udføres efter normal arbejdstids ophør.

Dommeren understregede, at satsen for overarbejde efter normal arbejdstids ophør alene var baseret på, hvor mange klokketimer der var gået på det tidspunkt, hvor overarbejdet blev udført. Satsen var derfor ikke baseret på, om der før arbejdstids begyndelse tillige var udført overarbejde. Forbundet fik derfor ikke medhold i deres klage.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på kendelse af 18. marts 2024 i faglig voldgift 2023.570.

Di's råd

Sagen viser, at der er forskellige regler for, hvordan overarbejde betales i forskellige overenskomster. Hvis der betales efter ”klokketimer” er det afgørende, at placeringen af overarbejde, og ikke omfanget heraf, bestemmer betalingen for overarbejde. Såfremt der er tvivl om fortolkningen af overenskomstens bestemmelser, anbefales det at søge rådgivning.

Læs mere om Overarbejde - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.