Dahlia Dry og Hao Yin fra TEGnology

26.04.24 Vi rådgiver dig Nyheder

MIT-Denmark: En gave til danske virksomheder

Gennem MIT-Denmark programmet fik start-up virksomheden TEGnology den helt rigtige praktikant, produktudviklingen accelererede – og praktikanten blev til den helt rigtige medarbejder.

Danske virksomheder har stadig svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Det gælder ikke mindst kandidater inden for de traditionelle STEM-fag. 

Her kommer MIT-Denmark programmet ind i billedet. ”En gave til danske virksomheder,” kalder Hao Yin programmet. Han er CEO for start-up virksomheden TEGnology.

Massachusetts Institute of Technology, MIT, er et af verdens førende, tekniske universiteter. Og gennem MIT-Denmark programmet kan danske virksomheder få de dygtigste praktikanter med unikke kompetencer fra MIT.

Og det er faktisk ikke så vanskeligt, er Hao Yins erfaring.

En unik mulighed for danske SMV’er

MIT-Denmark programmets fornemste opgave er at forbinde danske virksomheder med de mere end 100 studerende fra MIT, som hvert år melder sig til programmet og gerne vil i praktik i Danmark. Programmet blev lanceret i 2018 i samarbejde med DI og er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Indtil videre har over 50 danske virksomheder benyttet sig af muligheden for at få tilført kompetencer fra nogle af de dygtigste studerende fra MIT. En af dem er TEGnology. Da Hao hørte om programmet, var hans interesse straks vakt.

”Teknologien udvikler sig uendeligt hurtigt. Hvis vi skal fastholde vores position på markedet, bliver vi nødt til at erhverve nye talenter. Det er et must for at følge med,” siger han.

TEGnology er en high-tech startup med seks fuldtidsansatte og nogle deltidsansatte. Der er pt. fem forskellige nationaliteter repræsenteret i teamet. Virksomheden udvikler bæredygtige strømforsyninger ved omdannelse af varme til elektricitet.

Hao forklarer, at man som mindre virksomhed ikke altid er de første i køen til at få fat i de færdiguddannede talenter fra de danske universiteter:

”Vi har igennem flere år og af flere omgange forsøgt at rekruttere fra de danske universiteter uden held. Vi konkurrerer bl.a. med mange af de store virksomheder.”

Virksomheder som TEGnology, der ikke har store budgetter afsat til rekruttering af nye medarbejdere, kan igennem MIT-Denmark få adgang til internationale talenter uden et større budget.

”MIT-Denmark åbner døren for helt nye muligheder for virksomheder som vores,” siger Hao. ”Processen har været effektiv og hands-on, vi har fået vores minimale ressourceforbrug mange gange igen.”

MIT-Denmark

MIT-Denmark matcher danske virksomheder med MIT-studerende og hjælper med meget af det praktiske i forbindelse med praktikken.  

 

De studerende er ofte interesserede i praktikforløb indenfor biovidenskab, biotech, bæredygtighed, robotteknologi, design og IT.

Er du interesseret? Kontakt Rachel Buonaiuto, barselsvikar for Madeline Smith, for at høre mere: rbuon@mit.edu  

Produktudviklingen accelererede

For Dahlia Dry var en af grundene til at vælge TEGnology netop virksomhedens størrelse: ”Det giver mere frihed at arbejde i et lille sammentømret team. Det ville jeg gerne prøve.”

Dahlia har en mastergrad i fysik og elektroteknologi fra MIT. Hun var på udkig efter sit første job inden for clean tech, efter hun havde færdiggjort sit studie. Hun lod sig dog ikke begrænse af geografi og havde i en længere periode været nysgerrig på livet i Nordeuropa. Blandt andet fordi hun elsker at cykle og var draget af den skandinaviske livsstil.

Derfor faldt hendes valg på MIT-Denmark programmet, og sammen med Madeline Smith, ansvarshavende for programmet fra campus i Boston, fandt Dahlia frem til TEGnology, der lød som det perfekte match. Den følelse viste sig at være gengældt.

”At Dahlia kom til vores virksomhed, var en gave, der kom flyvende fra himlen”, siger Hao Yin.

”Vi ved, hvad vi er gode til, og vi ved, hvad vi skal arbejde på, men Dahlia viste os, hvad vi slet ikke vidste,” uddyber han.

”Helt konkret har Dahlias input accelereret vores produktudvikling markant, vi kan virkelig se forskel. Hun har også tilføjet en enorm glæde og et fantastisk gåpåmod til vores team”, uddyber Hao.

At matchet mellem TEGnology og Dahlia var perfekt, gik hurtigt op for begge parter. Dahlia flyttede til København i august 2023 for at starte sin praktik hos TEGnology. I dag har hun en fast stilling hos virksomheden og er en vigtig del af teamet.

Hvis Hao og Dahlia skal give andre danske virksomheder, som overvejer at tilmelde sig MIT-Denmark programmet et godt råd, lyder det:

Hao: ”Prøv! Man mister ikke noget, men man kan blive overrasket over alt det, man får ud af det.”

Dahlia tilføjer, at det er en unik mulighed for at få meget kompetente og nysgerrige talenter inden for døren.

”MIT studerende er målrettede, ambitiøse og ivrige efter at lære, så hvis du leder efter den slags talenter, er MIT-Denmark et godt sted at kigge.”

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.