På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Eksport er nøglen til øget produktivitet

Eksportvirksomheder er mere produktive og har en større fremgang i produktiviteten end virksomheder, der kun har fokus på Danmark, viser ny DI-analyse.

Publiceret: 11.04.2017
Af Peter G. H. Madsen mail

Desto mere danske virksomheder eksporterer, desto højere er deres produktivitet også. Det viser en analyse af 92.000 danske virksomheders udvikling fra 2007 til 2014 foretaget af DI.

Af analysen fremgår det også, at eksportvirksomheder generelt har været langt bedre til at øge deres produktivitet end virksomheder, der er koncentreret om hjemmemarkedet.

Analysens resultater er en understregning af, at globaliseringen er til fordel for langt de fleste danske virksomheder, mener vicedirektør Kent Damsgaard fra Dansk Industri (DI).

- Analysen sætter en fed streg under, at danske virksomheder trives og klarer sig godt i den internationale konkurrence, siger han.

Læs hele analysen

775.000 job er knyttet til eksport

Med til historien hører, at der også blandt de virksomheder, der har fokus på hjemmemarkedet, er eksempler på meget høj produktivitetsvækst. Men overordnet set er billedet klart: eksport er lig højere produktivitet.

De danske virksomheders succes på de globale markeder kommer også mange danskere til gode.

En ny analyse fra DI viser, at eksporten fra de danske virksomheder giver anledning til 775.000 danske job. Mange af dem er i de virksomheder, der har eksport, men en god del kommer også fra virksomheder, der sælger varer eller service til de eksporterende virksomheder.

- Når det går godt for virksomhederne, går det godt for Danmark. Derfor skal der være fokus på, hvordan vi giver danske virksomheder de bedste rammer for succes på eksportmarkederne, siger Kent Damsgaard.

Læs også: Globalisering gavner danske virksomheder

Global konkurrence er godt

Den gennemsnitlige eksportvirksomhed er langt større og har væsentligt mere kapital pr. beskæftiget end den gennemsnitlige ikke-eksporterende virksomhed. Spørgsmålet er derfor, om de overordnede konklusioner i DI’s analyse også holder, hvis man lader være med at sammenligne vores store eksportlokomotiver med den lokale kiosk eller værtshus.

Svaret er ja. Selv når der tages højde for størrelse og branche er eksportvirksomhederne mere produktive end virksomhederne på hjemmemarkederne.

Forklaringen herpå kan være, at eksportvirksomhederne er udsat for en større grad af konkurrence, hvilket presser dem til at øge deres effektivitet.

- Eksportvirksomhederne er i konkurrence med hele verden, og det tvinger dem til at være ekstra på dupperne. Den gode nyhed er, at virksomhederne og deres medarbejdere i den grad formår at klare sig i konkurrencen, siger Kent Damsgaard.

Analysen sætter en fed streg under, at danske virksomheder trives og klarer sig godt i den internationale konkurrence

VICEDIREKTØR I DI KENT DAMSGAARD
Yderligere info
Kontakt image
Direktør
Tlf: +45 3377 3090
Mobil: +45 2585 3216
E-mail: keddi.dk
PUBLICERET: 11-04-2017 OPDATERET: 14-12-2017