På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
NYHEDER FRA DI BUSINESS

Danske virksomheder er bagud med tingenes internet

Mens næsten 80 procent af udenlandske virksomheder allerede er i gang med at integrere tingenes internet i deres forretning, tyder meget på, at de danske halter bagefter, viser ny rapport. Virksomhederne skal sætte turbo på indsatsen, hvis de ikke vil overhales indenom.
Danske virksomheder halter bagefter, når det kommer til udviklingen af tingenes internet, viser ny rapport. Illustration: Copenhagen Connecting, COBE

Af Karen Witt Olsen mail

Du har måske hørt om det: Internet of Things (IoT) – tingenes internet.

En verden, hvor bilerne kører selv, køleskabet sender dig indkøbslister, og låsen i hovedøren åbner, når du nærmer dig. Din pacemaker siger til, inden den bryder ned – det samme gør delene i vindmøller og flyvemaskiner, mens byens lyskryds og fjernvarme regulerer sig selv.

Tingene er intelligente. De ind­samler data og taler sammen via sensorer, software, elektronik og internettet. Lidt diffust måske, men det er helt afgørende at forstå og handle på, mener Ericsson, der har bestilt en rapport om de danske virksomheders IoT-parathed i samarbejde med DI Digital:

Læs også: Erhvervslivet vil give Danmark digital vitaminindsprøjtning

– Man kunne formode, at de store danske virksomheder allerede havde købt ind i de mange muligheder, IoT tilbyder. Danmark er blandt de førende i Europa på digitalisering, og København er i top fem over de mest informations- og kommunikationsmodne byer i verden. Men virksomhederne tøver, siger adm. direktør i Ericsson Danmark, Jørgen Alsing.

Ved det er vigtigt, men få er i gang

Rapporten ”Every. Thing. Connected” er udarbejdet af Monitor Deloitte. 35 af landets største virksomheder har deltaget, og 76 procent af dem svarer, at de forventer, at Internet of Things vil forandre deres virksomhed inden for de næste tre år. Det er næsten dobbelt så mange, som i udlandet.

– Det overraskende er, at hvor næsten 80 procent af udenlandske virksomheder allerede har IoT-initiativer, er kun 60 procent af de danske i gang. Det er særligt overraskende, fordi de danske virksomheder er fyrtårne i deres brancher. De har størrelsen, midler og muligheder, der gør, at de burde være langt fremme, siger Jørgen Alsing.

Hej tog, hvordan har du det?

DSB er en af transportvirksomhederne i IoT-rapporten. It-direktør Martin Börjesson så gerne, at virksomheden var meget længere med Internet of Things, for det ville spare mange penge og medføre flere tog til tiden, hvis DSB kunne tale med togene mere og oftere:

– Hvis alle togene fik sensorer og blev koblet op i real tid, ville de selv sige til, når de for eksempel skal have sprinklervæske fyldt på eller skiftet bremser. I dag bliver togene kaldt til eftersyn via en kalender, eller når de er brudt sammen. Vi ville kunne spare mange penge og gøre togene mere rettidige, hvis de kom ind, når de reelt havde brug for det i stedet for at binde kapital, reservedele og mandskabstimer i det, vi tror, de har brug for.

Han understreger, at teknikken allerede findes. Når togene ikke allerede taler selv, handler det om ledelsesforankring, kultur og forandringsparathed:

– DSB har ikke prioriteret at være first-movers på det her område. Det kræver en beslutning fra topledelsen. Og så skal man ikke undervurdere, at et skifte fra kalenderbaseret til behovsbaseret vedligehold ville betyde en radikal ændring af arbejdsgangene ude på vores værksteder, siger Martin Börjesson.

Forny dig eller dø

I rapporten ”Every. Thing. Connected” svarer over halvdelen af virksomhederne, at de blandt andet tøver, fordi de mangler det gode eksempel – den gode business case, der viser, hvordan man tjener penge på Internet of Things.

Problemet er bare, at masser af iværksættere ser mulighederne – og angriber:

– Enhedsomkostningerne på sensorer, software, internethastighed er nu så lave, at der kun skal små investeringer til, for at iværksættere kan komme i gang. Nok dør 90 procent af de her start-ups, men de 10 procent, der overlever, er en reel trussel, for de kan tage hele eller dele af eksisterende virksomheders markeder, siger den adm. direktør i Ericsson Danmark, Jørgen Alsing.

Grib fremtiden nu

Branchedirektør Adam Lebech, DI Digital, peger på, at danske virksomheder har gode muligheder for at komme med på bølgen:

– Danske virksomheder er godt klar over, at Internet of Things vil forandre deres virksomhed. De har også et unikt udgangspunkt i form af et meget digitalt hjemmemarked. Det skal nu omsættes til handling, siger han.

Han understreger, at Dansk Industri er klar til at hjælpe medlemsvirksomheder, der gerne vil ud over rampen – og dem, der har brug for inspiration til at komme i gang.

DI lancerer i 2016 og 2017 en samlet digitaliseringsindsats. 

Internet of things (IoT)

Et netværk af fysiske objekter (ting), der via internettet, elektronik, software og sensorer, gør tingene i stand til at indsamle og kommunikere data til andre produkter, producenten og/eller forbrugeren. Tingene bliver så at sige intelligente (smarte).

2015: 15 mia. ting er forbundet med internettet
2020: 26 mia. ting forventes forbundet med internettet

Rapporten Every. Thing. Connected:
Undersøgelse af danske virksomheders IoT-parathed 35 store danske virksomheder inden for byggeri, energi, sundhedssektor og transport medvirker. Udarbejdet af Monitor Deloitte for Ericsson i samarbejde med DI Digital.

Danmark er blandt de førende i Europa på digitalisering, og København er i top fem over de mest informations- og kommunikationsmodne byer i verden. Men virksomhederne tøver
JØRGEN ALSING, ADM. DIREKTØR I ERICSSON DANMARK
DI's ekspert på området
Kontakt image
Digitaliseringspolitisk chef
Tlf: +45 3377 3349
Mobil: +45 2064 4872
E-mail: chhndi.dk
PUBLICERET: 27-11-2015 OPDATERET: 17-02-2017