På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

DI: Flere kvinder når toppen i virksomheder – men stadig grund til kvindekamp

Flere og flere kvinder når frem til leder- og bestyrelselsposterne, men på Kvindernes Internationale Kampdag er der stadig grund til at kæmpe – og især på hjemmefronten, mener DI.
DI's Charlotte Rønhof mener, at det er i virksomhedernes interesse at have den bredest mulige pipeline af dygtige og vedholdende toplederaspiranter uanset køn, alder og etnicitet.

Publiceret: 07.03.2017
Af Anders Rostgaard Birkmann mail

Der er stadig en påtrængende mangel på ligebehandling i verden omkring os, og vi bør alle stille op i kampen for verdens kvinders helt basale rettigheder. Men på denne Kvindernes Internationale Kampdag er der samtidig grund til glæde sig over, at stadig flere kvinder gør karriere og når frem til en lederpost, bliver direktør og får bestyrelsesansvar.

Det mener Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri (DI):

- Det er i virksomhedernes soleklare interesse at have den bredest mulige pipeline af dygtige og vedholdende toplederaspiranter uanset køn, alder, etnicitet mv., siger hun.

Læs også: DI er tilfreds med modstand mod EU-kvindekvoter

Flere kvinder på vej mod topposter

Det har ellers været en af de seneste års store ligestillingshurdler at få flere kvinder bragt i spil til ledelses- og bestyrelsesposter. Men flere nye undersøgelser peger på, at der sker en masse positivt udvikling i pipelinen af kvinder, der bevæger sig op i hierarkierne mod topposterne.

Senest fremgik det i en ny undersøgelse fra Lederne fra januar 2017, at der nu er fire kvinder ud af ti blandt Ledernes yngre medlemmer.

Samme indtryk kom frem i DI’s analyse fra januar 2017, som så nærmere på toppen af den daglige ledelse i alle de cirka 3.000 danske virksomheder med over 50 ansatte.

Andelen af kvinder i CEO-poster er næsten fordoblet siden 2002 og udgjorde over 12 procent i 2015. I ledelseslaget lige under var tendensen den samme. Kvindernes andel af direktørposterne steget fra 14 procent i 2002 til 21 procent i 2015.

- Det er en tydelig positiv udvikling, som man kun kan glæde sig over, siger Charlotte Rønhof.

Læs også: Women on Board-database får flere kvinder i bestyrelserne

Kampen er ikke ovre

Hun fremhæver dog, at endemålet ikke er nået. Der er brug for at tage nogle flere skridt for at sikre ligestilling. Først og fremmest bør karrierekvinder rette skytset mod situationen på hjemmefronten.

- Langt flere kvinder bør kæmpe for, at forældreorlov og tidsfikserede opgaver i hjemmet kan blive bedre fordelt mellem mænd og kvinder, mener hun.

At det netop er hjemme i familierne, at der bør sættes ind, skyldes ifølge DI, at vi skal et stykke ned i pipelinen mod topposterne for at finde årsagen til, hvorfor nogle kvinder ikke når hele vejen.

Læs også: Kvinder indtager toppen af dansk erhvervsliv

Kvinder skal kæmpe på hjemmefronten

For det første er det tydeligt, at unge mænd og kvinder igennem mange år ikke har været lige interesserede i uddannelser, som ligger godt til en lederkarriere i den private sektor – og heller ikke har været lige tilbøjelige til at søge job i private virksomheder.

For det andet springer det i øjnene, når man sammenligner kvinder og mænds karriereforløb, at kvinderne tager meget mere orlov efter barsel og kommer bagud i deres karriereforløb.

 - Derfor bør opmærksomheden rettes mod at få stadig flere kvinder til at vælge uddannelse, som sigter mod privat beskæftigelse og selv overlade mere barselsorlov og tids-ufleksible opgaver i hjemmet til deres partnere og efterstræbe en lederkarriere i den private sektor, siger Charlotte Rønhof.

Læs også: Ny vejledning om kvinder i ledelse og bestyrelser

"Glasloftet" er en myte

Charlotte Rønhof peger også på, hvor man ikke behøver at rette skytset hen på kampdagen: Det, som kritikerne betegner som et ”glasloft” – altså at kvinder nærmest automatisk bliver sorteret fra på kanten til toplederposterne alene på grund deres køn.

- Dansk forskning, som er publiceret i internationale tidsskrifter, viser, at påstanden ikke holder. Helt konkret afviser forskningen hypotesen om, at kvindelige topdirektører ikke skulle komme i bestyrelser. Forskningen afkræfter også hypotesen om, at der er mindre sandsynlighed for at kvinder skulle blive CEO end mænd med tilsvarende kompetencer og erfaring. Det er også afvist, at kvinder skulle møde et ”glasloft” lige før direktionsgangen, siger hun.

Det er en tydelig positiv udvikling, som man kun kan glæde sig over.
CHARLOTTE RØNHOF, UNDERDIREKTØR, DI
Yderligere info
Kontakt image
Chef for forskning og videregående uddannelser
Tlf: +45 3377 3797
Mobil: +45 5213 2312
E-mail: mfjdi.dk
PUBLICERET: 07-03-2017 OPDATERET: 15-12-2017