På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

DI: Danmark bør sænke selskabsskat som Sverige

Den svenske regering annoncerede mandag, at den agter at sænke selskabsskatten fra 22 til 20 procent. Sker det, bør Danmark følge trop for ikke at miste investeringer, mener Dansk Industri (DI).

Publiceret: 20.06.2017
Af Karen Witt Olsen mail

Mandag bebudede den svenske regering, at den vil sænke selskabsskatten to procent – fra 22 til 20 procent.

Forslaget skal have virkning fra juli 2018 og er den svenske regerings længe ventede opfølgning på de anbefalinger, en skattekommission leverede for tre år siden. Samme år som regeringsmagten skiftede fra de borgerligere til den nuværende koalition bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet de Gröna.
 
Bliver selskabsskatten sænket i Sverige, bør Danmark følge med.
 
- Sverige er et oplagt alternativt investeringsland sammenlignet med Danmark. Vi har ikke råd til, at Danmark ikke har en konkurrencedygtig selskabsskat sammenlignet med landene omkring os. Det gælder ikke mindst Sverige, siger vicedirektør Kent Damsgaard.

Læs også: Efter nytår ryger selskabsskatten ned i syv lande i Europa

Landene omkring os sænker

Han påpeger, at da Danmark senest besluttede at sænke selskabsskatten – under den daværende SRSF-regering i 2013 – skete det også i kølvandet på en svensk satsreduktion. Lempelsen dengang var en reaktion på en forudgående lempelser i blandt andre Finland og Storbritannien. Og siden da har også Norge bebudet markante reduktioner af selskabsskatten.
 
2017 har indskrevet sig som året med de fleste – og største – europæiske selskabsskattelettelser i næsten 10 år.

- Inklusive Sverige har mindst otte lande i EU’s indre marked nu flere selskabsskattelettelser på programmet i årene forude. Storbritannien er på vej mod en selskabsskat på blot 17 procent i 2020, og i Frankrig er Macron valgt på et program, der inkluderer markante lettelser af selskabsskatten, siger Kent Damsgaard.

Læs også: Donald Trump er jokeren i spillet om globale selskabsskatter

Lille åben økonomi skal svare igen

Dansk Industri håber, at selskabsskatten kan komme på det politiske program i forbindelse med de bebudede vækstforhandlinger til efteråret.
 
Vicedirektøren i DI peger på, at skiftende regeringer uanset partifarve har sænket den danske selskabsskat i takt med udviklingen i verden omkring os. Og det er ofte sket med bred politisk opbakning – i erkendelse af, at det er den rigtige politik, når man er en lille åben økonomi som den danske.

- Vi opfordrer derfor til, at man henover den politiske midte også denne gang kan nå til enighed. Og gerne om en aftale, der rækker længe frem. Vi har brug for at sende et klart signal om, at Danmark svarer igen, hvis vores konkurrenter rykker. På den måde vil investorer roligt kunne investere i tiltro til, at vilkårene ikke bliver relativt ringere over tid, siger Kent Damsgaard.

Vi har brug for at sende et klart signal om, at Danmark svarer igen, hvis vores konkurrenter rykker.
VICEDIREKTØR KENT DAMSGAARD, DI
Yderligere info
Kontakt image
Direktør
Tlf: +45 3377 3090
Mobil: +45 2585 3216
E-mail: keddi.dk
PUBLICERET: 20-06-2017 OPDATERET: 14-12-2017