I 2011 stod Danish Interpretation Systems (DIS) over for en udfordring på det russiske marked; for at virksomheden kunne fortsætte deres aktiviteter havde de brug for en mere professional beliggenhed til deres eksklusive konferenceudstyr. Desuden skulle der ansættes en lokal medarbejder, da produktet kræver meget forsalgsarbejde samt løbende support. Den lokale tilstedeværelse blev vurderet til at være nøglen til DIS’ fremtidige succes i Rusland, og jagten gik derfor ind på at finde det helt rigtige kontor, der kunne danne rammen for DIS’ aktiviteter på det russiske marked.
DIS øjner mulighed hos DI i Moskva
DIS’ søgen førte dem til DI’s kontor i Moskva, hvor de har valgt at gøre brug af DI’s ”Own Man In Russia” koncept. Ud over en sikker, præsentabel og central beliggenhed for deres konferenceudstyr, fik DIS samtidig muligheden for at give deres lokale medarbejder en stabil dagligdag med socialt samvær. DI stiller desuden kontorfaciliteter, administrativ support og mødelokaler til rådighed, således at DIS kan fokusere 100 procent på deres kerneydelse. Undervejs er DIS blevet opkøbt af den amerikanske virksomhed Shure, der producerer audio udstyr, hvilket gav et lille bump på vejen i forhold til investeringer i Rusland.
Og så tog det ellers fart
Den amerikanske virksomhed ændrede dog hurtigt mening, og begyndte at opprioritere det russiske marked, da de indså, hvilket potentiale markedet har for organisationens samlede omsætning. DIS har nu været fast inventar på DI’s kontor i Moskva i godt og vel halvandet år, og i dag er Rusland et af DIS’ største markeder for konferenceudstyr. Det går faktisk så godt, at kunderne står i kø for at få lov til at distribuere produktet i Rusland. Succesen er dog betinget af DIS fortsatte tilstedeværelse, og eftersom DIS samarbejde med DI i Moskva udelukkende har været positivt, har de valgt at skrive kontrakt for endnu et år på kontoret.