Kritikfrister ved akkordarbejde er svære at komme uden om

Frister for udveksling af dokumenter

Bygningsoverenskomsten indeholder i kap. 7 reglerne og rammen for akkordarbejde, herunder betingelserne for den udveksling af et akkordregnskab, som skal følge umiddelbart efter færdiggørelsen af et akkordarbejde.

Fælles for akkordreglerne i byggeriets overenskomster er, at der er aftalt klare frister for parternes udveksling af dokumenter i en akkordaftale, og at overskridelse af fristerne som udgangspunkt har den konsekvens, at man da lægger den ”sidst-i-korrekt-tid-fremsendende-parts” oplæg til grund uden videre.

Gennem årene har der været ført et stort antal voldgifter med prøvelse af eksempelvis fremsendelsesform: fysisk overlevering, almindelig brevpost, telefax og lignende. Spørgsmålet i denne sag var, om der de facto kan ske nogen form for afvigelser fra dette princip og i givet fald hvilke.

Løbende dialog om opsætning af gipsvægge og -lofter

I den konkrete sag havde et akkordsjak fået tildelt arbejde med opsætning af gipsvægge og -lofter på et hospital, og virksomhedens projektleder havde løbende under akkordens udførelse haft dialog og drøftelser med akkordholderen både mundtligt og via mail.

Da akkordholderen ved arbejdets afslutning sendte akkordregnskabet til projektlederen, troede han, at der fortsat var ”rum” for en dialog og tilretning af navnlig arbejdets omfang, som i akkordregnskabet var baseret på byggetegningerne og ikke fysisk opmåling.

Projektlederen sendte derfor inden kritikfristens udløb via mail en kritik af akkordregnskabet, som dog ikke overholdt overenskomstens formkrav til en specifikation af de kritikpunkterne.

Projektlederen modtog ikke mere inden fristens udløb. Det næste han hørte fra akkordholderen var, da forbundet henvendte sig og nu repræsenterede akkordsjakket.

Forbundet fremsendte et korrigeret akkordregnskab med en regulering af fordelingsnøglen mellem akkorddeltagerne samt fradrag af et af virksomheden allerede betalt lønbeløb. Det fremsendte indeholdt ingen ændring af eksempelvis mængder eller timer.

Spørgsmålet var herefter, om den fremsendte ”korrektion” af akkordregnskabet betød, at virksomheden havde ret til en ny kritikfristpå 10 dage.

Løbet var kørt – ingen ekstra frist

Det mente dommeren ikke. Han lagde vægt på, at det korrigerede kun ændrede i fordelingsnøglen samt fratrak lønudbetalinger fra virksomheden, som allerede var effektueret. Da projektlederens forklaring tydede på, at han nok heller ikke selv anså henvendelsen fra forbundet efter kritikfristens udløb som en adfærd, der gav ham grund til at anse fristindsigelsen for opgivet, kunne dette heller ikke hjælpe virksomheden.

Hvad kan man udlede af afgørelsen

På den positive side – set fra virksomhedens side – kan dommerens præmisser i kendelsen ses som en bekræftelse af, at der kan være situationer, hvor den ene parts henvendelse i et akkordforløb til den anden har en sådan form og indhold, at den kan forstås som den 1. parts opgivelse af at påberåbe sig en kritikfrists overskridelse – ”diskussionen fortsættes” – og da vil en sådan part ikke efterfølgende kunne påberåbe sig en fristoverskridelse, som ikke forudgående er ”kaldet”.

Dommeren formulerede det således:

”Der er ingen regler i Overenskomsten, som efter ordlyden tager stilling til, om en parts adgang til at påberåbe sig overskridelse af en kritikfrist kan fortabes, herunder ved fremsendelse af et nyt regnskab, og hvad der i givet fald udgør et nyt regnskab. Dette spørgsmål om fortabelse af en retsposition kan ikke besvares ud fra ordlyden af Overenskomsten, men må besvares ved en forståelse af Overenskomsten i overensstemmelse med dansk rets almindelige aftaleretlige principper.

Udslagsgivende for, om der ved fristoverskridelse kan ses bort fra de overenskomstfastsatte virkninger heraf, bliver herefter en konkret bedømmelse af, om der af den part, som kan støtte ret på fristoverskridelsen, er udvist en adfærd, som giver den anden part føje til at anse fristindsigelsen for opgivet.”

DI førte sagen for virksomheden. 

Nyheden er baseret på afgørelse i faglig voldgift af 11. april 2024 i sag nr. 2023.1207.