Foto: Colourbox
07.05.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Intet bevis for tilbageholdt værktøj ved fratrædelse

En medarbejder hos en producent af betonelementer blev frikendt i en sag om tilbageholdelse af værktøj ved hans fratrædelse. Medarbejderen blev anklaget for ikke at have returneret virksomhedens værktøj ved sin fratræden, men den faglige voldgift fandt ikke beviser til støtte for virksomhedens påstand.

Uenighed om værktøj og ansættelsesvilkår

Sagen handlede om en medarbejder, der siden 2016 havde været ansat hos en producent af betonelementer. Ved medarbejderens fratrædelse 27. oktober 2022 hævdede virksomheden, at medarbejderen havde undladt at returnere forskelligt værktøj, der tilhørte virksomheden.

Ved medarbejderens ansættelse var der indgået en mundtlig aftale om hans brug af eget værktøj, og at værktøjet skulle erstattes af virksomheden ved nedslidning. Men parterne var uenige om aftalens indhold.

Virksomheden hævdede, at aftalen kun omfattede håndværktøj, mens medarbejderen forklarede, at aftalen også omfattede større el-værktøj.

Modstridende forklaringer og manglende beviser

Parterne gav modstridende forklaringer om flere aspekter af sagen. Der var uenighed om, hvorvidt medarbejderen kunne bestille værktøj til andre i sit team, og hvad der befandt sig i den firmabil, som medarbejderen afleverede ved sin fratræden.

I sin tilkendegivelse bemærkede dommeren, at virksomheden som arbejdsgiver burde have sørget for klarhed om ansættelsesvilkårene og styring af, hvilket værktøj der var udleveret til den enkelte medarbejder.

Virksomheden havde ikke fremlagt skriftlig dokumentation eller andre beviser for, at medarbejderen havde fået udleveret eller selv anskaffet sig værktøj betalt af virksomheden, som han ikke returnerede ved fratrædelsen. På baggrund af dette kunne virksomheden ikke løfte bevisbyrden, og medarbejderen blev frifundet.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på afgørelse af 5. marts 2024 i faglig voldgift i FV2023-989.

DI's råd

Sagen understreger vigtigheden af klarhed og dokumentation i forhold til ansættelsesvilkår, herunder vilkår for brug og tilbagelevering af virksomhedens ejendele såsom værktøj. Virksomheder bør sørge for at indgå skriftlige aftaler om brug af virksomhedens ejendele og sikre sig underskrifter fra begge parter ved både udlevering og tilbagelevering af værktøj. Ved tvivl eller usikkerhed omkring emnet anbefaler vi at tage kontakt til DI for rådgivning.

Læs mere om Krav til ansættelseskontrakter - regler og rådgivning - klik her - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Opsigelse - rådgivning, beregnere og skabelon - Dansk Industri - DI

Læs mere om Fratrædelsesaftale - Rådgivning og skabelon - DI - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.