Foto: Colourbox
02.05.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Briterne arbejder ulovligt i Danmark

Efter Storbritanniens udtræden af EU, blev det et krav fra den 1. januar 2021, at alle britiske statsborgere skal have en arbejdstilladelse for at kunne arbejde lovligt i Danmark. Arbejder briterne ulovligt i Danmark, kan de blive forment adgang til Danmark i op til 2 år, efter de er blevet sendt ud af landet.

Krav om arbejdstilladelse

Som konsekvens af Brexit kan britiske statsborgere ikke længere gøre brug af EU-rettens frie bevægelighed inden for EU og bliver stillet over for krav om arbejds- og opholdstilladelse efter immigrationsreglerne, før de kan tage arbejde inden for EU.

I Danmark er der derfor også krav til alle britiske statsborgere, der vil tage arbejde i Danmark om, at de skal have en arbejdstilladelse, før de kan arbejde lovligt i Danmark.

Det er de samme ordninger om arbejdstilladelse, som gælder for andre medarbejdere, der kommer fra lande uden for EU/EØS og Schweiz, som der skal ansøges efter.

Læs mere om ordningerne på Ny i Danmark

Visumfrihed er ikke en adgangsbillet til arbejdstilladelse

Britiske statsborgere kan frit indrejse i Danmark og inden for Schengen, fordi de er fritaget for indrejse visum.

De kan derfor opholde sig i Danmark i op til 90 dage inden for 180 dage efter visumreglerne, men briterne må ikke udføre aktiviteter, der kræver en arbejdstilladelse.

I Danmark er der en meget restriktiv fortolkning af, hvad der er arbejde i Danmark, som kan afvige fra andre landes forståelse, og derfor vil langt de fleste aktiviteter i Danmark, der ikke er ferie, og som udføres som led i en aftale i lønnet eller ulønnet beskæftigelse, kunne vurderes til at være arbejde og kræve arbejdstilladelse.

Derfor er det ikke tilstrækkelig tilladelse, at en britisk medarbejder kan indrejse i Danmark. Der skal også ansøges om en arbejdstilladelse, hvis aktiviteten i Danmark kræver det.

Korte ophold kræver også arbejdstilladelse

Medarbejdere, der til dagligt bor og arbejder i Storbritannien, og som skal arbejde tidsbegrænset i et EU-land, skal på grund af immigrationsreglerne undersøge, om der er krav til arbejdstilladelse for de aktiviteter, briterne skal udføre i EU.

I Danmark er det et krav, at en medarbejder fra Storbritannien, der skal arbejde i Danmark for sin britiske eller danske arbejdsgiver, som udgangspunkt skal have en arbejdstilladelse, før de kan udføre deres arbejde lovligt i Danmark.

Krav om arbejdstilladelse for at levere tjenesteydelser i EU/EØS

Når virksomheden i Danmark eksempelvis ønsker at anvende britiske medarbejdere som rejsende montører (tjenesteydere) i andre EU/EØS-lande, så er det et krav, at medarbejderen har en arbejds- og opholdstilladelse i Danmark samt en bopæl og et arbejde her i landet, som medarbejderen vender tilbage til efter endt arbejde i udlandet. Kravet om opholds og arbejdstilladelse er begrundet i, at det er en betingelse for, at tredjelandsborgere kan levere tjenesteydelser efter EU-reglerne i en anden EU/EØS-medlemsstat, at de kan vende tilbage til det land, som  de er rejst ud fra, og fortsat har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse der, når de vender tilbage.

Læs mere om FAQ til arbejdsgivere om brexit - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Internationale medarbejdere - DI (danskindustri.dk)

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.