23.11.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Ja tak til flere kvinder bag rattet

Kvinder er lidt mere omhyggelige. De tænker sig om en ekstra gang, inden de trykker på speederen. Det giver færre skader og bedre service, lyder det fra Bach & Pedersen Fragt A/S.

Det er tidlig morgen i Randers. Alt for tidligt. Alligevel er der rush hour i Bach & Pedersens hovedkvarter. 39 lyseblå lastbiler holder side om side klar til dagens last. En million gange om året ruller de afsted til nær og fjern. Det er kun få år siden, at lastbilerne skulle pakkes manuelt. Heldigvis foregår den proces i dag med hjælpemidler, og det åbner op for mange flere muligheder for kvinder i branchen.

”Vi har rigtig gode erfaringer med kvinder. De er grundige og sætter sig virkelig ind i, hvordan vi sikrer de bedste løsninger for vores special transporter og dermed for vores kunder,” siger HR-Manager i Bach & Pedersen Fragt, Ann Karina Dybbøl Jørgensen. Hun så gerne flere kvinder i branchen.

”Der er ikke så mange kvindelige ansøgere, som vi kunne ønske os, så man hopper lige i stolen af glæde, når man får en kvinde i stakken. Og så en lærling, det var simpelthen dobbelt op på fantastisk.”

Emma er en éner

For 20-årige Emma Møller Bjerregaard var der ingen tvivl. Hun skulle køre lastbil. Fascinationen for store maskiner stammer fra barnsben, hvor Emma så beundrende til, når faren gav den gas som skoventreprenør. Det gav inspiration til Emmas valg af vejgodstransportuddannelsen.

”Jeg vidste ret hurtigt, at jeg ville i lære som godschauffør. Det slog mig heller ikke ud, at jeg var eneste pige i klassen – for min klasse er bare den bedste! Knejterne har aldrig set ned på mig. Tværtimod, så bakker vi hinanden op og har det rigtig sjovt sammen,” fortæller Emma.

Alligevel bliver Emmas arbejde bemærket og ikke mindst kommenteret. Særligt ældre kunder bliver forundret, når hun stiger ud af lastbilen og udbryder: Hold da op. En pige? Kan du køre sådan en stor lastbil?

Men det kan Emma – og hun er faktisk super sej til det, hvis man spørger HR-Manager Ann Karina Dybbøl Jørgensen:

"Foruden at være et frisk pust i vores medarbejdergruppe, så er Emma meget rolig og eftertænksom af gemyt, og det gør, at hun har styr på sit arbejde. Under første samtale fortalte Emma os, at hun tidligere har kørt udkørselsmaskiner i en skov. Og vi var derfor ikke et sekund i tvivl om, at hun også ville kunne manøvrere en stor lastbil på vejene. Og det har hun til fulde bevist, at hun kan."

Kør lastbil og få familietid

I transportbranchen har arbejdstiderne ændret sig, så de harmonerer bedre med et familieliv.

”Det er vigtigt, at vi får fortalt, at man sagtens kan have familie og tage på barsel i vores branche. Vi kan snildt tilpasse arbejdstiden efter chaufførernes privatliv. Vi har for eksempel en alenefar, som arbejder forskudt i forhold til, hvornår han har børn. Det kan man sagtens,” siger Ann Karina.

Ved at fortælle om fordelene ved jobbet, håber hun på at kunne lokke flere kvinder til branchen:

”Der sker bare noget i en medarbejdergruppe, når der er kvinder tilstede. Kulturen ændrer sig simpelthen til det positive. Det oplevede vi også blandt lærlingene, da Emma kom til. Der er en større hensyntagen og hjælpsomhed end tidligere, og det er til gavn for alle i virksomheden.”

Det er derfor en rigtig god nyhed, at antallet af kvinder på vejgodstransportuddannelsen er fordoblet på blot 4 år. Det betyder, at der nu er 78 kvinder under uddannelser. Det harmonerer rigtig fint med transportbranchens ønske om, at kvinderne skal udgøre 10 % af medarbejderstaben i 2030. Og den positive udvikling er allerede i fuld gang. Fra 2020 til 2021 kom der 100 nye kvindelige lastbilchauffører ind i branchen, som nu beskæftiger omkring 6-700 kvinder.

Virksomheder, chauffører, skoler og eksperter er gået sammen for at få flere kvinder til at vælge et job i transport. Få deres bedste værktøjer her: Job i transport

Katrine Dichmann Christophersen
Skrevet af:

Katrine Dichmann Christophersen

Relateret indhold