Vi rådgiver dig

BIRN: Cirkulært optimeringsprojekt med en økonomisk gevinst

Jernstøberiet BIRN har længe haft en forretningsmodel, der bygger på cirkulær økonomi. Nu har de med deres optimeringsprojekt, som øger mængden af støbejernsbriketter i deres smeltejern, taget endnu et skridt i den cirkulære retning.

BIRN i Holstebro er et af Nordeuropas største jernstøberier og producerer hvert år omkring 45.000 tons støbejern. Cirkularitet og ansvarligt forbrug af klodens ressourcer har længe været en integreret del af deres forretningsmodel. Det cirkulære aspekt af jernstøberiets produktion omfatter alt fra upcycling af affaldsmaterialer fra andre industrier og genanvendelse af egne materialer i lukkede kredsløb til udvikling af produkter med lang levetid, som er designet til at blive genbrugt igen og igen.

Råvareforbrug med fokus på genanvendelse

I 2021 udgjorde genanvendte råvarer sammenlagt 93 pct. af materialet i BIRNs støbejern, herunder stålskrot, bearbejdningsspåner og omgangsjern fra støbeprocessen. De sidste 7 pct. af støbejernet er jomfruelige råvarer fordelt på råjern og legeringsmaterialer.

BIRN arbejder ligeledes på at øge materialeeffektiviteten af de biprodukter og det affald, der nødvendigvis kommer under fremstilling og forarbejdningen af støbejernet. Materialer, der ikke kan recirkuleres tilbage i produktionen igen, forberedes derfor til biprodukter, som sælges til eksterne aftagere.

Optimeringsprojekt øger mængden af støbejernsbriketter i BIRN’s smeltejern

BIRN har iværksat endnu et projekt, der, udover at holde materialeomkostningerne nede, også udbygger cirkulariteten i deres forretningsmodel.

Igennem et optimeringsprojekt er det lykkedes BIRN at forøge andelen af støbejernsbriketter, som bl.a. består af ståltråd fra udtjente bildæk, fra 15 til 25 pct. i deres smeltejern. Projektet gør jernstøberiet i stand til at aftage omkring 5.500 tons ståltråd fra danske bildæk, som ellers ville være endt til deponi.

Dæktråden fra de udtjente bildæk blandes med støbejernsspåner fra BIRN's egen forarbejdningsafdeling samt podemiddel, kulstofstøv og jernstøv, der sammenpresses til briketter og efterfølgende tilsættes støbejernet.

Udover at reducere BIRN’s materialeomkostninger gør den højere andel af støbejernsbriketter også smeltetiden kortere og reducerer derved BIRN’s energiforbrug og CO2-udledning. Hvor stor besparelsen konkret bliver, vil først blive klarlagt senere i 2023 i forbindelse med en planlagt livscyklusanalyse af BIRN’s produkter.

En andel på 25 pct. briketter i støbejernet er dog ikke nødvendigvis endemålet for BIRN's optimeringsprojekt. Jernstøberiet ser nemlig fortsat store muligheder for i fremtiden at øge andelen af briketter i støbejernet yderligere. I øjeblikket er det primært dæktråd, de aftager til briketterne, men de forventer i fremtiden at kunne udvide brugen af alternative skrottyper yderligere.

Yderligere information

Læs mere om BIRN her

Relateret indhold