Når ecodesignforordningen i løbet af foråret 2024 bliver vedtaget endeligt i Europa-Parlamentet, vil stort set alle produkter i EU være omfattet – der er kun få undtagelser som fødevarer, foder, lægemidler og biler. Målet med forordningen er helt overordnet at gøre produkterne mere cirkulære. Det betyder, at de skal holde længere, materialerne skal udnyttes bedre og helt generelt skal produkternes ressourceforbrug (af vand, energi og materialer) reduceres.

Det, der gør maling mere cirkulært, er ikke det samme, som gør mobiltelefoner mere cirkulære. Derfor giver det mening, at man ikke stiller de samme krav. Den nye forordning giver da også alene EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte konkrete produktkrav. De konkrete produktkrav kommer i årene fremover – forventningen er, at 4-6 produktgrupper om året bliver dækket.

Forordningen indeholder flere elementer, jf. figuren herunder.

Destruktion af usolgte produkter. Foreløbig er det aftalt, at der skal udarbejdes et forbud mod destruktion af usolgte tekstiler. For andre usolgte produktkategorier skal i første omgang oplyses, hvilke mængder der er tale om, og så kan der senere træffes politisk beslutning om yderligere egentlige forbud. Det er værd at bemærke, at definitionen af destruktion i forordningen dækker de nederste kategorier af affaldspyramiden, herunder anses også genanvendelse som destruktion.

Produktkrav. På baggrund af en analyse af hele produktets livscyklus sættes krav, der bedst muligt reducerer produktets miljøpåvirkning. Det kan være krav til levetid, til at det kan repareres (og måske for at det kan repareres skal det kunne skilles ad) eller at der er reservedele at få i flere år efter, at produktet først er sat på markedet. Hvis ikke man lever op til kravene, må man ikke sætte sine produkter på markedet i EU – uanset om produktet er produceret i Børkop eller Beijing.

Informationskrav. Som noget helt nyt introduceres kravet om digitalt produktpas. ”Passet” skal kunne tilgås med f.eks. en QR-kode (den endelig teknologi er ikke fastlagt endnu) og vise f.eks. oprindelse, materiale, hjælp til at reparere osv. Ligesom med produktkravene, fastsættes informationskravene produktkategori for produktkategori. Pt. er de tekniske standarder for produktpasset under udarbejdelse i de europæiske standardiseringsorganisationer (læs mere her: . https://www.ds.dk/da/udvalg/kategorier/it/det-digitale-produktpas ).

Den virksomhed, der sætter produktet på markedet, har ansvaret for produktpasset. Derfor er det vigtigt, at man har en god dialog med sin værdikæde. Ikke mindst fordi man kan blive stillet over for at skulle levere data, som man ikke har i dag.

Grønne offentlige indkøb. Der sættes obligatoriske krav for grønne offentlige indkøb. I den endelige udgave af forordningen indgår det, at medlemsstaterne kan stille højere krav end de europæiske krav, f.eks. i Danmark vil man fortsat kunne stille krav om Svanemærkning.

Markedsovervågning. For at sikre, at der ikke er produkter, som ikke overholder kravene, der finder vej til EU’s butikker, er det vigtigt med myndighedskontrol. Det er medlemsstaternes ansvar at iværksætte denne, men historisk har der også være forskellige tværgående indsatser fra Kommissionens side, og det vil vi formentlig se igen. Derudover er det også muligt, at Kommissionen på produkt-for-produkt basis vil stille krav om 3.partscertificering.