På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Brug praktikpladsen.dk til at finde elever og dokumentere jeres søgning

UDDANNELSE. Fra 1. januar 2018 indføres Praktikplads-AUB, der skal bidrage til at sikre flere faglærte og flere praktikpladser. Undervisningsministeriets portal www.praktikpladsen.dk bliver central i formidlingen af elever og ledige praktikpladser. Det er også herfra, at I kan dokumentere jeres søgning efter elever.

Udligning

Praktikplads-AUB er en ordning, der belønner virksomheder, som uddanner mange lærlinge og elever, mens virksomheder, der ikke uddanner eller uddanner for lidt, skal betale ekstra. Ordningen baseres på et virksomhedsudregnet måltal for elever og lærlinge.

Hvis I ikke kan få nok elever

Hvis I ikke kan leve op til jeres måltal for elever og lærlinge, fordi der ikke er elever på de erhvervsuddannelser, som I kan uddanne inden for, er det muligt at få en nedsættelse af Praktikplads-AUB. Det kræver, at I har haft et stillingsopslag på www.praktikpladsen.dk i mindst tre måneder og ikke har modtaget ansøgninger fra elever, der har bestået det relevante grundforløb. De mere specifikke krav ift. nedsættelsen er ved at blive afklaret og vil blive udmeldt hurtigst muligt.

Brug praktikpladsen.dk 

Som et redskab til rekruttering anbefaler DI, at I anvender www.praktikpladsen.dk.  Udover dokumentationen vil et øget brug af portalen også medvirke til at sikre et mere gennemskueligt billede af praktikpladssituationen.

Når mange virksomheder anvender www.praktikpladsen.dk, vil eleverne kunne se mulighederne for praktik. Den samlede information om praktikpladser – ledige som besatte – giver et overblik over uddannelses- og karrieremulighederne. Det kan bidrage til, at flere elever vælger en erhvervsuddannelse på de områder, hvor der kommer til at mangle faglærte.

Hvordan fungerer praktikpladsen.dk?

Portalen er en elektronisk praktikpladsformidling, hvor virksomheder og elever kan finde hinanden. Eleverne kan oprette et cv og søge efter ledige praktikpladser. På www.praktikpladsen.dk kan eleverne se hvilke virksomheder, der er godkendt til at uddanne elever og lærlinge inden for de forskellige uddannelser. De kan også se ledige praktikpladser, hvis virksomhederne har slået stillingen op på www.praktikpladsen.dk.

Som noget nyt, kan I logge ind med jeres NemId på www.praktikpladsen.dk, når I skal oprette ledige praktikpladser. I kan vælge at skrive et opslag i portalen eller indsætte link til jeres egen hjemmeside, ligesom I kan modtage ansøgninger fra elever direkte i portalen eller til virksomhedens egen mailadresse.

Det er muligt for jer at se hvor mange elever, der søger praktikplads inden for de uddannelsesområder, som I søger elever og lærlinge indenfor. Der vil være links til elevernes cv, og I kan automatisk gøre dem opmærksom på jeres ledige praktikplads.

I skal være godkendt som praktikvirksomhed

Hvis I ikke har uddannet elever og lærlinge før, skal I først godkendes til at uddanne. Her ligger en kort vejledning til dette. I kan også søge om godkendelse via www.praktikpladsen.dk. Vil I uddanne inden for en ny erhvervsuddannelse, skal I også godkendes til denne.

Praktikplads-AUB

Praktikplads-AUB er en del af trepartsaftalen om flere faglærte. Ordningen træder i kraft 1. januar 2018. Læs mere her.

PUBLICERET: 02-01-2018 OPDATERET: 02-01-2018