Bliv godkendt som praktikvirksomhed

Virksomheden skal godkendes som oplæringssted for at kunne ansætte en lærling/elev. Få godkendelsesskemaet på erhvervsskolen eller find den på www.lærepladsen.dk eller   det    faglige udvalgs hjemmeside.

Virksomheden skal søge om at blive godkendt som oplæringssted. Godkendelsen er en forudsætning for at kunne indgå en uddannelsesaftale med en lærling/elev. 

I skal derfor udfylde et godkendelsesskema, som I kan få enten hos erhvervsskolen eller hos det faglige udvalg. Det kan også findes via www.laerepladsen.dk. Flere faglige udvalg har elektroniske godkendelsesskemaer.

Det faglige udvalg godkender virksomheden

Det er det faglige udvalg for uddannelsen, der godkender virksomheden ud fra en vurdering af uddannelsesmulighederne i virksomheden. Godkendelsen kan ske administrativt eller efter et besøg i virksomheden - det varierer fra område til område. Det er repræsentanter for det faglige udvalg, der evt. besøger virksomheden. Nogle faglige udvalg har delegeret opgaven til lokale uddannelsesudvalg eller til skolen.

Hvis det faglige udvalg vurderer, at virksomheden ikke kan dække hele uddannelsens oplæringsdel, kan virksomheden få en delvis godkendelse. Virksomheden kan så ikke have en lærling/elev i en fuld uddannelsesaftale. I dette tilfælde vil det være muligt at indgå aftale med erhvervsskolen om, at eleven modtager supplerende oplæring på skolen, hvis det er en mulighed.

Hvis virksomheden blot mangler enkelte processer eller arbejdsfunktioner for at kunne dække et helt uddannelsesforløb, kan virksomheden få en godkendelse, der er betinget af, at virksomheden sørger for, at lærlingen/eleven kan få den del af uddannelsen i en anden virksomhed via en udstationering. Kombinationsaftale, hvor flere virksomheder går sammen om at uddanne en lærling/elev kan også være en mulighed.

Kontakt erhvervsskolen eller det faglige udvalg, hvis du har spørgsmål til kravene i forhold til at blive godkendt, eller hvad det indebærer at skulle uddanne en lærling/elev inden for området.

Hvis virksomheden får afslag

Udvalget kan også afslå at godkende virksomheden til den pågældende uddannelse. Med et afslag skal der følge en begrundelse samt en vejledning om, hvad virksomheden kan gøre for at blive godkendt.

Virksomheden kan anke afslaget til Ankenævnet vedrørende oplæringsvirksomheder. Det finder du her.

Artikel opdateret den 01.04.22

Birgitte Winge

Birgitte Winge

Chefkonsulent

Mette Louise Pedersen

Mette Louise Pedersen

Chefkonsulent

Relateret indhold