23.06.22 OPS Gode eksempler

Intelligent ble frigiver hænder til pleje i Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune samarbejder med den private virksomhed ABENA, som har udviklet en intelligent ble, der både frigiver hænder til pleje og styrker livskvaliteten for borgere med inkontinens.

Siden 2021 har den højteknologiske, intelligente ble ’ABENA Nova’ været anvendt på alle Aabenraa Kommunes plejehjem. Den velfærdsteknologiske løsning er et hit – både blandt medarbejdere og beboere. Bleen giver mere værdighed og tryghed for borgerne i inkontinensplejen og giver bedre arbejdsvilkår for plejepersonalet.

En klog ble

På plejehjem landet over, er inkontinens – ufrivillig vandladning – en hverdagsbegivenhed. Det medfører lækager, sengetøjsskift, urinvejsinfektioner og gentagne daglige unødvendige bleskift og bletjek. Virksomheden ABENA leverer digital kontinenspleje med deres intelligente ble. Bleen er udstyret med en række indbyggede sensorer, som registrerer når bleen er våd, og sender information videre til plejepersonalet via en app, når bleen snart skal skiftes. I en web-app har plejepersonalet også mulighed for, at få overbliksrapporter, der hjælper med at lære vandladningsmønstrene at kende, så en individuel inkontinensplejeplan kan udarbejdes for borgeren med inkontinens.

En win-win situation

Den intelligente ble sparer personalet tid og hænder, da risikoen for lækage minimeres, hvorfor skift af sengetøj undgås, bleer skiftes til rette tid og unødvendige forstyrrelser af borgeren minimeres, f.eks. om natten. Borgerne får således bedre pleje, da de slipper for at ligge i en våd seng og unødige forstyrrelser. Herved frigives tid og hænder, som kan bruges på mere borgernær pleje og omsorg – ABENA estimerer, at bleen frisætter 30 minutters plejetid pr. borger i døgnet. Selvom stykprisen er højere på de intelligente bleer, spares der 14-20 pct. på de totale omkostninger, bl.a. grundet færre sengetøjsskift og færre skiftede bleer.

Susanne Andersen, Project Manager i ABENA, kalder bleen for en ’win-win situation’: ”Det vigtigste for os er at give øget livskvalitet og bedre velfærd for den inkontinente borger. Desuden fortæller plejepersonalet os, at de i højere grad udfører en pleje, der tilgodeser borgerens behov, der frigiver tid til andre opgaver, og de opnår en bedre relation til borgeren - det er en sand win-win situation, som vi er glade og stole over at kunne levere,” siger hun.

Velfærdsteknologi skal skabe værdi for borgere og medarbejdere

I Aabenraa Kommune er de glade for samarbejdet, som har afledt mange positive synergiefffekter. Theresa Bahnsen Jepsen, udviklingskonsulent i Aabenraa Kommune, understreger, at velfærdsteknologi står højt på dagsordenen i kommunen: ”Velfærdsteknologi er vigtigt for Aabenraa Kommune, men det skal skabe en værdi for borgere og medarbejdere. Det kan være i form af øget tryghed, selvstændighed, livskvalitet og velvære for borgerne; og bedre arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og arbejdsglæde for medarbejderne,” siger hun.

Generationsskifte i velfærdsteknologi

Forud for samarbejdet testede Aabenraa Kommune de intelligente bleer på et enkelt plejehjem. På baggrund af dette gav personalet feedback, som ABENA reagerede på og videreudviklede produktet. Fokus på at velfærdsteknologi skal skabe værdi er udtryk for et generationsskifte, siger Theresa Bahnsen Jepsen:

- Velfærdsteknologi giver kvalitet i plejen for vores borgere og medarbejdere. Jeg håber dog, at vi kommer til at se et skifte, hvor velfærdsteknologi stadig giver kvalitet, men også kan frigive hænder og løse aktuelle problemstillinger såsom rekrutteringsudfordringer og forebyggelse. Her er det nødvendigt med offentlig-privat samarbejde og dialog, hvor virksomhederne kan tilbyde velfærdsteknologiske løsninger, der hjælper det offentlige.

Aabenraa Kommune er desuden i gang med at afprøve bleerne på deres autismecenter og i hjemmeplejen med henblik på at finde ud af, om det skaber værdi for borgere og medarbejdere samt giver anledning til videreudvikling for ABENA Nova.

Anker Søby Poulsen
Skrevet af:

Anker Søby Poulsen

Relateret indhold