På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
NYHEDER FRA DI BUSINESS

Forskellighed giver 12 pct. på bundlinjen

Danmarks mest mangfoldige virksomheder tjener i gennemsnit 12,6 procentpoint mere end de virksomheder, der har mindst mangfoldighed i ledelsen.
"Mangfoldig ledelse er lig med større engagement, produktivitet og fastholdelse af medarbejderne. Det fører til et bedre produkt eller service, som er lig med større kundetilfredshed og – loyalitet, som så ender med vækst i omsætning og bedre indtjening, siger Ph.d. og ekstern lektor på CBS, Susanne Justesen. Modelfoto

Af Karen Witt Olsen mail

Virksomheder, hvis ledere har forskellige køn, alder, etnicitet og anciennitet tjener flere penge, end dem der ikke har – og end deres konkurrenter, viser en ny undersøgelse udført af ISS og konsulenthuset proacteur på baggrund af data fra PwC. Rapporten konkluderer, at de mest mangfoldige virksomheder i gennemsnit tjener 12,6 procentpoint mere end de virksomheder, der har mindst mangfoldighed i ledelsen.
 
- Vi kan nu dokumentere, at der er en signifikant gevinst på bundlinjen for virksomheder med mangfoldighed i ledelsen, siger Lotte Hjortlund Andersen, CSR chef i ISS Danmark.

Tjener også mere end konkurrenterne

Undersøgelsen ’Mangfoldighed i ledelse giver højere indtjening’ blev offentliggjort i sidste uge og bygger på data fra flere end 300 store og mellemstore danske virksomheder, indenfor 12 brancher og i alt 6.000 ledere.

Konklusionen om, at der er penge at hente ved mangfoldighed, gælder både, når man sammenligner inden for specifikke brancher og på tværs af alle typer af virksomheder. Men også at de mest mangfoldige virksomheder i gennemsnit tjener 5,7 procentpoint mere end gennemsnittet af konkurrenter inden for samme branche.

- Det er rigtig godt, at ISS sætter fokus på emnet med denne rapport, og vi ser da også en tendens med, at virksomheder gennem flere år nu ønsker at rekruttere udenlandske medarbejdere og rekrutterer kvinder i ledelser og bestyrelser. Det vidner om, at mangfoldighed er vigtigt for danske virksomheder, siger underdirektør i DI, Charlotte Rønhof.

Bøvlet betaler sig

Når mangfoldighed i ledelse så kontant betaler sig, skyldes det blandt andet, at det medfører en positiv kædereaktion ned gennem organisationen, forklarer Ph.d. og ekstern lektor på CBS, Susanne Justesen:

- Undersøgelsen viser, at mangfoldig ledelse er lig med større engagement, produktivitet og fastholdelse af medarbejderne. Det fører til et bedre produkt eller service, som er lig med større kundetilfredshed og – loyalitet, som så ender med vækst i omsætning og bedre indtjening, siger hun.

Susanne Justesen har deltaget i Advisory Board’et bag undersøgelsen. Desuden er hun innovationsrådgiver for private virksomheder og fortæller, at tidligere forskning har vist, at mangfoldige ledelser generelt er mere innovative og risikovillige. Men at de også giver lidt mere bøvl:

- En mangfoldig ledelse vil også være mere uenige, diskutere mere end en, hvor alle ligner hinanden. Til gengæld bliver kvaliteten af ledelsesbeslutningerne og evnen til at løse problemer større. Med den nye undersøgelse, kan vi nu dokumentere, at mangfoldighed nu ikke længere er et såkaldt ’feel-good projekt’, men at ’bøvlet’ faktisk betaler sig, siger hun.

Ingen politisk regulering

I partiet Alternativet vil ligestillingsordfører Carolina Magdalene Meier ”i den grad gerne skubbe på for at sikre mere mangfoldighed i ledelser og bestyrelser.” Men hun vil ikke regulere virksomhedernes sammensætning af bestyrelser/topledelser.

- Sad vi i regering, ville vi klart arbejde for at lancere f.eks. en landsdækkende kampagne eller en konkurrence, eller andet, som skabte opmærksomhed omkring mangfoldighed i ledelser og bestyrelser. Vi tror ikke på, at alt skal reguleres. Men vi tror på, at vi som politikere skal gøre det nemmere at gøre det rigtige, siger Carolina Magdalene Meier.

 

 

- Sørg for, at der maksimalt er 70 pct. af samme slags i ledelsen. Uanset om der er tale om køn, alder, etnicitet, anciennitet – eller faggruppe.

Spørg jer selv, næste gang I rekrutterer til ledelsen, om vedkommende passer lidt for godt ind. Det skal han eller hun ikke.

Kilde: Ph.d. og innovationsrådgiver Susanne Justesen.

En mangfoldig ledelse vil også være mere uenige, diskutere mere end en, hvor alle ligner hinanden. Til gengæld bliver kvaliteten af ledelsesbeslutningerne og evnen til at løse problemer større
Susanne Justesen, Ph.d. og ekstern lektor på CBS
Yderligere info
Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3631
Mobil: +45 2728 7631
E-mail: anlvdi.dk
PUBLICERET: 18-01-2016 OPDATERET: 15-06-2017