På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Video: Her er fremtidens politikeres plan for Danmark

Afskaf topskatten og værnepligten, brug halvdelen af forsvarsbudgettet på uddannelse og skab et mere åbent forhold til Rusland. Fremtidens toppolitikere fra ungdomspartierne har mange forskellige planer for Danmarks rolle i verden i 2025.
Klik og se videoen, hvor ungdomspolitikere præsenterer deres plan for Danmark i fremtiden. Video: Ida Bechtle.

Publiceret: 19.05.2017
Af Laura Flader mail

Fremtidens toppolitikere fra ungdomspartierne har sagt ja til at løse nogle af de opgaver, som de nuværende Christiansborg-politikere har svært ved.

De skal samarbejde om at lave en plan for Danmarks rolle i verden i 2025.

Tidligere – mandag 24. april – mødtes ungdomspolitikkerne for første gang i Industriens Hus, hvor de havde til opgave at komme med deres partis ønsker inden for fire emner: forsvarspolitik, udviklingspolitik, handelspolitik og klimapolitik.

Læs mere om arrangementet

Blandt forslagene var mere atomkraft, forskning og udvikling, mere frihandel, bedre branding af Danmark i udlandet og flere penge til forsvaret.

Torsdag 18. maj skulle de unge politikere så præsentere deres eget partis politiske linje for Danmark frem mod 2025.

Partiernes planer

En repræsentant fra hvert af ungdomspartierne var på skift på scenen for at fremlægge deres plan foran de andre. Konservativ Ungdom var de første på talerstolen. De vil have mere forsvar, frihandel og frihed.

- Hvis vi ikke har et godt forsvar, vil andre land prøve at få overtaget i ens land. Vi er en stormagt i Arktis, og vi skal kunne forsvare alle dele af rigsfællesskabet. Vi skal ikke bare se stille til, mens vi håber på, at NATO kan forsvare os. Vi skal samtidigt gøre op med protektionismen og have flere frihandelsaftaler. Vi skal være tilstede i alle dele af verden, være energiuafhængige, fri for bistand og staten skal ikke støtte organisationer eller virksomheder, sagde Andreas Weidinger, KU.

Derefter var Radikal Ungdom på scenen, som omvendt vil have mere bistand og mindre forsvar.

- Vi skal tro på globaliseringen, og at det gør verden til et bedre sted. Vi vil opprioritere samarbejdet i EU – her får Danmark virkelig value for money. Vi skal have mere forsvar for pengene og tænke forsvar på tværs af landegrænser – væk med siloerne. Vi skal give mere i humanitær bistand, fordi vi dermed kan forebygge de store migrationsstrømme. Vi snakker om en Marshall-plan til Afrika, sagde Victor Boysen, RU .

Efter de radikale kom Dansk Folkepartis Ungdom, som lægger stor vægt på mere forsvar og mindre EU, på scenen.

- Vi skal øge forsvarsbudgettet, så vi kan forsvare Arktis ved blandt andet at investere i ubåde. Vi skal have fokus på det blå Danmark, for vi har potentiale til at blive en maritim stormagt. Vi skal ud af EU, men have ambassader i flere lande, som deler de samme værdier som os. Vi skal have et mere realistisk og åbent forhold til Rusland, sagde Tobias Weische, DFU.

Så var det Socialistisk Folkepartis Ungdoms tur. De ser den stigende ulighed som en helt grundlæggende problematik både nu og i fremtiden.

- Immigrationsproblemerne er fx skabt af ulighed – at der er nogen, der er meget fattigere end os. Globalisering er grundlæggende en god ting, men det skaber også nogle problemer - fx klimaproblemerne, som vi skal gøre noget ved. Vi skal have et fælles europæisk forsvarssamarbejde, så vi sammen kan løse sikkerhedsproblemerne. Udviklingsbistanden skal op på 1 pct., og vi skal have ambitiøse klimamål og fælles bindende aftaler. Vi skal halvere salget af benzinbiler, og vi skal eksportere vores gode energiløsninger, sagde Jacob Klivager Vestergaard, SFU.

Så var Venstres Ungdom oppe at fremlægge. De har tre prioriteter for Danmarks udenrigspolitiske fremtid.

- Den første er gode, internationale relationer - især med de vestlige lande, da det nu engang er dem, vi har knyttet de stærkeste bånd til og handler mest med. Derudover skal vi prioritere den danske økonomi med et stærkt EU-samarbejde og opprioritering af det danske diplomati med flere ambassader i udlandet. Til sidst skal vi have fokus på menneskerettigheder, sagde Simon Lindkær, VU.

For Danmarks Socialdemokratiske Ungdom er Danmarks sikkerhed og fred i verden de vigtigste mål.

- Vi vil udbrede frihed, velstand og bæredygtig udvikling. Vi vil øge udgifterne til NATO til de aftalte 2 pct. og sikre, at Danmark kan deltage i fredsskabende operationer og kunne deltage steder, hvor menneskerettighederne overtrædes. Halvdelen af forsvarsbudgettet skal bruges på at uddanne folk, som derefter kan deltage i erhvervslivet. Mere frihandel og frihandelsaftaler med udviklingslande – vi skal fjerne handelsbarriererne i EU, sagde Lasse Quvang, DSU.

For Liberal Alliances Ungdom er handel det vigtigste fokuspunkt.

- Handel, handel og handel. Hvis vi skal udvikle os, er det vigtigt, at vi handler sammen. Ved handel er begge parter glade, modsat bistand, hvor den ene part ikke er tilfreds. Det er måden, vi skal udvikle udviklingslandene. Derfor skal vi ændre vores handelspolitik. Vi skal ud af EU, så vi kan bestemme vores egen handelspolitik. Hverken mennesker eller virksomheder skal have nogen form for støtte. Vi skal nedbryde alle toldbarrierer, afskaffe topskatten og værnepligten. Forsvaret skal selv prioritere deres budget. På klimaområdet er det vigtigt at opretholde vores forpligtelse, og Danmark skal turde gå forrest, sagde Søren Nielsen, LAU.

Alternativets Unge er også med i forløbet, men de deltog ikke i arrangementet 18. maj.

Afslutning i Allinge

Efter fremlæggelserne af de enkelte planer blev partierne delt i to grupper, som derefter gik i gang med at forhandle en samlet plan på plads.

Den ene gruppe består af: Konservativ Ungdom, Venstres Ungdom, Socialistisk Folkepartis Ungdom og Socialistisk ungdomsfront.
Den anden gruppe består af: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Dansk Folkepartis Ungdom, Liberal Alliances Ungdom, Radikal Ungdom og Alternativets Unge.

Arrangementet er anden del af en optakt til Folkemødet, hvor ungdomspolitikkerne i de to hold over tre dage skal finde på et oplæg til en ny udenrigspolitik.

Selve dysten finder sted på DI’s stande på Folkemødet, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft (S) er med til at vurdere forslagene, inden vinderholdet kåres af publikum på Folkemødet lørdag – til finalen.

Folkemødet finder sted i Allinge på Bornholm fra 15.-18. juni, hvor DI er med til at arrangere en lang række events og debatter. Se DI's program her.

VIDEO: SE UNGDOMSPOLITIKERNE PRÆSENTERE DERES PLAN FOR DANMARKS FREMTID
Vi er en stormagt i Arktis, og vi skal kunne forsvare alle dele af rigsfællesskabet. Vi skal ikke bare se stille til, mens vi håber på, at NATO kan forsvare os.
ANDREAS WEIDINGER, KU
Yderligere info
Kontakt image
Chefkonsulent
Tlf: +45 3377 3520
Mobil: +45 5123 4163
E-mail: llpedi.dk
PUBLICERET: 19-05-2017 OPDATERET: 19-05-2017