På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

”Vi taber ordrer”

Nymark & Fogh Teknik i Grenå kan ikke levere til den tid, kunderne ønsker. Metalvirksomheden mangler akut en industritekniker, men Østjylland er støvsuget. Nu forsøger virksomheden med en faglært polak og tager aktivt del i industriteknikeruddannelsen på den lokale erhvervsskole.
For virksomheden Nymark & Fogh Teknik er det frustrerende at have ordrer og maskiner men magle kvalificerede folk.

Publiceret: 26.06.2017
Af Karen Witt Olsen mail

- Det er det, vi på jysk kalder temmelig træls.

Ejer og adm. direktør Søren Nymark er godt og grundig træt af, at han ikke kan skaffe den industritekniker til sin metalvirksomhed i Grenå, han akut har brug for. Eller de to han faktisk har arbejde til.
Resultatet er, at han dels har en CNC-maskine til præcisionsbearbejdning, der kun kører i ét hold – og ikke i to. Men hvad værre er: Nymark & Fogh Tekniks kunder finder andre leverandører.

- Når de hører, at vi først kan levere om tre til fire uger, takker de nej og finder en, der kan levere hurtigere. Vores fleksibilitet og produktivitet er presset, og det er meget frustrerende at have ordrer og maskiner, men at mangle kvalificerede folk, siger han.

Læs også: Tak for ordren! Desværre har vi ingen medarbejdere til at udføre den

Nødvendigt med en faglært

Søren Nymark har ellers forsøgt via stillingsopslag i de trykte medier, hos Metal i Østjylland, via opslag på Facebook og annoncer på LinkedIn. Alt sammen uden held.

- Der er ingen ledige industriteknikere i Østjylland, siger han.
Nymark & Fogh Teknik producerer aluminiumsemner til blandt andre byggeindustrien, medicovirksomheder og den grafiske branche. Virksomheden blev stiftet af Søren Nymark og Gert Fogh i 2008 og er vokset støt og roligt til i dag at have 16 medarbejdere og en lærling.

- Vores speciale er mindre leverancer og hurtig omstilling af maskinerne. Til det skal vi bruge en faglært med den ekspertise, der kommer med 4½ års uddannelse. Vi kan ikke nøjes med en ufaglært procesoperatør, der har fået kurser. Desværre, siger Søren Nymark.
Om 14 dage kommer en faglært polak, virksomheden har hyret via et bureau, på prøve. Går det godt, bliver han fastansat med det samme.
Produktionslederen underviser

Derudover har Søren Nymark fået overbevist den lokale Viden Djurs Erhvervsskole om at etablere en industriteknikergrunduddannelse.

- Vores produktionsleder underviser fast på uddannelsen en dag om ugen, ligesom eleverne kommer herud på fabrikken og prøver maskinerne. Det tager selvfølgelig nogle år, inden de er klar, men det er vores forsøg på at være proaktive og bidrage til fødekæden, siger ejer og adm. direktør af Nymark & Fogh Teknik ApS. 

Læs også: "Det kan blive et kæmpeproblem"

Nymark & Fogh Teknik ApS
Laver aluminiumskomponenter til bl.a. bygge-, transport- og fødevarebranchen
Stiftet 2008
16 medarbejdere

Vores produktionsleder underviser fast på uddannelsen en dag om ugen, ligesom eleverne kommer herud på fabrikken og prøver maskinerne. Det tager selvfølgelig nogle år, inden de er klar, men det er vores forsøg på at være proaktive og bidrage til fødekæden.
EJER OG ADM. DIREKTØR SØREN NYMARK, NYMARK & FOGH TEKNIK
Yderligere info
Kontakt image
Underdirektør
Tlf: +45 3377 3318
Mobil: +45 2949 4557
E-mail: snndi.dk
PUBLICERET: 26-06-2017 OPDATERET: 26-06-2017