På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
NYHEDER FRA DI BUSINESS

Danmark mangler 44.000 faglærte i 2025

Værktøjsmagere, elektrikere og handelsuddannede er blandt de mange tusinde faglærte, virksomhederne vil mangle. På Herningsholm Erhvervsskole efterlyser direktøren flere praktikpladser.
Virksomheden Rolltech i Hjørring, der producerer profiler til glasindustrien, tog gerne flere lærlinge ind til et område, der ifølge en ny analyse fra DI, om få år vil mangle faglærte, hvis det nuværende uddannelses- og beskæftigelsesmønster fortsætter. Foto: Joshua Gross

Af Rikke Brøndum mail og Niels Brandt Petersen mail

Danmark vil mangle 44.000 faglærte i 2025. Primært inden for tekniske områder som elektrikere, værktøjsmagere og industriteknikere. Til gengæld bliver der uddannet for mange inden for bl.a. pleje og omsorg og frisørfaget med det nuværende  uddannelses- og beskæftigelsesmønster. Det viser en ny analyse fra DI.  

Læs DI Indsigt her: Virksomhederne vil mangle 44.000 faglærte om 10 år

– Vi kan se, at der er en ubalance mellem det, vi uddanner de unge til, og det virksomhederne får brug for. Vi skal i første omgang sikre os, at vi får flere ind på erhvervsuddannelserne, men vi skal også arbejde med at få dem ind på de uddannelsesretninger, erhvervslivet har brug for. Det er så også her, de unge kan se, at de får en uddannelse, de kan bruge på arbejdsmarkedet, siger Lone Folmer Berthelsen, erhvervsuddannelseschef i DI.

Praktikparadokset, der ikke vil forsvinde

Men hvordan får skolerne så fat i de rigtige unge til de rigtige uddannelser? På Herningsholm Erhvervsskole lægger direktør John Egebjerg vægt på, at virksomhederne selv må på banen i højere grad end i dag.

– Det helt store problem er desværre manglen på praktikpladser. Vi har meget svært ved at gøre reklame for vores uddannelser, hvis ikke vi kan sikre, at de kan gennemføre uddannelsen med virksomhedspraktik, siger han og henviser til, Herningsholm i øjeblikket har 25 elever i skolepraktik på industriområdet, 19 på industriteknikeruddannelsen og 7 på smedeområdet.

– Vi har kørt et projekt om industrien som karrierevej over de sidste år med kommunen, og vi vurderer, at det har givet øget tilgang. Men uden praktikpladser sættes uddannelsernes troværdighed på prøve, praktikcentre eller ej, siger John Egebjerg.

Tog gerne flere lærlinge

Den melding har de dog svært ved at genkende hos virksomheden Rolltech lidt længere nordpå i Hjørring. Den 85 mand store virksomhed er sammen med tre andre virksomheder, kommunen og Plastmagerskolen i Hadsten gået sammen om at tiltrække flere lærlinge.

Foreløbig har Rolltech netop udlært to industri­operatører og har derudover fem lærlinge, herunder fire plastmagere og en automatikmekaniker.

– Vi skal finde tre lærlinge mere inden for de næste seks måneder, men vi tog gerne flere, hvis vi kunne finde kvalificerede ansøgere, siger direktør Lars Knudsen.

Læs også: Lærlinge er rygraden i samfundet

Ledige hænder møder ikke ledige job

Og netop det paradoks, at nogle virksomheder har svært ved at finde dygtige lærlinge, mens elever andre steder mangler praktikpladser, er fortsat udbredt, lyder det fra DI, som i foråret iværksatte Operation Praktikplads.

Som én af de første aktiviteter har DI ringet 1.000 virksomheder op og opfordret til både at oprette flere praktikpladser og synliggøre deres åbne pladser.

– Samtalerne med virksomhederne viste os blandt andet, at eleverne ikke altid er dér, hvor praktikpladserne er og omvendt. Det gælder både i forhold til geografi og uddannelsesretninger. På den måde minder praktikpladsmarkedet meget om det øvrige arbejdsmarked, som også har nogle paradokser i form af, at de ledige hænder og de ledige job ikke altid formår at mødes, forklarer Lone Folmer Berthelsen.

Mangel på faglig arbejdskraft

- Der vil mangle 44.000 faglærte om 10 år, hvis det nuværende uddannelses- og beskæftigelsesmønster fortsætter.

- Manglen omfatter  primært tekniske områder som elektrikere, værktøjsmagere og industriteknikere.

- Til gengæld bliver der uddannet for mange inden for blandt andre pleje og omsorg og frisørområdet.

Kilde: DI 

DI's ekspert på området
Kontakt image
Erhvervsuddannelseschef
Tlf: +45 3377 4818
Mobil: +45 4032 0943
E-mail: lofbdi.dk
PUBLICERET: 28-09-2015 OPDATERET: 25-03-2016