På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
NYHEDER FRA DI BUSINESS

Rejer med ren samvittighed

Den danske fødevarevirksomhed Butler’s Choice har siden 1999 importeret rejer fra Vietnam. Virksomheden har sideløbende hjulpet med at forbedre forholdene for lokalbefolkningen. Vi føler et ansvar, lyder det fra den danske virksomhed.
28-årige Kim Theu lider af nyresvigt. Hun benytter en sundhedsklinik i Vietnam, som den danske virksomhed Butler's Choice støtter. Foto: Stine Heilmann / DI 

Dette er den første af en række artikler om den kommende fotoudstilling, som Dansk Industri (DI) med støtte fra Danida til maj præsenterer i forbindelse med den internationale konference Women Deliver i Bella Center. Udstillingen vil vise, hvordan otte danske virksomheder arbejder med at fremme kvinders rettigheder, uddannelse og sundhed rundt om i verden.

Af Henrik Schramm Rasmussen og Niels Brandt Petersen mail 

Kim Theu er syg. Dødssyg.

For seks måneder siden fik hun konstateret nyresvigt og skal i dialyse tre gange om ugen. Det koster, hvad der svarer til 70 dollar hver gang. Et beløb, den 28-årige kvinde som fattig og arbejdsløs beboer i den sydvietnamesiske provins Bac Lieu ikke har råd til. Et job havde heller ikke gjort den store forskel, da en typisk månedsløn i Vietnam ligger på, hvad der svarer til 200 dollar om måneden.

Kim Theiu ved godt, hvor alvorligt det er. At hun akut har brug for vedvarende dialysebehandling.

Kim Theu er derfor fast gæst i en sundhedsklinik ikke langt fra hendes hjem. Klinikken er blandt andet støttet af den danske fødevarevirksomhed Butler’s Choices fond ”Choice Foundation”.

Du kan følge Henrik Schramm Rasmussens rejse på Twitter og via Dansk Industris facebook-side.

Men selvom tilskuddene fra Choice Foundation er med til at gøre klinikken gratis for lokalbefolkningen, kan den kun behandle de mest almindelige sygdomme. Patienter som i Kim Theus tilfælde må henvises til et offentligt hospital, og der må man selv betale for behandlingen.

- Jeg håber, men jeg drømmer ikke for mig selv længere. Jeg drømmer bare om, at min datter og min familie får deres eget hus og lever et godt liv uden mig, siger Kim Theu.

Butler's Choice importerer rejer fra det sydlige Vietnam, hvor den danske virksomed er med til at støtte sundhed og arbejdsforhold. Der stilles krav til, at leverandørerne ikke diskriminerer i forbindelse med rekruttering og ansættelse, herunder at kvinder skal have lige adgang til at søge stillingen og samme lønvilkår. Foto: Henrik Schramm Rasmussen

Handler om at give tilbage

Butler’s Choice, der ligger i Kerteminde på Fyn, har siden 1999 importeret tigerrejer fra Vietnam. Ifølge Helle Johansen, CSR & Communication Manager i Butler’s Choice, valgte man fra start af at tage et ansvar for de lokale fiskersamfund.

- Det handler om at give tilbage til de lokale samfund, som vi er en del af - og ikke bare udnytte den billige arbejdskraft, siger Helle Johansen, som også er formand for Choice Foundation. 

- Jacob Stokkebye (ejer og direktør i Butler's Choice, red.) så i sin tid med egne øjne, hvordan børn sad på jorden bag fabrikken og pillede rejer. Han valgte at ændre forholdene, både i forhold til arbejdsmiljøet og at sikre alternativer til børnearbejdet, siger hun.

Læs mere om DI's rejse rundt til de danske virksomheder i udlandet her

Helle Johansen henviser til, at Choice Foundation har støttet opførslen af et bofællesskab, hvor de ansatte kan bo. Værelserne har et lille tekøkken og bad, hvilket set med danske øjne ikke er høj standard. Men i den fattige provins er det gode forhold, og flere har boet der i op til 10 år.

På en anden rejefabrik i området har Choice Foundation støttet opførslen af en børnehave, så de ansatte kvinder kan beholde jobbet på fabrikken, selvom de får børn.

Eleverne skal ikke holde sig længere

Et stort problem i de fattige områder i Vietnam er dårlige hygiejniske forhold. De betyder, at 13 procent af alle piger dør af diarré, inden de er fem år. 

Et stykke fra rejefabrikkerne i naboprovinsen Ca Mau har Choice Foundation været med til at forbedre de sanitære forhold på en skole med 435 elever.

Skolen har fået et nyt rensningsanlæg og dermed rent drikkevand, hvilket er et unikt syn i provinsen. Der er også kommet nye toiletter med lyse klinker på gulv og vægge til pigerne og en lang stål-håndvask med sæbedispensere og et skilt, der oplyser om korrekt håndvask.

For 11-årige Khanh fra 4.E er de fine forhold slet ikke en selvfølge. Hun husker tydeligt, hvordan det var før.

- Toiletterne lugtede rigtig grimt, og vi kunne ikke vaske hænder. Så jeg ville ikke tisse på skolen, og så holdt jeg mig til jeg kom hjem igen. Men nu kan jeg både drikke på skolen og vil også gerne bruge toiletterne, siger hun.

Der er ikke noget alternativ

Ifølge Helle Johansen har Butler’s Choice fra 2000 til 2011 givet omkring fem millioner kroner i støtte til projekter, der fremmer arbejds- og sundhedsforhold samt miljøet på fabrikker, dambrug og lokalområdet, hvor Butler's Choice har produktion. Projekterne er også blevet støttet af Danida med fem millioner kroner, og i dag fortsætter Butler’s Choice med at sende penge, der kan støtte de lokale.

- For Butler's Choice er der ikke et alternativ til den måde, vi driver forretning på i Vietnam. Vi føler et ansvar. Både for fabriksarbejdere og dem, der opdrætter vores rejer. Når det er sagt, så ved vi, at opdrætterne af rejer udvælger de bedste rejer til rejefabrikken, når de hører, det er til Butler's Choice, siger Helle Johansen.

Læs mere om Women Deliver her

Hendes råd til andre virksomheder, som overvejer at gøre noget for lokalområdet eller de lokale arbejdsforhold i udlandet, er at tænke langsigtet.

- Læg en plan for eksempelvis de kommende fem år for, hvordan man ønsker at sikre ordentlige arbejdsforhold eller forbedre forholdene i lokalsamfundet. Og så skal man tænke på, hvordan man bedst kan inddrage sin lokale samarbejdspartner til at udføre indsatserne, også selvom det måske kræver både tid og ressourcer at overbevise samarbejdspartneren om vigtigheden af indsatserne, siger Helle Johansen.

Arbejde er det, der hjælper

Tilbage på sundhedsklinikken i Bac Lieu er den ansvarlige læge, Son Vinh, bedrøvet over, at han ikke kan gøre mere for Kim Theun og hendes sygdom.

Son Vinh håber på mere bistand fra omverdenen til at hjælpe den fattige befolkning. Men han forklarer samtidig, at det ikke er det, der vil være den bedste hjælp for personer som Kim Theun. Det handler om at skabe arbejdspladser til de fattige, så de kan få råd til at betale for sundhedssystemet.

- Det nytter ikke noget at give folk fisk at spise. De skal have fiskenet, så de kan brødføde sig selv og deres familie. Det er den eneste måde, vi kan undgå disse situationer på, siger Son Vinh.

Du kan frem til maj her på dibusiness.dk løbende læse om de forskellige danske virksomheders projekter. Følg også med på de sociale medier via #dkaid, #Ideliver og #wd2016

Butler's Choice og Choice Foundation

Butlers Choice A/S, der har hovedsæde i Kerteminde på Fyn, importerer blandt andet rejer fra Vietnam.

Virksomheden har både SA8000 og ISO14001 certificeringer, hvilket betyder, at der stilles krav til, at leverandørerne ikke diskriminerer i forbindelse med rekruttering og ansættelse, herunder at kvinder skal have lige adgang til at søge stillingen og samme lønvilkår.

Gennem fonden Choice Foundation har man bl.a. støttet opførelsen af en børnehave på en rejefabrik i Sydvietnam, så kvinderne kan beholde deres job på fabrikken efter, de har stiftet familie.

Women Deliver

Hvert tredje år afholder den internationale NGO Women Deliver en international konference, hvor kvinder og pigers sundhed og rettigheder er i fokus. Konferencen afholdes i år i Bella Centret fra 16.-19. maj. Den forventes at samle op mod 7.000 deltagere, der tæller beslutningstagere, aktivister og organisationer. Læs mere her: http://wd2016.org/

Ligestilling for kvinder
· Færre forhindringer for kvinders vej ud på arbejdsmarkedet kan løfte arbejdsproduktiviteten med 25 pct. i en række lande.
· Ligestilling for mænd og kvinder inden for landbrugsområdet kan løfte 100 til 150 millioner mennesker over sultegrænsen.
· Investeringer i moderne prævention vil mindske antallet af uønskede graviditeter med 70 pct., reducerede antallet af usikre aborter med 74 pct. og mindske dødeligheden for nyfødte med 18 pct.
Kilde: FN, Women Deliver, Verdensbanken.

Danske virksomheders arbejde med kvinderettigheder i ulande

Danfoss A/S, Oragadam, Indien
- Tilbyder bl.a. kurser i selvforsvar for kvindelige ansatte og har etableret vuggestue på virksomheden, så kvinder kan arbejde.
Cheminova A/S, Indien
- Øget selvstændiggørelse af kvinder og aktiviteter som bl.a. sykurser, mejeridrift og husdyrhold.
Orana A/S, Ho Chi Minh City, Vietnam
- Skaber karrieremuligheder for kvinder og tilpasser arbejdsdagen, så kvinder kan passe familien.
Butlers Choice A/S, Ho Chi Minh City, Vietnam
- Forbedrer de sanitære forhold for piger og skaber højere hygiejnestandarder på skoler og dermed også private hjem.
Aiayu ApS, Kathmandu, Nepal
- Hjælper lokale kvinder med uddannelse i fremstilling af højkvalitetsuld til tekstiler, som virksomheden køber.
Toms Gruppen, Bibiani, Ghana
- Adgang til uddannelse for bønder – bl.a. med fokus på ligestilling.
Froosh, Malawi
- Støtter projekt, hvor kvinder uddannes i at producere afgrøder og lærer om ernæring og børnepasning.
AAK A/S, Burkina Faso
- Springer mellemhandlere over og handler direkte med kvindegrupper. 

Fotoudstillingen vil stå i Bella Center under konferencen og herefter tage på rundtur i Danmark. Den kommer bl.a. forbi Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn, Musikhuset i Esbjerg, Fredericia Messecenter, Koncerthuset Alsion i Sønderborg og i Industriens Hus.

Danida har støttet fotoudstillingen med 700.000 kr.

Det handler om at give tilbage til de lokale samfund, som vi er en del af - og ikke bare udnytte den billige arbejdskraft.
Helle Johansen, CSR & Communication Manager i Butler’s Choice
Yderligere info
Kontakt image
Chefkonsulent
Tlf: +45 3377 3386
Mobil: +45 2949 4644
E-mail: hsrdi.dk
PUBLICERET: 29-01-2016 OPDATERET: 22-07-2016