På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Kunst på kontoret – spild af penge eller uundværligt?

Hvornår betaler kunst i erhvervslivet sig? Hør to virksomheder forklare, hvornår og hvordan farver, former og figurer på chefkontorer, receptioner og mødelokaler giver mening.
Partner i EY Jesper Dan Jespersen har været været med til at bestemme, at der skal hænge skovlandskaber af kunstneren Lykke Andersen i parkeringskælderen under konsulent- og revisionsvirksomheden på Frederiksberg. Foto: Thomas Arnbo

Publiceret: 01.08.2017
Af Karen Witt Olsen mail

Lyden af en bildør, der smækker,  minder pludselig én om, at du ikke er ude i en grøn bøgeskov. Rundt om dig vrimler det ellers med blade, brune træstammer og dådyr.

Men alligevel er vi langt fra en blød skovbund og skyggende løv. Vi er 10 meter under jorden i konsulent- og revisionshuset EY’s parkeringskælder på det ydre Frederiksberg.

Her er flere af de grå betonvægge dækket af store fotografier fra en dansk skov. Men noget skiller sig ud. På flere af træstammerne hænger dådyrhoved-trofæer som en kontrast til det idylliske skovscenarie.

Læs også: Ingeniører står for design i danske virksomheder

Kunder mødes af kunst

Kunstværket er skabt af Lykke Andersen specielt til den danske konsulentvirksomhed.

– Vi har tænkt på, hvor vores kunder møder os, og det er ofte, når de ankommer i bil. Derfor var det oplagt at udnytte det her rum, siger Jesper Dan Jespersen, partner i EY.

Han var med i en arbejdsgruppe, der så på, hvordan det nye domicil på det ydre Frederiksberg, som EY i 2011 flyttede ind i, skulle udsmykkes.

Læs også: Er designere en tu$$e værd i timen?

Mere farverige end rygtet

Og der er brugt mange timer på at finde den helt rigtige kunst og ikke mindst udtryk, der matcher EY’s værdier, fortæller Jesper Dan Jespersen.

Det er blevet til skovkunst i kælderen, lysprismer over fortrappen og – måske mest iøjefaldende – en 30 meter lang graffitivæg i receptionen, der breder sig op på loft og ud over bygningens søjler. Kunstværkerne er skabt af blandt andre Tal R, Jeppe Hein og Katharina Grosse.

– Det er et meget iøjnefaldende kunstværk, som man ikke kan undgå at bemærke, når man kommer herind. I stedet for at tale om vejret, så taler vi og vores kunder om det. Jeg synes, det afspejler, at vi er mere farverige, end man måske tror, siger Jesper Dan Jespersen.

Læs også: Mig om min arbejdsplads - Tivoli

Kan ikke sættes på formel

Men hvornår betaler det sig at pryde kontorlokaler, kantiner og parkeringskældre med – ofte dyrt indkøbt – kunst? Jesper Dan Jespersen mener ikke, man kan sætte et regnestykke op for kunstens indflydelse.

I 2011 blev 0,5 procent af byggesummen sat af til indkøb af kunstværker, samtidig med at al kunst fra det tidligere domicil blev solgt. Det er ikke småpenge, indrømmer Jesper Dan Jespersen, som henviser til, at man i offentlige byggerier typisk sætter en procent af til kunst.

Det er lidt ligesom med marketing svært at måle effekten af kunst. Kunst er subjektivt og for os og den måde, vi bruger den, er det en slags branding, der ikke kan opgøres i kroner og ører. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er pengene værd, siger Jesper Dan Jespersen.
Kunsten hos EY er også prioriteret, så gæster især mødes af kunst i p-kælder, reception og mødelokaler. På den måde bruges kunsten til at skabe et godt rum til der, hvor EY driver forretning.

– Vi har tænkt i, hvor kunsten giver maksimal effekt – og det er der, vores kunder møder os. På den måde er kunsten med til at skabe et grundlag for et godt møde eller samtale, som er essentielt for os, siger Jesper Dan Jespersen.

Læs også: Iværksættere accelerere SMV'ers innovation

Ny stil og ny tid

I den anden ende af København på Amager Boulevard står vi i en typisk virksomheds-foyer: Svingdør, glatte overflader, gråmalet reception og glasvægge.

Men til venstre for receptionen bryder en stille summen rummets afdæmpede ”corperate-coolness”. Lyden kommer fra en kolibri, der snurrer rundt i den frie luft.

Kolibrien består af en sort plade med en udpenslet lyserød kolibri på hver side. Nærmer man sig pladen, registreres det af en sensor og kolibrien sendes på rundtur og skaber dermed en visuel illusion om en flyvende fugl.

– Mange bliver overraskede over, at der svirrer en kolibri rundt. Det er et kunstværk, som vækker opsigt og altid giver en noget at tale om, når man mødes i receptionen, siger Elise Hauge, global HR-direktør hos software-virksomheden SimCorp, mens hun betragter kolibrien, der er skabt af kunstneren Tove Storch.

Da SimCorp i 2008 rykkede ind i lokalerne valgte virksomheden at udsmykke lokalerne med over 100 nye kunstværker. Der blev nedsat en udvalg med blandt andre Lene Thøgersen, der er formand for SimCorps kunstforening.

– Vi startede forfra med en ny stil til en ny tid. Vi ville gerne afspejle, at vi er en global virksomhed med et skandinavisk afsæt. Derfor har vi valgt kunstværker, som har et skandinavisk ”feel og touch”, siger Lene Hays Thøgersen, som har været med til at indkøbe værker fra blandt andre Michael Kvium, HuskMitNavn, Julie Nord og Tal R.

Kunst må godt pirre

Bevæger man sig rundt i SimCorps fem etager høje byggeri, der huser knap 500 medarbejdere, mødes man af både indrammede malerier af grønlandsk natur, farverige vægkunstværker og holografiske kolibrier, der spinner rundt i den frie luft. SimCorps kunst kan også ses bogstaveligt talt i kantinen, hvor et rødt neonlysskilt lyser op med ordene ”no music every friday”. Det er kunst, der får en til at tænke et ekstra øjeblik.

– Vi er en samling af økonomer, dataloger og andre fagfolk, der måske ikke går så meget op i kunst. Derfor må vores værker godt pirre medarbejderne lidt og få dem til at stoppe op og tænke over andet end arbejde, siger Lene Hays Thøgersen.

– En god arbejdsplads handler om en helhedsoplevelse, hvor medarbejderne føler sig godt tilpas. Det er kunst en stor del af, da man jo bruger otte timer hver dag på at se på det. Det er en god investering, supplerer HR-direktør Elise Hauge.

Kvium kan være for heftig

At vælge kunst er dog ikke så let bare at sende kunstudvalget på udflugt til kunstgalleriet og pege et maleri eller en kunstner ud. I både EY og SimCorps tilfælde er der gået mange måneders forberedelse forud og har involveret kunstrådgivning.

Trine Møller Madsen fra kunst­rådgivervirksomheden IN SITU har rådgivet en lang række danske virksomheder og offentlige institutioner i kunstvalg – heriblandt EY og SimCorp. Hun har set eksempler på, hvordan virksomheder har valgt kunst uden at tage højde for de mange forhold, der skal tages i betragtning, når man vælger at skifte den hvide væg ud med et kunstværk.

– Der er stor forskel på at se på kunst på et museum eller galleri og så have det som hverdag på en arbejdsplads. Det er udfordrende, fordi oplevelsen af kunst er en subjektiv størrelse. Men kunst er også et sprog, som kan skabe identitet og fælles fortælling i virksomheden – hvis det altså gøres med omtanke, siger Trine Møller Madsen, som ikke ønsker at hænge navngivne steder ud.

– Man bør i hvert fald gøre sig selv bevidst om, hvilke signaler man udsender ved at hænge et Guldaldermaleri eller for eksempel en heftig Kvium op i receptionen, siger Trine Møller Madsen.

Vigtigt med råd udefra

Når Trine Møller Madsen hjælper virksomhederne med at vælge kunst, foregår det ofte som en slags moderator mellem virksomheden og kunsterne. Nogle gange handler det om indkøb af værker, der allerede eksisterer, men ofte er der tale om kunst, der skabes specifikt til virksomheden.

– Vi går i dialog med virksomheden og finder i fællesskab frem til de kunstnere, som vil give mening på stedet. Og den proces fortsætter, hvis der er tale om et stedsspecifikt værk. Udvekslingen undervejs er helt afgørende, siger Trine Møller Madsen.

Den proces har Jesper Dan Jespersen fra EY, der havde tre rådgivere – Christina Wilson, Trine Møller Madsen og Bo Bjerggaard – tilknyttet, været meget tilfreds med.

– Vi startede tidligt med kunstprojektet, og det forhold, at vi havde hele tre rådgivere, gjorde, at vi kom igennem alle overvejelser om, hvad der passede og ikke passede. Det har gjort, at vi i dag har kunst, som kan holde mange år, siger Jesper Dan Jespersen.

Lene Hays Thøgersen fra SimCorp føler også, at der med kunstrådgiverne er indkøbt kunst, som alle er glade for.

– Det er vigtigt at få hjælp og gode råd udefra, så vi også får alsidig kunst ind og ikke bare vælge vores egne favoritter, siger hun. 

Vi er en samling af økonomer, dataloger og andre fagfolk, der måske ikke går så meget op i kunst. Derfor må vores værker godt pirre medarbejderne lidt og få dem til at stoppe op og tænke over andet end arbejde.
FMD LENE HAYS THØGERSEN, SIMCORPS KUNSTFORENING
Yderligere info
Kontakt image
Journalist
Tlf: +45 3377 3764
Mobil: +45 2212 4134
E-mail: kawodi.dk
PUBLICERET: 01-08-2017 OPDATERET: 14-12-2017