På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Kommunernes erhvervsklima er som god rødvin: Det bliver bedre og bedre med årene

DI’s årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima viser en rekordhøj tilfredshed med det lokale erhvervsklima. Der er dog stadig rum for forbedringer, når det kommer til infrastrukturen og adgangen til kvalificerede medarbejdere.
DI har siden 2010 undersøgt kommunernes erhvervsklima. I år deltager 7.600 virksomheder i undersøgelsen.

Publiceret: 04.09.2017
Af Peter G. H. Madsen mail

Op, op og op. Det er den ultrakorte fortælling om udviklingen i tilfredsheden med erhvervsvenligheden i landets kommuner i de senere år.

Næsten to ud af tre af de 7.600 virksomheder, der har deltaget i DI's undersøgelse af det lokale erhvervsklima svarer, at de tilfredse eller endog meget tilfredse med erhvervsvenligheden i deres kommune. Det er den største andel af tilfredse virksomheder, siden DI begyndte at måle erhvervsklimaet i 2010.

Administrerende direktør i Dansk Industri (DI) Karsten Dybvad ser virksomhedernes tilbagemelding som et tydeligt tegn på, at et godt erhvervsklima for alvor er kommet på dagsordenen i landets kommuner.

- Kommunalpolitikere og ansatte i landets kommuner prioriterer forholdene for de lokale virksomheder højere og højere. Det er meget positivt. Et godt erhvervsklima er afgørende, hvis virksomhederne skal have mulighed for at udvikle sig og skabe vækst og arbejdspladser i hele landet, siger han.

Læs også: Vinderens guide til et godt erhvervsklima

Ikast-Brande vinder igen igen

Helt i top på årets liste over kommuner med et godt erhvervsklima kommer Ikast-Brande. Dermed har kommunen vundet konkurrencen om landets bedste erhvervsklima syv gange.

På anden og tredjepladsen kommer henholdsvis Hedensted og Herning, der begge også sidste år lå blandt de fem højest placerede.

Først på en femteplads finder du en sjællandsk kommune, nemlig Høje-Taastrup, der har taget et flot spring frem fra nummer 11 til 5 i dette års måling.

Karsten Dybvad hæfter sig ved, at det især er virksomheder længere væk fra de større byer, der er blevet mere tilfredse med de forhold og den service kommunerne tilbyder. 

- Mange af de virksomheder, der ligger længere væk fra de større byer, er udfordret i disse år, fordi de har svært ved at tiltrække medarbejdere. Derfor er rigtig godt at se, at kommunerne sætter ind for at skabe et godt erhvervsklima. Det er med til at sikre, at virksomhederne kan udvikle sig, siger han og tilføjer:

- Et godt erhvervsklima kommer også kommunerne til gavn. Lokale arbejdspladser er grundlaget for vækst, og uden dem, vil der ikke være råd til de børnehaver, skoler og ældrecentre, som garanteret vil blive debatteret flittigt i kommunalvalgkampen her til efteråret. 

Læs også: Et godt erhvervsklima og god velfærd går hånd i hånd

Virksomhedernes ønsker veje og arbejdskraft

Selvom der er mange positive momenter i årets undersøgelse af det lokale erhvervsklima, er der dog også stadig plads til forbedringer.

Ligesom i de tidligere år er virksomhederne i årets undersøgelse blevet spurgt, hvad de mener, at kommunen bør prioritere højest, hvis virksomhedernes vækstmuligheder skal styrkes.

Helt i top kommer infrastruktur og transportmuligheder, som næsten hver anden virksomhed gerne så prioriteret højere.

Også arbejdskraft ligger højt på virksomhedernes ønskeliste. Mere end hver tredje virksomheder mener, at deres kommune bør gøre mere for at bidrage til, at virksomhederne kan få de medarbejdere, der er nødvendige for at skabe vækst og udvikling.

Det afspejler, at rigtig mange virksomheder har udfordringer med at rekruttere medarbejdere. Mere end hver tredje virksomhed i årets undersøgelse har således forgæves forsøgt at rekruttere medarbejdere i det seneste år.

Arbejdet med at skabe god arbejdskraft og ordentlig infrastruktur er dog ikke kun et kommunalt anliggende, der kan også gøres meget på nationalt plan.

DI har netop fremlagt en vækstpakke, der præsenterer 50 initiativer, der vil gøre Danmark 29 milliarder kroner rigere og løfte beskæftigelsen med cirka 35.000 frem mod 2020. Her peger DI blandt andet på, at der skal afsættes 3 mia. kr. ekstra til investeringer i trafikal infrastruktur i 2018 – 2020, og der præsenteres en række konkrete forslag om lavere personskatter, der kan øge arbejdsudbuddet.

Læs også: Sådan skaber du 29 mia. kroner i vækst

Et godt erhvervsklima er afgørende, hvis virksomhederne skal have mulighed for at udvikle sig og skabe vækst og arbejdspladser i hele landet

ADMINISTRERENDE DIREKTØR I DANSK INDUSTRI, KARSTEN DYBVAD
Yderligere info
Kontakt image
Underdirektør
Tlf: +45 3377 3618
Mobil: +45 2949 4673
E-mail: hsudi.dk
PUBLICERET: 04-09-2017 OPDATERET: 07-09-2017