På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Kan droner redde verden?

Hvis FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling skal indfries inden 2030, kræver det brede partnerskaber mellem den private og offentlige sektor. Den danske dronevirksomhed Skywatch A/S er gået på jagt efter samarbejdspartnere.
Droneteknologi kan bruges til at forbedre verden. Virksomheden Skywatch A/S har allerede solgt en drone til WWF Verdensnaturfonden og forventer at samarbejde med flere NGO'er i fremtiden. På billedet ses fra venstre Jacob Petersen, Global Sales manager i Danoffice It, som ejer Skywatch, og Morten Pihl, E-Commerce Manager hos Danoffice IT.

Publiceret: 23.03.2016
Af Kathrine Læsøe Engberg mail

Forestil dig Malawi i det sydlige Afrika med et indbyggertal på cirka 13 millioner, hvoraf UNAIDS anslår at over en million er smittet med hiv. Her tester man mange børn for hiv, og normalt går der omkring 11 dage, fra man hiv-tester et barn, til man får svar.

Forestil dig så at blodprøven sendes med en drone igennem luften over de ødelagte veje og giver svar til barnet og dets forældre i løbet af bare én dag. Det er netop resultatet af et pilotprojekt, som den danske virksomhed Skywatch A/S, UNFPA og Syddansk Universitet har samarbejdet om.

Virksomheder kan bidrage

Pilotprojektet er et godt eksempel på, hvad der skal til, hvis det skal lykkes at nå FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling inden 2030. Både den private og offentlige sektor, det civile samfund og internationale organisationer skal samarbejde tættere.

- Udviklingslandene efterlyser private investeringer og nye løsninger. FN har vedtaget 17 nye verdensmål, der har fokus på at inddrage den private sektor. Og danske virksomheder kan levere løsningerne på mange af de udfordringer, vækst- og udviklingslandene står over for, slog udenrigsminister Kristian Jensen (V) for nylig fast i forbindelse med konferencen The Business of Development i Industriens Hus.

Og Morten Pihl, der er E-Commerce Manager hos Danoffice IT, som ejer Skywatch og leverer it-delen til dronerne, ser gode muligheder for at bidrage til arbejdet med at nå verdensmålene.

- Vi vil gerne bruge informationsteknologien til at forbedre verden, og derfor er vi gået på jagt efter mulige samarbejdspartnere. Vi håber at kunne begynde et samarbejde med Unicef om projektet i Malawi, hvor vi kan transportere blodprøver, ampuller og lignende ved hjælp af droner, forklarer Morten Pihl.

Læs også DI's Indsigt: Danske virksomheder spiller vigtig rolle i at nå FN's mål for bæredygtighed 

Læs også: Danske virksomheder kan udvikle fremtidens flygtningelejre

Droner giver overblik

Skywatch har base i Støvring, hvor 30 medarbejdere arbejder med at bygge droner, som de sælger til blandt andet politi-og militærbrug.
Dronerne koster et sted mellem 100.000 og en million kroner, og er de såkaldte civile professionelle droner.

Det betyder, at de ikke er våbenbærende, men fx er udstyret med et varmesøgende kamera og kan bruges til overflyvninger af store områder, hvor man skal finde personer. En teknologi, der eksempelvis kan anvendes i flygtningelejre.

- En flygtningelejr forandrer sig hele tiden. Folk flytter sig inden for lejren, hvis de eksempelvis møder familiemedlemmer eller venner, og derfor kan man risikere, at flere telte står tomme. Overflyvninger med droner kan skabe et overblik over, hvilke telte, der er ledige, så andre kan flytte ind, fortæller Morten Pihl.

Læs også: Danske virksomheder kan forbedre verden 

Hjælp til havskildpadder

Han peger på, at WWF Verdensnaturfonden allerede har set mulighederne i droneteknologien og har for 300.000 kroner købt en drone, som bruges i Surinam i det nordøstlige Sydamerika. Her er den med til at sikre havskildpaddernes overlevelse.

- Havskildpadderne lægger deres æg på land, og det er populært blandt de lokale at stjæle æggene for at spise dem. Dronen hjælper med at overvåge strandene både for ægtyve og for ulovligt fiskeri, som også er et problem i området, fortæller Morten Pihl.  

Han tror på, at fremtiden vil byde på endnu flere samarbejder mellem virksomheden, NGO’er og offentlige institutioner.

- Der er et stort potentiale, og jeg forventer, at det i løbet af to til fem år for alvor vil tage fart. Vi er i hvert fald klar, siger han.  

FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling

 1. Afskaffe fattigdom i alle dens former overalt

 2. Stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring og støtte bæredygtigt landbrug

3. Fremme sundhed og trivsel for alle i alle aldre 4. Fremme kvalitetsuddannelse og muligheder for livslang læring for alle

5. Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinder og pigers rettigheder og muligheder

6. Fremme adgang til – og bæredygtig forvaltning af – vand og sanitet for alle

7. Fremme adgang til billig, pålidelig, bæredygtig og moderne energi til alle

8. Fremme vedvarende, inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle

 9. Opbygge en modstandsdygtig infrastruktur, støtte inkluderende og bæredygtig industrialisering og fremme innovation

 10. Reducere ulighed i og mellem lande

11. Gøre byer og lokalsamfund inddragende, sikre, modstandsdygtige og bæredygtige

12. Fremme bæredygtigt forbrug og produktion

13. Hurtig indsats for at bekæmpe klimaforandringer og dens indvirkninger

14. Bevare og sikre bæredygtig udnyttelse af verdenshavene og andre hav samt marineressourcer

15. Beskytte, genoprette og støtte bæredygtig udnyttelse af økosystemer og skove, bekæmpe ørkendannelse, standse jordforringelser og tab af biodiversitet

16. Støtte fredelige og inkluderende samfund, sikre adgang til retfærdighed for alle og opbygge effektive, ansvarlige og stærke institutioner på alle niveauer

17. Styrke det globale partnerskab for handling og øge midlerne til at nå målene

Kilde: FN

Vi vil gerne bruge informations-
teknologien til at forbedre verden, og derfor er vi gået på jagt efter mulige samarbejds-
partnere.

MORTEN PIHL, E-COMMERCE MANAGER HOS DANOFFICE IT, SOM EJER SKYWATCH.
PUBLICERET: 23-03-2016 OPDATERET: 18-08-2016