På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Et kig i krystalkuglen: Tre teknologier du skal til at tage alvorligt

Disruption er på alles læber, men hvor modne er de vigtigste teknologier, som – efter alt at dømme – vil vende mange virksomheders verden på hovedet? DIBusiness ser nærmere på robotter, datahøst og 3D-print.
Professor Jan Damsgaard, CBS sammenligner den teknologiske udvikling med en gryde med vand, der snart er i kog og et paradigmeskifte med enorme konsekvenser. Særligt ift. måden vi bedriver forretning på

Af Nikolai Steensgaard mail

Den teknologiske udvikling tager kvantespring i disse år, og det vil i høj grad påvirke både erhvervsliv og det omkringliggende samfund. Derfor er det ikke uden årsag, at magthavere, interesseorganisationer og andre aktører lige nu råber vagt i gevær.

Udviklingen inden for robotteknologi, 3D-print og datadrevet procesoptimering spås af mange til at blive nogle af de helt centrale udviklingsområder. Man kunne tilføje elektronisk valuta, chat-robotter, selvkørende biler, internetopkobling af maskiner og apparater samt meget, meget mere.

Teknologierne er hver for sig forskellige, men de har en fællesnævner. De inkluderer alle brug af moderne it, og det er ikke noget tilfælde, forklarer institutleder og professor ved CBS, Jan Damsgaard. Han er medlem af regeringens nye disruptionsråd, og han mener, at den heftige it-udvikling gør, at vi står overfor et stort og omsiggribende teknologispring.

– Man kan sammenligne it-udviklingen med en gryde med vand. Hvert år bliver den én grad varmere. Udviklingen har nu stået på i lang tid, og den har konstant givet os nye funktioner og effektiviseret de eksisterende. Det har vi udnyttet og nydt godt af i årtier, siger han og tilføjer:

– Men vand bliver ikke mere end 100 grader varmt. Herefter ændrer det form. Og lige nu er der altså bobler i bunden af gryden. Sagt med andre ord: Vi står overfor et paradigmeskifte med enorme konsekvenser. Det gælder i høj grad med hensyn til den måde, vi bedriver forretning på, siger han.

Læs også: Iværksættere halter efter brugen af ny teknologi

Farvel til spildtid

Det er ikke noget tilfælde, at man kan udnævne robotteknologi, 3D-print og datadrevet procesoptimering til nogle af de mest interessante udviklingsområder lige nu. For deres impact kan blive stort. Hvis man tænker dem sammen i et fiktivt eksempel, så kunne følgende finde sted:

En servicemedarbejder skal skifte en printplade i en maskine hos en kunde. Printpladen har fejlmeldt sig selv via internettet dagen forinden. I løbet af natten har en lokal 3D-printer bygget komponenten, og en robotdrone har fløjet den hen til kunden.

Servicemedarbejderen skifter printpladen fra dagens begyndelse, så kundens produktion ikke bliver forstyrret. Faktura og papirarbejde bliver klaret, mens han sidder i sin selvkørende bil på vej hen til den næste kunde. Al spiltid er elimineret.

Vi er tættere på ovenstående scenario, end man skulle tro. Det står blandt andet klart, når man ser de forudsigelser, der kommer fra direktørerne i tre danske teknologivirksomheder, som er med i frontlinje på deres respektive felter. Deres spådomme kan læses på de følgende sider.

Læs også: Danmark skal udfordre Silicon Valley

Alvorlig udfordring

De virksomheder, der forstår at favne og implementere den nye teknologi, har mulighed for at stå i en gunstig konkurrencesituation. Omvendt risikerer virksomheder, der gør det modsatte, at blive udkonkurreret.

Det er i det lys, man skal se DI og andre aktørers in­dsats for både at gøre erhvervsliv og det offentlige parate til udfordringen. Den indsats er der brug for, lyder det fra DI Digitals branchedirektør Adam Lebech.  

– Når vi spørger virksomhederne, om de forventer disruption, så er svaret i høj grad ja. Når vi spørger, om de forbereder sig på den, så siger mange nej. Modsætningen er lidt skræmmende, men det er også naturligt. Det er svært for virksomhederne præcist at se, hvad der er på vej, og derfor er det svært at retfærdiggøre store investeringer. Der er en uklar Return On Investment. Det er kattepinen i det, siger han.

Læs også: Kunstig intelligens vil løfte levestandarden

Tiden er moden

Når det er sagt, så er det værd at huske på, at danske virksomheder ikke er de eneste, der er udfordret af fremtidsteknologierne.

Professor Jan Damsgaard fra CBS mener endda, at danske virksomheder har visse fordele, idet det danske samfund i dag er blandt de mest digitaliserede. Omvendt så har andre lande mere lempelige regler, som det nylige eksempel med kørselstjenesten Uber, der trak sig fra Danmark, viste.

– Som nation har vi et godt udgangspunkt, men den digitale vækst i økonomierne omkring os udvikler sig hurtigere end i Danmark. Derfor kan billedet hurtigt vende. Vi må ikke lulle os selv i søvn. Der er nogle lande, der vil det her mere end os. De vil være i stand til at accelerere forbi os, hvis vi ikke passer på, siger han.

Den konklusion nikker Adam Lebech genkendende til. Han mener, at ledelserne i danske virksomheder bør se udfordringen i øjnene og adressere den. 

– Det er slut med at se på digitaliseringen som ren effektivisering. Virksomhederne skal tage it-udvikling helt ind i kernen. Den forretningsmæssig innovation skal på bordet, og de digitale kompetencer helt ind i ledelseslaget og bestyrelsen, siger han og tilføjer:

– De skal turde tage udfordringen op, og de skal have modet til at tænke helt anderledes omkring forretningsmodellen. Vi lever i en spændende tid, men vi står samtidig foran nogle alvorlige udfordringer. Det er ikke for sent at favne udviklingen, men tiden er moden, og konsekvenserne ved ikke at gøre det, kan blive store. 

Teknologi #1
Robotter kan automatisere et væld af funktioner
Universal Robots er en af de førende virksomheder inden for sit felt. Odense-virksomheden fokuserer på robotarme i industrien, men virksomhedens teknologidirektør, Esben Østergaard, mener, at man skal folde robotbegrebet yderligere ud, hvis man skal forstå teknologiens fulde potentiale.

Selvkørende biler, selvstændige droner, intelligente chatbots. De er alle en slags robotter, da deres formål er redskaber, der hjælper mennesker med at udføre opgaver og blive mere effektive. Og netop de teknologier udvikler sig med rasende fart i disse år.

– Udviklingen går meget stærkt lige nu. Det hele kommer til at flytte sig meget de kommende år, og robotterne kan hurtigt bliver en del af hverdagen. Ikke bare inden for vores felt, men over en bred kam.
I hans optik behøver vi ikke at vente årtier på at se teknologien udviklet. Han henviser til undersøgelser, der siger, at allerede med den teknologi, der eksisterer i dag, vil 20 til 80 pct. af vores funktioner kunne automatiseres. Spørgsmålet er nærmere, hvor hurtigt den bliver implementeret.

– Udviklingen kan komme hurtigt, og den kan komme til at accelerere. I sidste ende handler hastigheden nok om, hvor hurtigt vi og samfundet kan omstille os. Kan vi det, så er der en masse gevinster, vi kan høste, siger Esben Østergaard og tilføjer:

– Ny teknologi har generelt gjort verden til et langt bedre sted at leve for langt de fleste mennesker, men der kan være negative konsekvenser. Udviklingen kan skævvride samfundet, og det kan ødelægge sammenhængskraften. Det er der jo ingen, der ønsker. Der er store muligheder i robotteknologien, men vi skal undgå de negative konsekvenser. Så teknologien skaber også udfordringer, vi skal adressere. 

Teknologi #2
Datahøst kan minimere spildtid
Eseebase har specialiseret sig i optimeret drift af bygninger. Herning-virksomheden er ledet af direktør Per Klitte, og han forstår til fulde fordelen ved teknologier som The Internet of Things og Big Data, altså storstilet datahøst og -behandling.  

Allerede i dag bruger Eseebase teknologierne til at optimere både sin egen og kundernes processer. Bygninger er opmålt og digitaliseret, så de kan 3D-modelleres. Dataindsamling er grundlag for, at kunderne har overblik. Det giver store besparelser ved f.eks. fraflytning eller vedligehold.

Der er tale om datadrevet procesoptimering, og det er en teknologi, som Per Klitte spår en stor fremtid – specielt når man breder det ud til alle brancher.

– Teknologien er der allerede, men i den nære fremtid vil Big Data og Internet of Things blive udviklet endnu mere. Den vil udgøre en naturlig effektivisering, som alle kan få gavn af. Den vil eliminere spildtid, og den vil gøre det muligt at indkøbe billigere, fordi man har eksakt viden om mængder, anvendelse, slid og pris, siger han.
På lidt længere sigt ser han sammensmeltningen mellem datadrevet procesoptimering og andre teknologier som naturlig.

Sammensmeltningen vil strømline processer endnu mere, og alt i alt har det potentiale til at gøre danske virksomheder langt mere konkurrencedygtige end i dag.

– Optimeringen af processer vil med tiden komme til spille sammen med andre teknologier. Virksomheder kommer til stadig at outsource visse manuelle funktioner, men samtidig kan automatiseret produktion trække andre tilbage. Jeg tror, at ny teknologi kan resultere i insourcing, siger Per Klitte. 

Teknologi #3
3D-print er den næste industrielle revolution

Davinci Development er et ingeniørhus med hovedkvarter i Billund, som udvikler og konstruerer produkter og maskiner.

Virksomhedens direktør, Ole Lykke Jensen, spår brugen af 3D-print en udbredelse, som vi næsten ikke kan forstå i dag. Teknologien har nu bevæget sig fra hobby-brug til professionel anvendelse. Det store spring står lige foran os.

– De helt store aktører er nu begyndt at markedsføre 3D-printere, og det vil for alvor skubbe til udviklingen. Virksomheder som HP forsøger at sætte sig på et globalt marked, som nogle forventer, vil blive større end det traditionelle 2D-printermarked, siger han.
I dag er det er stadig begrænset, hvad 3D-printere kan, men det ændrer sig. Konsekvensen kan blive stor. Selv inden for få år.

– I takt med, at 3D-print vil blive mere præcist og favne flere materialer, så vil teknologien blive brugt i selve produktionen. Den udvikling er allerede i gang. En af de næste ting bliver, at man kan give udprint elektrisk ledende egenskaber. Det vil i praksis sige, at man kan printe en printplade, siger han.

3D-print kan allerede i dag konkurrere med serieproduktion. Når man kan printe endnu flere egenskaber ind i et enkelt komponent, så er vi godt på vej mod det scenarie, hvor print konkurrerer mod masseproduktion.

– Udviklingen går hen imod, at man printer færdige produkter i ét hug, når der er brug for dem. Det er ”print on demand”, og det vil udvikle sig over de næste 10 til 20 år. Det skal selvsagt kunne betale sig, men det kommer vi også tættere på. 3D-print kan blive den næste industrielle revolution, siger Ole Lykke Jensen. 

Når vi spørger virksomhederne, om de forventer disruption, så er svaret i høj grad ja. Når vi spørger, om de forbereder sig på den, så siger mange nej.
BRANCHEDIREKTØR ADAM LEBECH, DI DIGITAL
Yderligere info
Kontakt image
Fagleder
Tlf: +45 3377 3349
Mobil: +45 2064 4872
E-mail: chhndi.dk
PUBLICERET: 03-08-2017 OPDATERET: 03-08-2017