På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Dansk virksomhed vil sætte strøm til Tanzania

For 5 $ om måneden i tre år vil virksomheden M-PAYG levere solceller og batterier, der kan forsyne Tanzanias strømløse befolkning med energi nok til det daglige behov.
"Mange af vores kunder har ikke adgang til at få bankkonti, men de fik adgang til en form for mobilbank, M-Pesa hedder det, 12 år før, vi fik det i Danmark," siger David Reerman Dizon, der er en af tre stiftere bag virksomheden M-PAYG.

Publiceret: 21.10.2016
Af Felix Bekkersgaard Stark mail

Kun 6 pct. af husholdningerne i Tanzanias landbefolkning har adgang til strøm i hjemmet. I stedet oplyser de hjemmet ved brug af lampeolie og oplader deres mobiltelefoner på det lokale marked.

Nu vil den danske virksomhed M-PAYG tilbyde dem en solcelleløsning, der kan dække deres behov for belysning, opladning af telefoner samt elektriske apparater som f.eks. et fjernsyn, en radio, en hårtrimmer eller en symaskine.

- Vi har undersøgt befolkningens behov og daglige adfærd i et antropologisk studie og ved hjælp af metoden ”human-centered design” har vi så skræddersyet tilbuddet, så det dækker de flestes behov. Løsningen koster 5 $ om måneden, og når pengene er betalt via mobiltelefon udløses 30 dages adgang til strømproduktion. Efter 3 år er installationen betalt, og så er strømmen gratis, fortæller David Reerman Dizon, der er en af tre stiftere bag virksomheden.

Læs også: Sender dansk cykelkultur til Afrika

Giver månedlig besparelse

De 5 $ løsningen koster om måneden vil samtidig give de fleste tanzaniske familier en besparelse i forhold til deres nuværende budget, fortæller David Reerman Dizon.

- Vores undersøgelser viser, at en gennemsnitlig husholdning i vores målgruppe bruger 3 $ om måneden til opladning af mobiltelefoner og yderligere fem $ til lampeolie til belysning. Vores produkt giver dem altså en besparelse fra dag 1, og samtidig giver det dem mulighed for at lave miniforretninger som f.eks. frisørsaloner eller som syersker, siger David Reerman Dizon.

Det vigtigste for mange tanzaniere er dog den udbredte brug af mobiltelefoner, som i stadig stigende grad bliver til smartphones, der giver adgang til store muligheder.

- En af grundene til at vi har valgt Tanzania som vores første land, er fordi mobiltelefoni er så udbredt i landet. Mange af vores kunder har ikke adgang til at få bankkonti, men de fik adgang til en form for mobilbank, M-Pesa hedder det, 12 år før, vi fik det i Danmark. Vi arbejder sammen med M-Pesa og en håndfuld andre teleselskaber, og vi forventer at kunne tilbyde vores kunder en række mobilløsninger som topon til solcelleanlægget, siger David Reerman Dizon.

Læs også: Køling er hot i Afrika

Prototypen er parat

Den første prototype af solcelleanlægget byggede virksomheden selv, men siden har M-PAYG indgået aftale med den danske elektronikvirksomhed Attention Group som har assisteret dem i at gøre systemet markedsklar. Forude venter et samarbejde med det amerikanske selskab Dragon Innovation, der vil hjælpe med at kostreducere produktet yderligere inden, at det sættes i produktion i Asien.

- Vi forventer at sælge 1.000 anlæg i Tanzania i 2017. Ambitionen er at salget skal vokse til 1.000.000 anlæg inden for de næste fem år, og så vil vi udbrede løsningen til andre lande i primært Østafrika og i Indien, siger David Reerman Dizon.

Han og partneren Asger Trier Bing gik fuldtid med projektet i starten af 2016 fordi de gerne ville ”gøre en forskel”.

- Jeg kommer fra en konsulentstilling i Deloitte, hvor jeg især arbejdede med nye digitale forretningsmodeller og smart cities, mens Asger kommer fra en stilling som CEO og stifter af nordens største crowdlåneplatform. Men for os begge har drivkraften været lysten til at gøre en forskel og samtidig skabe en bæredygtig forretning, siger David Reerman Dizon.

Læs også: Danmark kunne være drømmeland for iværksættere

M-PAYG VIL SÆLGE SOLCELLER I AFRIKA
For 5 $ om måneden i tre år vil virksomheden M-PAYG levere solceller og batterier, der kan forsyne Tanzanias strømløse befolkning med energi nok til det daglige behov.
Ambitionen er at salget skal vokse til 1.000.000 anlæg inden for de næste fem år, og så vil vi udbrede løsningen til andre lande i primært Østafrika og i Indien
MEDSTIFTER DAVID REERMAN DIZON, M-PAYG
Yderligere info
Kontakt image
Chefkonsulent
Tlf: +45 3377 3973
Mobil: +45 2627 2494
E-mail: aspdi.dk
PUBLICERET: 21-10-2016 OPDATERET: 14-12-2016