På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.
SENESTE NYHEDER

Danmark skal udfordre Silicon Valley

Silicon Valleys tiltrækningskraft er ikke, hvad den har været. Investorer og startups har nemlig i stigende grad tiltro til andre steder i verden. Det giver Danmark en historisk mulighed for at blive en førende tech- nation, siger islandske David Helgason, vinder af IT-prisen 2015 og stifter af Unity Technologies.

Dette er den sidste af en række artikler om fremtidens digitale samfund – og digitaliseringens betydning for borgere, virksomheder og samfund. Udgangspunktet for serien har været magasinet ”Vind Fremtiden”, som er udarbejdet af Mandag Morgen for DI. I magasinet giver en række verdens skarpeste tænkere deres unikke perspektiv på digitaliseringen. Se links til tidligere artikler i teksten herunder. 

Han har været gennem hele turen selv. Ja, på mange måder er David Helgasons personlige fortælling det ultimative billede på de seneste årtiers teknologiske guldfeber. Med op- og nedture. Dog mest op. Af samme grund er det værd at lytte godt efter, når en mand med hans historik som iværksætter erklærer, at Danmark rent faktisk har potentialet til at kunne ­erobre positionen som en af verdens førende nationer for teknologiske startups. Det kræver, at vi ændrer på nogle få centrale forhold, der gør det mere interessant at investere i Danmark og lettere at tiltrække kompetent arbejdskraft.

- Det er det helt rigtige tidspunkt. Der er momentum lige nu, siger han. Men for at forstå, med hvilken tyngde han taler, bør man kende til Helgasons eget eventyr: fra han og et par danske kammerater i 2004 gik sammen om at skabe software til spiludviklere i en simpel kælderlejlighed på ­Nørrebro, til en periode, hvor de var ved at gå fallit og måtte fyre alle, og så til lige netop dén dag i 2009, hvor de tunge venturekapitalister fra Sequoia Capital under et møde på 3000 Sand Hill Road i Menlo Park, Californien, gav dem et tilbud, man bare ikke siger nej til: 5,5 millioner dollar up front, hvis de ville lege med.

Dermed blev Helgasons teknologiske guldklump, der allerede havde leveret software til mere end 325 computerspil, løftet op i en helt anden liga. Pludselig kom han og medstifterne i selskab med bl.a. Apple, Google, YouTube, PayPal og Yahoo, som også havde nydt godt af ­Sequoia Capitals velvillige støtte og forståelse for, hvordan man virkelig laver business.

Læs også: Kunstig intelligens vil løfte levestandarden

San Francisco var det eneste rigtige

Sagaen kunne for alvor begynde, og som så mange andre valgte David Helgason at flytte Unitys hovedkontor til USA’s vestkyst.

- På det tidspunkt var det det eneste rigtige at rykke til San Francisco. Der er en særlig playbook for, hvordan man driver forretning i Silicon Valley, som er udviklet gennem mange år, og som bl.a. handler om, at man ­aggregerer to sider af et marked – brugere og indhold – ved bl.a. at gøre noget gratis eller enormt attraktivt. Det skaber så nogle meget robuste størrelser, som er meget svære at konkurrere med. Tag Netflix og Uber, siger David Helgason og understreger, at forståelsen for de nye forretningsmodeller og ekspertisen i at håndtere startups i starten var så tæt knyttet til Silicon Valley, at man andre steder simpelthen ikke fattede fremgangs­måden og potentialet.

- Nogle af de her forretningsmodeller kører på et ret højt abstraktionsniveau og kræver i mange tilfælde vanvittig meget kapital, som stort set kun var tilgængelig i The Bay Area. Derfor var vi nødt til at bo derovre og operere sammen med venturekapitalister og folk, som befandt sig i samme sfære døgnet rundt.

Men situationen er ved at ændre sig mærkbart, mener grundlæggeren af Unity-koncernen, som i dag har mere end 1.000 medarbejdere, fordelt på over 20 lande. 

- Det nye er, at tyngdekraften er begyndt at svækkes, fortæller han med hentydning til, at Silicon Valley tidligere besad en særlig styrke, som betød, at alle, der betragtede sig som en del af den digitale fremtid, blev opslugt af stedet.

Læs også: Danmark er ved et tipping point

En særlig kraft

- Tyngdekraften handler om den store tunge kapital, der skal bruges, når du virkelig skal booste de her Sili­con Valley-forretningsmodeller. Den handler også om adgangen til laget af mellemledere, der er dybt erfarne inden for vækst. Det er salgschefer, der tre gange i træk har taget en virksomhed fra 20 sælgere til 200 sælgere. Og den slags findes kun i Silicon Valley. Du kan simpelthen ikke finde dem andre steder. Dér har du så til gengæld 50 af dem.

- Samtidig har du en erfaring med de her forretningsmodeller, hvor folk stoler på, at det er okay ikke at tjene penge, indtil du har 500 millioner brugere, fordi du ved, at det er noget værd. Det var sådan, WhatsApp blev til. De prøvede overhovedet ikke at tjene penge, men gik efter brugere, nåede 450 millioner af slagsen og blev solgt for 19 milliarder dollar til Facebook. Ingen andre steder i verden ville du have haft is nok i maven til det her. Dét er tyngde­kraften.

- Men nu er andre steder i verden så begyndt at forstå de nye forretningsmodeller bedre. Silicon Valley-­investorer er begyndt at blive mere dristige med at investere i udlandet. Og der er kommet mere kapital andre steder. Selv i Danmark og i hvert fald i Europa, siger han og påpeger, at de amerikanske tech-selskaber efterhånden har milliarder af dollar stående ude i verden på grund af den høje virksomhedsskat i USA. 

- Det betyder, at det faktisk er billigere for dem at købe virksomheder alle andre steder end lige netop i USA.

Tendensen er da også tydelig. Danmark har i øjeblikket det hurtigst voksende startup-miljø i Norden.

Læs også: Virksomheder skal fejle meget mere

Nye startup-klynger

Det forholdsvis nye græsrodsnetværk #CPHFTW – Copen­hagen, For The Win – tæller nu mere end 80 danske startups. Der er etableret en række startup-klynger som Founders House og Startup Village CPH, hvoraf sidstnævnte huser mere end 500 mennesker, fordelt på knap 35 selskaber – heriblandt Vivino og Labster. Og Startup Village CPH støttes af en stribe kapitalfonde, heriblandt Creandum, Northcap og Sunstone.

Tidligere i år blev danske Realm.io i øvrigt kåret som årets startup ved Nordic Startup Awards. Og for at sætte yderligere skub i det danske startup-miljø er David Helgason for nylig gået med i en klub af ti business angels, der alle ønsker at fremme udviklingen. Tilsammen har de startet virksomheder, der er 10 milliarder dollar værd.

- Det står bedre til i Danmark, end det nogensinde tidligere har gjort. Jeg er ude hver dag til møder med startups, og der er rigtig gode virksomheder og et godt vækstlag af små startups. Det er virkelig i orden. De er teknisk dygtige, de er visionære, de tænker globalt fra starten, og de sælger deres produkter over hele verden. De er ikke bange for at flytte ud, hvis de skal gøre det. Men mange synes også, at det er dejligt at bo i Danmark. Så det er formentlig blot et spørgsmål om tid, før vi får nogen, der rent faktisk vælger at forblive i Danmark, siger David Helgason.

Nok så vigtigt er villige investorer. Firmaer som Trustpilot og Tradeshift har de sidste par år rejst henholdsvis 500 og 400 mio. kroner og kom i 2015 på den årlige Unicorn-liste over startups med potentiale til at nå en markedsværdi på over 1 milliard dollar. En liste, som den britiske investeringsbank GB Bullhound står bag.

Læs også: Historisk vækst booster den teknologiske revolution

Heaven for startups

Hvor der i år 2000 og årene frem blot var omkring tre europæiske virksomheder, der blev solgt eller vurderet til mere end 1 milliard dollar, så var der sidste år 11 ­europæiske startups i den størrelsesorden – heriblandt altså danske Trustpilot og Tradeshift.

- Copenhagen, For The Win er allerede supergode til at flyve venturekapitalister ind udefra og sørge for at connecte Danmark. Men hvis Danmark for alvor vil disrupte hele innovationsområdet og alt iværksætteri, så skulle man faktisk være langt mere aggressive. Hvis vi virkelig skulle få det til at rykke, så skulle vi gøre noget rigtig stort på nationalt plan, siger den islandske entreprenør og folder nu den store vision ud, som han håber, at business-­Danmark og ikke mindst det politiske liv griber:

- Først skulle vi proklamere os som Heaven for Startups, simpelthen finde på et cool slogan og starte stort. Men naturligvis også gøre noget konkret og ekstremt mærkbart, siger han.

Gør man det, vil Danmark til gengæld placere sig i den absolutte superliga, hvor man vil kunne slå både London og Berlin, der er de afgørende centre i Europa, vurderer han.

Læs også: Datahåndtering kan ikke prioriteres højt nok

Silicon Valley-investorer er begyndt at blive mere dristige med at investere i udlandet. Og der er kommet mere kapital andre steder. Selv i Danmark og i hvert fald i Europa.
DAVID HELGASON, STIFTER, UNITY TECHNOLOGIES
Yderligere info
Kontakt image
Fagleder
Tlf: +45 3377 3349
Mobil: +45 2064 4872
E-mail: chhndi.dk
PUBLICERET: 06-01-2017 OPDATERET: 09-01-2017