Vestas Control Systems er en af fire produktionsenheder i Vestas. Virksomheden producerer og samler kontrolenheder, der håndterer alle elektroniske funktioner i Vestas’ vindmøller inklusive sikkerhed, køling og en række andre systemer.
Udfordring
På grund af stærk vækst på markederne i Asien havde Vestas Control Systems behov for at etablere lokal samling og produktion i regionen. Imidlertid ønskede ledelsen et grundigt beslutningsgrundlag for at afgøre, hvor i Asien det ville være mest optimalt at etablere produktion.
Løsning
Sammen med Vestas Control Systems’ ledelse udvalgte DIBD en række lande og seks mulige produktionsområder i Asien. Med udgangspunkt i en komparativ analyse undersøgte DIBD for hvert område en række vigtige faktorer defineret af Vestas Control Systems. Faktorerne relaterede sig til blandt andet forretningsklimaet, men analysen indsamlede også specifik information om omkostningsniveauet, adgang til kvalificeret arbejdskraft og praktisk erfaring fra danske virksomheder med aktiviteter i udvalgte lande og områder.
Effekt
Med den komparative analyse i hånden kunne ledelsen i Vestas Control Systems meget nemt sammenligne fordele og ulemper ved etablering af produktion i hvert af de udvalgte lande og områder. I dag har Vestas Control Systems etableret produktion i Tianjin uden for Beijing.