DI's General Manager i Tyskland, Hans Wicks, er klar med nyt Coworking Business Center i den tyske hovedstad. Medbring blot computer og telefon, så er rammerne på plads for at tage hul på det tyske nærmarked.

Foto: DI
24.04.23 DIB Nyheder

DI styrker hjælp til danske virksomheder i Tyskland

Tyskland er et af vores største eksportmarkeder. DI åbner ny afdeling i Berlin, med et Business Center, der kan blive første skridt for virksomheder med mod på eksport.

DI gør det nu endnu nemmere for danske virksomheder at få hul på det store og lovende marked syd for grænsen. Det sker med en massiv satsning, hvor der åbnes kontor i Tysklands hovedstad med plads til at rumme virksomheders første lokale medarbejdere og med ekstra fokus på rådgivning og praktisk hjælp.

- Vi er glade for at kunne byde velkommen til DI Tysklands nye Coworking Business Center i Berlin. Byen har udviklet sig kraftigt i de senere år, og vil være et godt første skridt ind på markedet for mange brancher og virksomheder, fortæller DI’s chef i Tyskland, Hans Wicks.

Hvorfor Berlin?

”Berlin ist arm aber sexy” (Berlin er fattig men sexet) udtalte daværende borgermester Klaus Wowereit i 2003. Meget er sket siden, og Berlin betragtes i dag som Europas store startup hub, der er kendetegnet ved sin unikke iværksætterkultur. Derudover er Tyskland Danmarks største eksportmarked og landet spiller en stor rolle på det globale marked. Derfor er det oplagt, at DI's nye base netop har hjemme i Berlin.

Mangler du en kontorplads i Berlin?  

Det kan være udfordrende at ekspandere til et nyt marked. Derfor gør DI Tyskland det nu nemmere for virksomheder at få en permanent placering i Tyskland med mulighed for adresse, rådgivning og gode faciliteter. DI's Business Center er udstyret med alt, hvad virksomheders medarbejdere har brug for, så de kan koncentrere sig om det der er vigtigt for dem. Medbring blot computer og telefon - så er I klar til at tage det tyske marked med storm.

DI's konsulenter står klar til at hjælpe med etablering, drift og vækst af virksomheder i Tyskland, hvilket blandt andet omfatter:

  • Rekruttering
  • Oprettelse af virksomhed i Tyskland
  • Administrativ service. Herunder lønbogholderi
  • Prokura service, hvor DI agerer på vegne af jeres virksomhed i Tyskland
  • Own man in-ydelse, hvor du kan få lokalansatte i det tyske marked uden at opstarte et datterselskab

Derudover giver vores kontorfællesskab dig en unik mulighed for at sparre, netværke og samarbejde med andre iværksættere. 

Let tilgængelig placering

Bydelen Rummelsburg ligger ved en bugt af samme navn og er de seneste år blevet til en af de mest eftertragtede områder i Berlin.  Området er kendetegnet af eksklusive rækkehuse, luksuslejligheder og grønne naturpromenader langs floden Spree.  Midt i skønne Rummelsburg finder man også et mikro-erhvervsområde med havne- og loftskontorer.  Med udsigt over Spree har vi til huse i en fuldstændigt saneret DDR-industribygning.

Work-life balance er essentielt, når det kommer til at drive en bæredygtig forretning. Derfor er kontoret placeret i rolige, grønne omgivelser. I de nærtliggende pulserende bydele Kreuzberg og Friedrichshain, kan man nyde Berlins mad-, kultur- og underholdningsscene. Kontorlokationerne byder derfor på det bedste fra alle verdener

Det nye DI Business Center er let tilgængelig fra lufthavnen BER og er samtidig kun syv kilometer væk fra Alexanderplatz. Det er derfor også muligt at flyve til Danmark på under en time, og med kontorets placering tæt på lufthavnen, giver det mulighed for en fuld arbejdsdag i den tyske hovedstad, uden der er brug overnatning.  

Kontakt Hans Wicks på hawi@di.dk hvis du vil vide mere om potentiale og vilkår på DI’s nye kontor.

Læs også: Grøn brint skal flyde frit over dansk-tysk grænse

DI's nye Coworking Business Center ligger ved bugten Rummelsburg og med udsigt over floden Spree.

Foto: Foto: Siw Østergaard Ager

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hans Wicks

Hans Wicks

General Manager, DI Germany

  • Direkte +45 3377 4770
  • Mobil +49 172 9648564
  • E-mail hawi@di.dk

Relateret indhold