30.04.24 DI Produktion Nyheder

Grøn omstilling er både en stor tilfredsstillelse og et vigtigt konkurrenceparameter for AM Værktøj

Hos AM Værktøj er kvalitet og bæredygtighed i højsædet. Siden 2021 har virksomheden arbejdet fokuseret med at nedbringe både deres og kundernes CO2-udledninger gennem ambitiøse reduktionstiltag.

Bæredygtighed er ikke kun en prioritet i AM Værktøjs egen produktion. Der bliver nemlig også indtænkt energioptimering og reducering af CO2-aftryk i de maskiner, de udvikler til deres kunder.

-Vi har jo fået meget fokus på grøn omstilling her hos AM Værktøj. Vi har gjort vores produktionsapparat så grønt som muligt ved bl.a. at have solceller på taget, men vi har så også gjort det, at vi tager det med ind i vores udvikling, så de maskiner, vi producerer til vores kunder, de bliver så energivenlige som muligt. Derfor har vores kunder et mindre CO2-aftryk, når de producerer med vores maskiner, fortæller Torben Viby, Adm. direktør i AM Værktøj.

Han tilføjer:

-Det giver jo en tilfredsstillelse for mig og vores medarbejdere, at vi også er med til at præge branchen i en grønnere retning.

AM Værktøj, der startede som en værktøjsfabrik for 50 år siden, er i dag førende leverandør af produktionsværktøjer og komplette produktionslinjer i Danmark. For 10-15 år siden etablerede virksomheden sig også på det internationale marked ved at levere produktionslinjer og værktøjer med innovative og bæredygtige designløsninger, herunder produkter til den tyske automobilindustri.

Ikke længere ”de sorte fag”

Foruden tilfredsstillelsen ved at bidrage til den grønne omstilling, udgør bæredygtighedsrejsen også et vigtigt konkurrenceparameter for AM Værktøj.

-Vi skal jo satse på, at vi er nogle af de bedste til at lave værktøj og produktionsapparater, som dels er automatiske og dels har et lavt CO2-aftryk. Og det er det, vi skal konkurrere på fremadrettet, siger Torben Viby.

Samtidig er det et fokus for AM Værktøj at ændre den forestilling, der før i tiden har hersket om industrien.

-Vi prøver jo hele tiden at brande vores fag, så det ikke er ”de sorte fag” længere, som det havde rygte for førhen. Nu er vi mere med på den grønne bølge, hvor vi kan vise, at det er den vej, vi udvikler os, fortæller den administrerende direktør.

Derfor har AM værktøj i løbet af de sidste 3-4 år lagt mange kræfter i at udvikle en presseløsning, som bruger langt mindre strøm end for 5 år siden.

-Vi har et produkt, som måske er en lille smule dyrere end vores konkurrenter, men vi har en rigtig god kvalitet, og vi har først og fremmest et produkt, som kan lave et mindre CO2-udslip, slutter Torben Viby af.

Relateret indhold