30.04.24 DI Byggeri Nyheder

Svendestykker udstilles i Industriens Hus

En ny udstilling viser eksempler på unge håndværkeres svendestykker inden for forskellige fag. Målet er at vise, hvad man lærer på en håndværksuddannelse i dag.

Når en håndværkerlærling afslutter sin uddannelse, skal hun eller han udføre et svendestykke som en del af svendeprøven. Men selvom der gennemføres svendeprøver hver eneste måned året rundt, er der mange, som aldrig har set et svendestykke.

Nu viser en ny udstilling – som en række håndværkslaug og Håndværkerforeningen København står bag – en række eksempler på nutidens svendestykker. Svendestykkerne på udstillingen er udført af lærlinge, der er uddannet inden for fag som smed, tømrer, snedker, murer og stenhugger.

Udstillingen vises i forbindelse med Håndværkerforeningens medaljeuddeling, hvor årets dygtigste nyuddannede håndværkere hyldes med Håndværkerforeningens medalje. Det sker den 7. maj på Københavns Rådhus under overværelse af H.M. Dronning Margrethe.

Vi var med til udstillingsåbningen, hvor publikum var mødt talstærkt op til blandt andet at høre børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager rose udstillingen og de talentfulde unge mennesker, der vælger en erhvervsuddannelse. Det så sådan ud:

Udstillingen kan ses i Industriens Hus fra 30. april til og med den 14. maj. Der er fri adgang til udstillingen alle hverdage i tidsrummet 9.00-17.00.

Relateret indhold