Konstant global update og udvikling
Vi har efterhånden længe haft en hverdag, hvor vi dagligt bombarderes med input fra den store omverden. Og vi må konstatere, at globaliseringen er kommet for at blive. Givet er det også, at den kun vil accelerere endnu mere, efterhånden som billige og lynhurtige kommunikationsformer og transportmuligheder vinder frem. Færre og færre virksomheder kan klare sig i dag ved kun at fokusere på hjemmemarkedet, uanset om det drejer sig om salgskanaler eller deres produktionsbase. Sideløbende med en accelererende globalisering opstår der automatisk også et krav om, at topledere skal kunne agere og tænke i et globalt perspektiv.
Et naturligt internationalt fokus
De færreste danske virksomheder kan i praksis sige sig fri for at være påvirket af udviklingen i den globale økonomi. En del virksomheder har et naturligt internationalt fokus i kraft af eksport til andre lande, nogle har etableret produktion i udlandet, flere og flere bliver påvirket som underleverandører og samarbejdspartnere med internationale virksomheder. Og endeligt oplever mange en stærkere konkurrence fra udlandet på det danske hjemmemarked.
Alle er langt fra born global
DI’s medlemsvirksomheder oplever i stigende grad den globale udfordring på nærmeste hold. Det stiller krav til ledelsen om at kunne håndtere de stadigt større udfordringer, vi oplever, når vi skal mestre kunsten at navigere rundt i globale farvande. Derfor er der brug for viden og værktøjer samt ikke mindst professionelle ledere, der har viljen til at gøre brug heraf. Selvom vi til tider taler om en type virksomheder, der er born global, dvs. deres marked var fra første dag hele verden, så er det langt fra kendetegnet for mange af DI’s medlemsvirksomheder, som har måttet lære at håndtere globaliseringsmulighederne på godt og ondt.
Danske forretningsmodeller og lederstil udfordres
For mange danske virksomheder repræsenterer globaliseringen muligheder og potentielle økonomiske gevinster gennem for eksempel større adgang til kvalificeret og billig arbejdskraft, lavere omkostninger ved produktion i andre lande samt nye, favorable etablerings- og eksportmuligheder. Globaliseringen har også ført nye udfordringer, krav og muligheder med sig for ledelserne i mange af vores danske virksomheder. Den øgede aktivitet på det globale marked udfordrer i dag de traditionelle danske forretningsmodeller og den danske ledelsesstil.
Forstå kulturforskellene
At agere på nye markeder og forstå kulturforskellene kan være besværligt. Det kræver tid, erfaringer og tålmodighed. Men med en god portion nysgerrighed, åbenhed og ønske om at lære af ens udenlandske medarbejdere og forstå kulturen i de lande man agerer i, kan du som leder komme godt fra start. Traditioner for virksomhedskultur og ledelse er ofte helt anderledes i andre kulturer. Derfor stiller det store krav til de værktøjer og tilgange, virksomhederne tager fat på. Selv inden for Europas grænser finder vi markante forskelle.
Den globale leders evner
Hidtil har vi haft en tendens til at udpege ledere på basis af deres intellekt, lederskab, faglighed og økonomiske evner, men det er ikke nok. Den globale leder skal også kunne tænke på tværs, være fleksibel og tilpasningsdygtig, samt have et åbent, kulturelt sind og være nysgerrig. Et af de vigtigste krav til en topleder i en international virksomhed er også at kunne skabe sammenhæng og synergi mellem funktioner, fagområder, nationer og brancher.
Globalt tankesæt
Et globalt tankesæt er ledelsens nøgle til at udnytte globaliseringens muligheder. Kun gennem en forståelse for de særlige globale udfordringer, som påvirker virksomheden, kan ledelsen skabe de bedste muligheder for vækst. Det globale tankesæt er indsigten, dels i globaliseringens overordnede dynamikker, dels i de konkrete ledelsesmæssige problematikker, som virksomhedens globale virke rejser. Et globalt tankesæt er altså et fundamentalt grundlag for god global ledelse.