På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Tre DI-medlemmer vinder miljøpris

Tre DI-medlemmer har vundet den danske udgave af EU's miljøpris og går videre til den europæiske prisuddeling. Priserne markerer, at danske virksomheder er i miljøteknologisk topform og bidrager til at opfylde FN’s bæredygtighedsmål.

Malingsproducenten Beck & Jørgensen, den cirkulære it-virksomhed Refurb samt Grundfos Biobooster er navnene på de tre DI-medlemmer, der kan smykke sig med den danske udgave af EU's miljøpris.

Med prisen - som efter aftale med EU-Kommissionen og Miljø- og Fødevareministeriet blev uddelt af Ingeniørfoeningen IDA - følger indstilling til European Awards for Environment, som nedsættes af en international bedømmelseskomite bestående af udvalgte specialister samt repræsentanter for EU-kommissionen. Den uddeles 14. november 2018, og arrangementet finder sted i „Palais Niederösterreich“ i Wien

- De danske virksomheder står godt i den europæiske konkurrence, for det er nogle meget værdige vindere med imponerende miljømæssige resultater. Vi krydser fingre for, at de ender øverst på skammelen, siger Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI.

Begrundelser for priserne

Beck & Jørgensen
Beck & Jørgensen A/S tildeles miljøprisen i kategorien Bæredygtige Produkter & Services for udvikling af en vægmaling med såvel Astma-Allergi mærket ”Den Blå Krans” og miljømærket ”Svanen”. Den Blå Krans betyder at malingen ikke må være tilsat konserveringsmidler eller andre allergene stoffer – hvilket er hidtil uset og en ganske bemærkelsesværdig miljømæssig forbedring. Mærkningsordningerne stiller endvidere krav til emissioner (VOC & SVOC) af hensyn til indeklima, hvilket omvendt skaber udfordringer for produktets kvalitative egenskaber. Ved regulering af produktets pH-værdi har Beck & Jørgensen løst konserveringsproblematikken og med udvikling af CARE 5 har Beck & Jørgensen skabt en indendørs vægmaling med såvel Den Blå Krans som Svanen – uden at gå på kompromis med malingens kvalitet. Virksomheden er certificeret efter ISO 14001 og OHSAS 18001.

Refurb
Refurb ApS tildeles miljøprisen i kategorien Bæredygtige Produkter & Services for projektet Produktlivsforlængelse af IT. Projektet er en forretningsmodel, der tilbyder upcykling, renovering og produktlivsforlængelse af udfaset IT hardware – fra slutbruger til slutbruger. Projektet tilbyder en meget stor CO2 besparelse (80 pct. ifht. Nyproduceret IT hardware), ressourcebesparelse og affaldsminimering i overensstemmelse med principperne i cirkulær økonomi. Virksomheden opkøber afskrevet og udfaset IT hardware, renoverer det og sælger det til private, det offentlige og liberalt erhverv til konkurrencedygtige priser. 95-97 pct af de indkøbte enheder og komponenter genbruges i renovering og de komponenter der ikke kan genbruges, sælges til genanvendelse. Der er tale om en seriøs virksomhed, der arbejder med at systematisere genanvendelse af elektronik. Bedømmelseskomiteen finder det endvidere positivt, at virksomheden henvender sig til såvel B2B som private kunder.

Grundfos Biobooster
Grundfos Biobooster A/S tildeles miljøprisen i kategorien Bæredygtige Processer for udvikling af DynaFilter. DynaFilter er procesudstyr til bæredygtigt genbrug af vand, kemi og energi i industrielle emne-/komponentvaskere. DynaFilter er et membranfilter udviklet til brug i vaskeanlæg i metalbearbejdende industri – men anlægget kan bruges i mange andre industrielle produktionsanlæg. Metalbearbejdende industri er kendt for at generere store mængder miljøkritisk spildevand med tungmetaller – samtidig fungerer de hidtil kendte processer dårligt fordi nye smøremidler emulgerer og ikke kan skimmes fra overfladen i vaskeanlægget. DynaFilters membranfilter består af skiver af siliciumkarbid der roterer på en måde så processen kører stabilt og længstmuligt uden rengøring af filterskiverne. Processen er helt lukket og delvist automatiseret. Med DynaFilter opnås stærkt reduceret vand og kemikalieforbrug ligesom også energiforbruget reduceres.

Udover de tre DI-medlemmer vandt egetæpper A/S miljøprisen for Miljømanagement, mens Aduro A/S fik miljøprisen i kategorien Bæredygtige Produkter & Services.

Kontakt image
Miljøkonsulent
Tlf: +45 3377 3068
Mobil: +45 2128 6802
E-mail: tsdi.dk
EUs miljøpriser uddeles hvert andet år til de mest miljøbevidste virksomheder i Europa og blev i år uddelt for 17. gang. Miljøprisen er den mest prestigefyldte i EU-regi, og formålet er at fremme innovative og bæredygtige tiltag på miljøområdet – i et lang sejt træk.
Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 27-06-2018 OPDATERET: 03-07-2018