Nye regler om syn af sprøjteudstyr til pesticider

Ny bekendtgørelse om syn af sprøjteudstyr til pesticider er offentliggjort. DIs høringssvar var medvirkende til at overimplementering af EU-direktiv blev undgået.
modelfoto

Miljøstyrelsen sendte i slutningen af november 2011 bekendtgørelse om syn af sprøjteudstyr i høring. Bekendtgørelsen implementerer art. 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/128/EF, der sætter rammer for indsatsen for en bæredygtig anvendelse af pesticider. Direktivets artikel 8 omhandler specifikt inspektion af sprøjteudstyr.

Sikring af sprøjteudstyr til professionel brug

Bekendtgørelse om syn af sprøjteudstyr stiller krav om, at ejeren af sprøjteudstyret skal sørge for, at sprøjteudstyr til professionel udbringning af pesticider er godkendt ved syn, samt at ejeren regelmæssigt skal lade sprøjteudstyret kalibrere og kontrollere af en godkendt synsvirksomhed. Bekendtgørelsen stiller videre krav til synsvirksomheden.
 

Overimplementering undgået

Bekendtgørelsen omfatter som nævnt sprøjteudstyr til professionel udbringning af pesticider. I høringsudkastet til bekendtgørelsen blev pesticiderne defineret som både plantebeskyttelsesmidler og biocidmidler. Dvs. sprøjteudstyr til biocidmidler, f.eks. imprægneringsvæsker, antifoulinger o.lign. var således også at opfatte som værende opfattet af den danske bekendtgørelse.

Biocidmidlerne var imidlertid ikke omfattet af kravene om inspektion af sprøjteudstyr i direktivteksten. Man kunne således tale om en overimplementering. 

Dette blev af DI fremhævet i høringssvaret, og definitionen i den endelige bekendtgørelsestekst er nu ændret, så pesticidbegrebet udelukkende dækker plantebeskyttelsesmidler.

PUBLICERET: 10-01-2012 OPDATERET: 17-01-2012