Mindre stigning i de samlede nettariffer for 2012
Energinet.dk har udmeldt net- og systemtarifferne for 2012. Nettariffen falder en smule, mens systemtariffen stiger.
DI Image1
Samlet set stiger net- og systemtariffen med 0,2 øre/kWh, hvilket skyldes følgende modsatrettede forhold:
- Nettariffen falder fra 4,5 øre/kWh i 2011 til 4,2 øre/kWh i 2012.
- Systemtariffen stiger fra 2,9 øre/kWh i 2011 til 3,4 øre/kWh i 2012.
Nettariffen falder med 0,3 øre/kWh primært som følge af, at der indregnes en større andel af flaskehals- og auktionsindtægterne i tariffen i forhold til 2011. Desuden har der været en faldende akkumuleret underdækning til indregning i tariffen, som hovedsagligt skyldes høje udlandsindtægter i 2011.
Desuden har effektiviseringstiltag medført væsentligt lavere drifts- og administrationsomkostninger, der opkræves via tarifferne.
Stigningen i systemtariffen på 0,5 øre/kWh skyldes primært stigende omkostninger til systemydelser. Ekstraordinært høje omkostninger særligt til spændingsregulering og reserver har i 2011 medført en underdækning, som betyder en stigning i 2012-tarifferne.
Endvidere forventes specielt omkostninger til reserver at overstige forventningerne for 2011, da Energinet.dk umiddelbart ikke forventer lavere priser på reserver.