På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Blog: Danmark skal svinge taktstokken

Af Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI

Endelig kom regeringens strategi for cirkulær økonomi! Og der er gode takter i strategien, der følger op på anbefalingerne fra Advisory Board for cirkulær økonomi. Strategiens indsatser vil give danske virksomheder bedre mulighed for at udvikle løsninger, som bygger på genanvendelige ressourcer. Det er godt for miljøet, samfundsøkonomien og virksomhederne.

Strategien har ikke blot fokus på design, produktion og forbrug, men i særdeleshed også på affald og genanvendelige materialer. Og det er positivt – for en omstilling til cirkulær økonomi kræver, at vi tænker hele værdikæden igennem og kommer med nye løsninger. De konkrete initiativer i strategien flugter rigtig godt med DI’s prioriteringer på området.

Kort fortalt vil regeringen:

  • Styrke virksomhederne som drivkraft for den cirkulære omstilling
  • Understøtte cirkulær økonomi gennem data og digitalisering 
  • Fremme cirkulær økonomi gennem design
  • Ændre forbrugsmønstre gennem cirkulær økonomi
  • Skabe et velfungerende marked for affald og genanvendte råvarer
  • Få mere værdi ud af bygninger og biomasse

Der er i alt afsat 116 mio. kr. over fire år til implementering af strategien. I løbet af efteråret skal strategien forhandles på plads med bl.a. DF og R. De to partier var nemlig med til at sætte midler af til området i den seneste erhvervspakke fra 2017.

Vi glæder os til ambitiøs strategi, som igen kan sætte Danmark på verdenskortet.

Virksomhederne er allerede i gang, men rammerne skal på plads

Stadig flere virksomheder ser forretningsmuligheder i cirkulære løsninger, hvor de genanvender ressourcerne i affaldet, og designer produkter, så de lettere kan repareres eller delene bruges igen. Andre igen arbejder med forretningsmodeller, hvor man sælger en service i stedet for et fysisk produkt.

Vi har mange eksempler på cirkulære forretningsmodeller blandt DI’s medlemsvirksomheder. Konkrete eksempler findes der masser af på vores hjemmeside.

Et helt afgørende initiativ er, at regeringen nu vil gøre de kommunale indsamlingssystemer mere ensartede. Det vil nemlig betyde større, ensartede mængder af affald, som virksomhederne kan genanvende i nye produkter. Sammen med tiltag, der skal styrke affaldstilsynet og sikre en mere ensartet måde at klassificere affald på, vil det medvirke til at skabe bedre vilkår i affaldssektoren, så vi får genanvendt mere og i en bedre kvalitet.

Et marked af cirkulære løsninger

Regeringen vil også skabe øget efterspørgsel efter cirkulære løsninger gennem grønne, offentlige indkøb og udvikling af cirkulære standarder, hvilket vil kunne drive markedet mod en cirkulær omstilling. I DI arbejder vi for, at danske virksomheder skal være blandt de mest ressourceeffektive i verden. Derfor er det også positivt, at regeringen vil udbrede virksomhedernes kendskab til cirkulære forretningsmodeller og forbedre mulighederne for finansiering. Det gælder ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder.

Hvis vi skal knække koden…

En af de helt store knaster, som desværre ikke bliver løst med regeringens nye strategi, er en reorganisering af affaldssektoren, så virksomhederne får bedre adgang til ressourcerne i affaldet. Regeringen bør derfor hurtigst muligt tage fat på forhandlingerne af forsyningsstrategien.

Så længe der er usikkerhed om spillereglerne i affaldssektoren, er der ingen virksomheder, der tør investere i nye affaldsløsninger. Og så bliver det ikke Danmark, der først knækker koden til, hvordan man kan reducere forbruget af jordens ressourcer.

Kontakt image
Miljøpolitisk chef
Tlf: +45 3377 3695
Mobil: +45 2565 0241
E-mail: kakldi.dk
Kontakt image
Chefkonsulent
Tlf: +45 3377 3713
Mobil: +45 2625 0910
E-mail: ibsodi.dk
Læs også:
Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 11-09-2018 OPDATERET: 11-09-2018