Biocidforordningsforslaget tæt på vedtagelse

COREPER bakkede den 23. november op om en aftale, der ugen forinden var blevet forhandlet på plads på et trialog møde. BPR er dermed meget tæt på endelig vedtagelse.
Modelfoto
 

Aftalen gør det muligt at have forskellige procedurer for godkendelse af biocidholdige produkter. Videre indeholder aftalen bl.a. kriterier, der vil forbyde en række farlige stoffer.

Tre godkendelsesprocedure

Der vil i fremtiden være tre mulige procedurer for godkendelse af biocider.

EU-godkendelse

Produkter med "ens betingelser for brug" i hele EU vil være berettiget til den nye EU-godkendelsesprocedure. Der skal udarbejdes retningslinjer for, hvad denne formulering betyder.

EU-godkendelse vil kunne anvendes for udvalgte biocidmidler fra september 2013. Flere produkttyper vil blive tilføjet til listen i 2017 og alle produkttyper vil kunne få en EU godkendelse fra 2020.

Godkendelse af biocidmidler med lav risiko

I henhold til aftalen indføres en forenklet godkendelsesprocedure for biocidmidler, der ud fra nogle fastsatte kriterier udgør en lav risiko.

Nationale godkendelser

Den tredje procedure er nationale godkendelser, som det kendes fra det eksisterende direktiv. Det vil i de kommende år fortsat være den vigtigste procedure. Regler om gensidig anerkendelse vil ændres, bl.a. idet medlemsstater, der nægter at anerkende et biocidmiddel godkendt i andre medlemsstater, vil skulle begrunde deres beslutning med reference i forordningen.

Forbud mod bestemte indholdsstoffer

Biocider, der indeholder PBT eller vPvB-stoffer eller CMR-stoffer vil som udgangspunkt være forbudte. Der vil dog være visse muligheder for undtagelse fra dette krav, f.eks. at anvendelsen ikke resulterer i en "uforholdsmæssig stor negativ virkning" for samfundet.

Videre vil stoffer med hormonforstyrrende egenskaber også være forbudte. Kommissionen har indtil december 2013 til at fastlægge kriterier for definitionen af sådanne stoffer.

Behandlede artikler

Behandlede artikler, der indeholder biocider vil skulle mærkes. Nanopartikler, der er indeholdt i biocidmidlerne, vil også skulle nævnes.

Endelig vedtagelse

Aftalen forventes formelt godkendt af Europa Parlamentet på et plenarmøde i januar 2012 og skal herefter i sidste instans vedtages på et Rådsmøde.

Der er endnu ikke offentliggjort en officiel udgave af aftaleteksten.


Bogmærk og publicer

Farlige stoffer

PBT-stoffer er persistente, bioakkumulerende og giftige.

 
vPvB stoffer er meget persistente og meget bioakkumulerende stoffer.

 
CMR-stoffer er kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer.

Trialogmøder

Foregår mellem forhandlere fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen.
Alt efter indhold og formål med trialogmødet kan forhandlerne være alt fra embedsmænd til ministre og kommissærer

COREPER

Består af embedsmænd fra medlemsstaterne
Se mere på EU-oplysningens hjemmeside