Milliardbeløb til forskning og innovation fra EU

Et nyt rammeprogram med i alt 600 milliarder kroner til fordeling. Med det forslag lægger EU-Kommissionen op til at bruge et langt større del af EU-budgettet til vækst, og det er yderst positivt peger DI på.

Horizon 2020 er betegnelsen for det kommende rammeprogram for forskning og innovation, som lægger rammerne for, hvordan vi skal investere i fremtidens vækst i Europa.

Kraftig forøgelse

I forhold til det gældende rammeprogram så lægger kommissionen op til, at Horizon skal have et budget, som er mere end 50 procent højere end i dag. Det er en kraftig forøgelse i forhold til de hidtidige rammeprogrammer.

Budgettet skal bruges til investeringer i fremtidig vækst. Strategiske forskningssatsninger på store samfundsudfordringer (energi, miljø, sundhed mv.), men mest af alt vigtigt, at der satses på forskning, som kan udvikle europæiske virksomheders konkurrenceevne og skabe vækst i Europa.

Lettere at finde vej i programmet

- Forslaget fra Kommissionen vil efter vores mening gøre det lettere for private virksomheder at medvirke i rammeprogrammet og dermed få del i de mange midler. Det skal være meget lettere at finde vej i programmet, og virksomheder skal også frigøres fra de overordentligt omstændelige økonomiregler, som vi kender i dag, forklarer DI’s chefkonsulent Richard Boltinus Larsen.

Den helt rigtige dagsorden

Han roser kommissionens forslag og understreger, at kommissionen forslag til at omprioritere midlerne på EU’s budget til fordel for den vækstorienterede F&U–dagsorden er helt rigtig.

- Vi håber, at både EU-landenes regeringer og Parlamentet følger forslaget til dørs, så det kan vedtages endeligt i forbindelse med det danske formandskab, lyder det fra Richard Boltinus Larsen.

PUBLICERET: 30-11-2011 OPDATERET: 23-05-2012