Danisco - Nye våben i kampen mod bakterierne

Opbygning af videnskabelige netværk og viden samt kontakt til potentielle samarbejdspartnere er de primære gevinster ved Daniscos deltagelse i EU projektet Pathogen Combat som skal bekæmpe skadelige bakterier i hele fødevarekæden. Projektet har kørt under EU’s 6. rammeprogram siden 2005, og løber frem til 2010.

Vice President of Innovation hos Danisco Egon Bech Hansen mener, at deltagelse i et EU-projekt har andet at byde på end blot forskningsmæssige fremskridt.

- Deltagelse i et netværk med de skarpeste hjerner på området er den primære gevinst, vi har fået ud af projektet. Vi ville selvfølgelig ikke have noget imod at få færdige produkter ud af det, men det er ikke her, fokus ligger. Det handler om netværk, opbygning af viden hos os selv, men også at være med til at sikre, at der fortsat sidder nogle af verdens førende eksperter rundt om på universiteter og forskningscentre i Europa. Man kan sige, at der på kort sigt ikke nødvendigvis skabes overskud på den økonomiske konto, men derimod på den videnskabelige.

Projekter som Pathogen Combat kan altså noget, som virksomhederne ikke kan gøre alene.

- Projekter som dette er essentielle for at kunne fastholde de bedste forskere i Europa. Vi kunne jo ikke selv distribuere millioner af kroner rundt til forskere i hele EU for at sikre, at de har den nyeste viden, såfremt vi skulle få brug for den. Det kræver en koordineret indsats, samarbejdspartnere i mange forskellige lande. Et projekt som Pathogen Combat tillader os at understøtte produktionen af viden, uden at en uhensigtsmæssig administrationsbyrde.

Administrationsbyrden er ikke en fast størrelse

- Det er naturligt, at forskellige roller i projekterne medfører forskellige administrative byrder. Danisco har tidligere været projektkoordinator på et andet projekt under rammeprogrammet, og i den forbindelse var der også større administrationsbyrder end i forbindelse med Pathogen Combat projektet.

Lad forventningerne til projektet styre

Vi opfordrer andre virksomheder til at deltage i et EU projekt, men det er vigtigt at man finder ud af, hvad virksomhedens forventninger til projektet er. Vil man have produktudvikling eller fundamental videnopbygning?
Hvis man ønsker, at projektet fører til reel produktudvikling, kan det være en god idé at påtage sig rollen som projektkoordinator, da man derved kan få større indflydelse på projektets retning, mens et fokus på fundamental videnopbygning tillader en mere tilbagetrukket rolle.


Bogmærk og publicer