På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Praktikplads-AUB indføres 1. januar 2018

UDDANNELSE. Fra 1. januar 2018 indføres Praktikplads-AUB, der skal sikre flere faglærte. Det betyder, at virksomhederne hvert år får et mål for, hvor mange elever de skal have ansat i løbet af året. Hvis de ikke opfylder målet, skal de betale et ekstra bidrag. AUB udsender mere information i januar 2018.

Praktikplads-AUB er en del af trepartsaftalen om flere faglærte, der blev indgået i august 2016. Formålet er at få skabt flere praktikpladser og uddannet flere faglærte.  

Mange virksomheder oplever allerede nu, at det er svært at få den faglærte arbejdskraft, der er brug for, og fremskrivninger viser, at der kommer til at mangle endnu flere faglærte, hvis der ikke bliver uddannet flere end nu.

Praktikplads-AUB

Praktikplads-AUB omfatter virksomheder, der har medarbejdere med en erhvervsuddannelse som deres højest fuldførte uddannelse. Medarbejderne tæller som erhvervsuddannede, uanset om de arbejder som faglærte eller f.eks. ufaglærte i virksomheden.

Der beregnes et måltal for, hvor mange elever virksomheden skal uddanne. Ligger virksomheden under måltallet, når året er gået, skal der for 2018 betales et merbidrag på 27.000 kr. pr. manglende helårselev.  

Derfor er det vigtigt allerede nu at være opmærksom på ordningen og overveje, om I har mulighed for at tage (flere) lærlinge og elever.

Alle virksomheder får nedsat bidraget til Praktikplads-AUB med et beløb pr. medarbejder med en erhvervsuddannelse - i 2018 vil beløbet være 295 kr.

Vejledende målratioer udsendes i januar 2018

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) sender informationer direkte til virksomhederne i starten af januar. Her vil der være link til en pjece om ordningen samt en oversigt over vejledende målratioer for de forskellige brancher. I vil således kunne få en pejling på, hvordan målratioen for jeres branche bliver i 2018.

Målratioerne er vejledende, da de endelige ratioer for 2018 først kan beregnes senere på foråret.

Foreløbig opgørelse i april 2018

I april måned udsender AUB en foreløbig opgørelse over jeres bidrag til Praktikplads-AUB på baggrund af jeres aktuelle medarbejder- og elevsammensætning. Her kan I se opgørelsen for jeres virksomhed, og hvorvidt I ligger over eller under de beregnede elevpoint, der skal til for at opfylde målet. 

Samtidig vil der være forslag til, hvordan I kan medvirke til at uddanne flere elever og dermed eventuelt nedbringe jeres bidrag til Praktikplads-AUB.   

AUB udsender den endelige opgørelse over jeres bidrag til Praktikplads-AUB, når året er gået (forventet juli måned, første gang i 2019).

Bonus-ordninger

Udover Praktikplads-AUB er der også mulighed for at få bonus, hvis I uddanner flere elever, end I har gjort i gennemsnit de seneste tre år - og ikke ligger under den målratio, der gælder for branhcen. Der er også mulighed for bonus, hvis I uddanner elever fra "fordelsuddannelser". Læs mere om de forskellige elementer i trepartsaftalen her.

Brug praktikpladsen.dk

Vi anbefaler, at I bruger Praktikpladsen.dk, der er en portal, hvor virksomheder kan slå ledige praktikpladser op, og elever kan søge en praktikplads. Det er der to grunde til:

  • Det er vigtigt, at I får synliggjort de ledige praktikpladser - både overfor de praktikpladssøgende elever, men også for at vise omfanget af praktikpladser.
  • Hvis I ikke kan få besat ledige praktikpladser, er der mulighed for at søge om at blive fritaget for at skulle betale for ikke at leve op til det fastsatte mål. En sådan fritagelse kræver, at de ledige praktikpladser har været slået op på praktikpladsen.dk.

Læs mere om praktikpladsen.dk (se boksen).

Har I spørgsmål?

Kontakt DI, hvis I har brug for råd om, hvordan I kommer i gang med at tage lærlinge og elever, spørgsmål til Praktikplads-AUB eller andet. I kan skrive direkte til os på eudddi.dk.

Spørgsmål vedrørende praktikpladsen.dk bør ske via portalforsiden, hvor der er mulighed for at sende en besked eller kontakte direkte via telefonnummer. 

 

Læs mere om trepartsaftalen

Læs mere om, hvad trepartsaftalen betyder for virksomhederne - og de enkelte elementer i aftalen. Her finder du også en pjece fra DA.

Praktikpladsen.dk

Slå jeres ledige praktikpladser op på praktikpladsen.dk.

Praktikpladsen.dk bliver central i formidlingen af elever og ledige praktikpladser.

Det bliver også derfra, at I kan dokumentere jeres søgning efter elever.

Fordelsuddannelser

Læs mere om fordelsuddannelser og se listen her.

PUBLICERET: 13-12-2017 OPDATERET: 04-06-2018