På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

20 uddannelser udløser fordelsbonus

UDDANNELSE. Virksomheder, der i 2017 har indgået uddannelsesaftaler med lærlinge og elever inden for bestemte erhvervsuddannelser, kan nu se frem til en fordelsbonus på op til 5.000 kr. pr. elev.
Modelfoto: Colourbox

Undervisningsministeriet har offentliggjort, hvilke uddannelser der har levet op til kravene til at være fordelsuddannelse i 2017. Det har 20 ud af de 33 udpegede fordelsuddannelser, og det er: 

• Buschauffør i kollektiv trafik
• Glarmester
• Køletekniker
• Mejerist
• Skorstensfejer
• Slagter
• Teknisk isolatør
• Landbrugsuddannelsen
• Tagdækker
• Tjener
• Gourmetslagter
• Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen
• Bager og konditor
• Plastmager
• Anlægsstruktør, bygningstruktør og brolægger
• Lastvognsmekaniker
• VVS-energi
• Receptionist
• Maskinsnedker
• Turistbuschauffør

Udbetales automatisk

Det betyder, at alle virksomheder, der indgik en uddannelsesaftale med en lærling eller elev inden for en af disse uddannelser i 2017, vil få udbetalt en fordelsbonus fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) i juni - og det sker automatisk.

Fordelsbonussen vil være op til 5.000 kr. pr. helårselev/-lærling. Størrelsen af beløbet afhænger af, hvor lang tid eleven har været ansat samt hvor mange der bliver berettiget til denne bonus, da der er afsat en samlet pulje på 20 mio. kr. 

Hvornår opfylder uddannelsen kriterierne?

Der er to kriterier, som begge skal være opfyldt:
1. 90 pct. af eleverne skal være i praktik på en virksomhed tre måneder efter afsluttet grundforløb.
2. Elever må maksimalt være i skolepraktik i 15 procent af uddannelsen.

33 uddannelser var udpeget til fordelsuddannelser i 2017. 13 af disse lever ikke op til kravet om, at 90 pct. af eleverne skal være i praktik på en virksomhed tre måneder efter afsluttet grundforløb.

Derimod har alle de potentielle fordelsuddannelser opfyldt kravet om, at maksimalt 15 pct. af eleverne må være i skolepraktik.

Fordelsbonus et initiativ fra trepartsaftale

Fordelsbonus er et blandt flere initiativer, der blev aftalt i trepartsaftalen om flere praktikpladser, hvor ordningen Praktikplads-AUB også blev aftalt. Formålet med bonussen er at skabe flere praktikpladser og få flere virksomheder til at indgå uddannelsesaftaler med lærlinge og elever - og inden for de tre første måneder efter, at de har afsluttet deres grundforløb på erhvervsskolen.

Fordelsuddannelserne er desuden et signal til eleverne om, at der inden for de uddannelser er særligt gode muligheder for at få en praktikplads.

Fordelsuddannelser 2018

Her kan du se, hvilke uddannelser der er udpeget som fordelsuddannelser i 2018.

De skal også leve op til kriterierne for at udløse fordelsbonus i 2019.

PUBLICERET: 29-05-2018 OPDATERET: 29-05-2018