Overenskomster udløber 1. marts 2012
Størstedelen af de nuværende overenskomster på DA-LO-området udløber den 1. marts 2012.
Hvis overenskomsterne udløber, uden at de er fornyet, er den såkaldte "fredspligt" midlertidigt ude af kraft. Det betyder, at medarbejdere lovligt kan strejke, og virksomheder kan etablere lockout.
Forligsmanden kan udsætte de varslede konflikter med op til to gange 14 dage. DI forventer, at han vil benytte denne mulighed, da der stadig er overenskomstforhandlinger i gang på flere områder.
Forhandlingerne fortsætter
DI og CO-i indgik forlig om Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst den 12. februar 2012.
Overenskomstforhandlingerne fortsætter dog på andre områder og et samlet mæglingsforlag er derfor ikke vedtaget, hvorfor LO-forbundene nu varsler konflikt.
Konfliktvarslerne er helt almindelig praksis i et overenskomstforløb og skal på ingen måde tages som om, at en konflikt er nært forestående.
Hvis konflikten bryder ud
En eventuel konflikt vil ramme størstedelen af det private arbejdsmarked. Ud over informationen på DI's hjemmeside, får DI-medlemmer løbende besked om forløbet af overenskomstforhandlingerne og information om, hvordan virksomheden skal forholde sig.
– Vi er begyndt at få henvendelser fra medlemsvirksomheder, som vil vide, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af konflikt, og vi har nedsat et beredskab, der rådgiver virksomhederne om de regler, der gælder under en storkonflikt. Men alle medlemmer får selvfølgelig direkte besked, før en eventuel konflikt træder i kraft, fortæller chefkonsulent Tina Lambert Andersen, DI.
Hun fortæller, at forligsmanden Asbjørn Jensen har mulighed for at udsætte den varslede konflikt – i første omgang med op til to uger, hvis han vurderer, at der stadigvæk kan findes en løsning mellem parterne.
– Lige nu afventer vi det videre forhandlingsforløb. Forhandlingerne på industriens område er afsluttet, mens forhandlingerne fortsætter på blandt andet transportområdet og fødevare- og slagteriområdet. Herudover skal der forhandles om alle de øvrige overenskomster – både på DI’s eget område og i resten af arbejdsgiverfællesskabet, siger Tina Lambert Andersen.
Konfliktvarsel betyder ikke konflikt
Organisationerne, der forhandler overenskomsterne, skal varsle konflikter, inden de starter.
LO-forbundene har nu fremsendt 2. konfliktvarsel til DA, hvilket betyder, at en lovlig konflikt kan bryde ud den 1. marts 2012 ved arbejdstids begyndelse. Udsendelsen betyder dog ikke automatisk, at der udbryder konflikt.
DA og LO har den 9. februar 2012 aftalt, at det i forbindelse med varsling af konflikt (i henhold til Hovedaftalen) er tilstrækkeligt at afgive 2. konfliktvarsel for overenskomstforhold, der er omfattet af parternes aftale om opsigelse af 1. marts overenskomster.