På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Virksomheder kan frasige sig HK-overenskomst

VIRKSOMHEDSOVERDRAGELSE. En virksomhed, som overtager en anden virksomhed, kan frasige sig en HK-overenskomst, når den overtager administrativt personale, selvom virksomheden selv har den samme overenskomst hvilende.

Frasigelse er mulig

Tre dommere har ved en principiel faglig voldgift slået fast, at en virksomhed, som overtager en anden virksomhed, godt kan frasige sig Industriens Funktionæroverenskomst for det administrative personale, selvom medarbejderne, som bliver overdraget, hidtil har været omfattet af den pågældende overenskomst, og virksomheden har den samme overenskomst hvilende.

50 procents-reglen

På HK-området gælder den såkaldte 50 procents-regel, der betyder, at mindst 50 procent af de medarbejdere, der er beskæftiget med handels- og kontoropgaver, skal være medlemmer af HK, før HK kan kræve, at Industriens Funktionæroverenskomst for det administrative personale sættes i kraft på virksomheden.
 
Hvis virksomheden pga. 50 procents-reglen ikke har tiltrådt Industriens Funktionæroverenskomst for det administrative personale, er overenskomsten ’hvilende’ og dermed ikke i brug.

En principiel faglig voldgift har taget stilling til en virksomhedsoverdragelse mellem to virksomheder, som begge er medlem af DI Overenskomst I, og som derfor som udgangspunkt begge er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst.

Som følge af 50 pct.-reglen var overenskomsten kun gældende for handels- og kontorområdet i den overdragende virksomhed. På den erhvervende virksomhed var overenskomsten hvilende.

Overenskomst er fortsat hvilende

Spørgsmålet var, om den erhvervende virksomhed ifølge virksomhedsoverdragelseslovens kunne frasige sig Industriens Funktionæroverenskomst for det administrative personale efter overdragelsen.

Industriens Funktionæroverenskomst ville i givet fald fortsat være hvilende i den erhvervende virksomhed og først træde i kraft, når betingelserne efter 50 pct.-reglen var opfyldt.

Afgørelsen betyder, at en virksomhed, der har en HK-overenskomst hvilende, kan frasige sig overenskomsten i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse af HK-personale, selvom overenskomsten er i brug på den overdragende virksomhed, og virksomheden har den samme overenskomst hvilende.

DI førte sagen for virksomheden.

DI's råd

Da afgørelsen er generelt formuleret, må det antages, at den også vil kunne bruges på andre overenskomstområder, medmindre HK kan påberåbe sig helt særlige forhold på et andet område.

Det vil sige, at en virksomhed, der har en HK-overenskomst hvilende, kan frasige sig overenskomsten i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse af administrativt personale, der allerede er omfattet af den samme overenskomst. Det samme vil være tilfældet, hvis virksomheden har en anden HK-overenskomst hvilende.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 13-04-2016 OPDATERET: 01-05-2017