På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Opsigelse af medarbejder gjaldt først fra konkret varsling af nye arbejdsvilkår

VIRKSOMHEDSOVERDRAGELSE. Retten i Glostrup har givet en tekniker medhold i, at hans opsigelse ikke gjaldt fra den første varsling af ændrede arbejdsvilkår ved en virksomhedsoverdragelse i 2015, men derimod først fra sommeren 2016, hvor virksomheden varslede de konkrete nye arbejdsvilkår.
Modelfoto: Colourbox

Varsling af konkrete ændringer

I 2015 overtog en servicevirksomhed en række opgaver for en bank ved en virksomhedsoverdragelse, hvor alle medarbejdere blev overtaget.

I forbindelse med virksomhedsoverdragelsen fik en tekniker at vide, at han ville overgå fra Bankoverenskomsten til Faglærteoverenskomsten den 1. april 2017, når hans gamle overenskomst udløb. Men først i sommeren 2016 varslede virksomheden de konkrete vilkår, herunder hvor stort et individuelt tillæg den pågældende medarbejder ville få, når han blev omfattet af Faglærteoverenskomsten.

Skulle han have reageret tidligere?

Teknikeren mente, at han kunne anse sig som opsagt, da virksomheden i sommeren 2016 konkret varslede, præcis hvilke vilkår han ville blive omfattet af fra 1. april 2017.

Imidlertid mente virksomheden, at han tidligere skulle have sagt nej tak til at fortsætte i virksomheden efter 1. april 2017. De mente derfor, at han havde været passiv. De havde allerede ved virksomhedsoverdragelsen i sensommeren 2015 gjort det klart, at medarbejderne ville gå ned i løn og generelt få forringet deres vilkår pr. 1. april 2017, og de havde ikke lagt skjul på, at der var tale om en væsentlig ændring af medarbejderens vilkår.

Dommeren sagde nej

Retten gav teknikeren medhold i, at han havde reageret rettidigt, da han først i sommeren 2016 vidste, hvad ændringen pr. 1. april 2017 bestod i. Derfor kunne teknikeren anse sig som opsagt, da han modtog de præcise vilkår, og han havde ikke ventet for længe med at sige nej.

Virksomheden skulle derfor betale løn i opsigelsesperioden og fratrædelsesgodtgørelse i henhold til Bankoverenskomsten.

DI førte sagen for virksomheden.

DI's råd

Afgørelsen viser, at en medarbejder først skal reagere over for en væsentlig ændring af sine vilkår, når han bliver varslet, hvad ændringen præcis består i.

Derfor anbefaler DI, at I, når I har behov for at varsle væsentlige ændringer over for jeres medarbejdere, udtrykkeligt beskriver, hvad ændringen består i, og beder medarbejderen melde tilbage inden for en bestemt frist.

Tilbagemeldingen skal bestå i, at medarbejderen tilkendegiver, om han ønsker at acceptere ændringen, eller om han vil fratræde.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 16-01-2018 OPDATERET: 28-03-2018