På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Ny positivliste, beløbsgrænse og gebyrsatser pr. 1. januar 2018

INTERNATIONALE MEDARBEJDERE. Fra 1. januar træder den nye positivliste i kraft. Beløbsgrænsen på beløbsordningen stiger for ansøgninger indgivet efter den 1. januar og gebyrsatserne reguleres også. Desuden er der nye opdateringer ved online ansøgninger.

Positivlisten

Positivlisten er revideret fra 1. januar 2018. Positivlisten er en liste over job, hvor der er mangel på højt kvalificeret arbejdskraft i Danmark. For at internationale medarbejdere kan få adgang til Danmark efter positivlisten, skal medarbejderen være tilbudt ansættelse i en virksomhed i Danmark og have en uddannelse, som kvalificerer til jobbet.

Det er et krav, at løn og ansættelsesvilkår er sædvanlige. Det betyder, at de internationale medarbejdere skal ansættes på almindelige danske vilkår som en tilsvarende medarbejder med dansk statsborgerskab.

Beløbsordningen

Beløbskravet på beløbsordningen bliver reguleret hvert år den 1. januar og er nu reguleret til 417.793,60 kr. Ansøgninger indgivet den 1. januar eller senere skal efterleve det nye beløbskrav. 

Beløbskravet betyder, at en international medarbejder på beløbsordningen skal have tilbudt ansættelse til en løn på mindst 417.793,60 kr. indsat på en dansk bankkonto.

Ansøgninger, der er indgivet før den 1. januar 2018, skal som minimum overholde det tidligere beløb på 408.800 kr.

Tidspunkt bestemmer gebyrsats

Fra 1. januar er gebyrsatserne også blevet reguleret. Det betyder, at det for nogle ansøgninger er blevet dyrere at ansøge om opholds- og arbejdstilladelse til Danmark.

Det er ansøgningstidspunktet, der er afgørende for, hvilket gebyr der skal betales. Et sagsbestillings-ID, der er trukket i 2017 med 2017-gebyrsatsen, kan derfor ikke anvendes på ansøgninger indgivet i 2018.

Ansøg online

SIRI har opdateres deres ansøgningsskemaer, og fra 1. januar er erklæringer om betaling af beløbsgrænsen på en danske konto indsat i ansøgningsskemaet. Derfor skal erklæringerne ikke længere vedhæftes, så længe ansøgningsskemaet bliver udfyldt.

Desuden er det en mulighed ved brug af AR6-skemaet under fast track-ordningen at anmode om, at opholdskortet bliver sendt til virksomhedens adresse.

PUBLICERET: 02-01-2018 OPDATERET: 02-01-2018