På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Jul og nytår 2018 - Fælles-overenskomsten m.fl.

LØN og ARBEJDSTID. Der gælder særlige regler for arbejde i julen og i nytåret for Fællesoverenskomsten (3F), Landsoverenskomst for butikker og Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service (HK), Overenskomsten for Faglærte med Dansk Metal/Dansk El-forbund samt overenskomsten med Teknisk Landsforbund.

Fællesoverenskomsten med 3F herunder lærlingeoverenskomsten

Juleaftensdag og Nytårsaftensdag er overenskomstmæssige fridage. Friheden regnes fra kl. 06.00 om morgenen eller normal arbejdstids begyndelse til samme tidspunkt næste dag.

1. og 2. juledag samt 1. januar er søgnehelligdage, hvor medarbejderen har ret til frihed.

I forhold til betalingen gælder, at medarbejdere ansat på fuldlønsordning holder fri uden afkortning i uge- eller månedslønnen.

Til medarbejdere ansat på timeløn, udbetales der fra den såkaldte frihedskonto (6,75 procent kontoen) et á conto-beløb svarende til 7,4 normaltimer per dag.

Det er en betingelse for betaling, at der er lidt et indtægtstab. 

Hvis medarbejderen arbejder på disse dage, skal I betale med højeste overtidssats (100 procent).

Særligt om havnearbejdere

Der skal ikke ydes løn til havnearbejdere, som holder fri 24, 25, 26. og 31. december samt 1. januar. Der udbetales i stedet fra frihedskontoen (6,75 procent kontoen), hvor saldoen opgøres ved kalenderårets udløb og udbetales i 2 terminer i det efterfølgende kalenderår. Udbetalingen af den opgjorte saldo finder sted med 2/3 til påske og 1/3 til jul.

Arbejder medarbejderen på disse dage, skal I betale med højeste overtidssats (100 procent).

Overenskomsten for Faglærte med Dansk Metal/Dansk El-Forbund

Juleaftensdag og Nytårsaftensdag (den 24. og 31. december) er overenskomstmæssige fridage regnet fra kl. 06.00 om morgenen eller normal arbejdstids begyndelse til samme tidspunkt næste dag.

Betalingen på disse dage er fuld løn. Det er en betingelse for betalingen, at der er lidt et indtægtstab.

1. og 2. juledag samt 1. januar er søgnehelligdage, hvor medarbejderen har ret til frihed med løn.

Arbejder medarbejderen på disse dage, skal I betale med overarbejdstillæg på 100 procent.

Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service med HK/Privat og HK Handel

Overenskomsten gælder kun, hvis virksomheden har tiltrådt overenskomsten.

Medarbejdere har ret til en fridag med løn enten den 24. december eller 31. december efter virksomhedens valg.

Hvis der arbejdes på den valgte fridag, ydes til medarbejdere, der ikke er ansat på funktionsløn, sædvanlig overtidsbetaling.

Medarbejdere, der i forvejen har ret til frihed med løn den pågældende valgte dag, har ikke ret til erstatningsfrihed med løn.

Virksomhed og medarbejder kan aftale, at der gives en anden fridag.

1. og 2. juledag samt 1. januar er søgnehelligdage, hvor medarbejderen har fri med løn.

Landsoverenskomst for butikker med HK Handel

Overenskomsten gælder kun, hvis virksomheden har tiltrådt overenskomsten.

Juleaftensdag, 1. og 2. juledag samt nytårsdag

For butikker, der holder lukket den 24. december, 1. og 2. juledag samt nytårsdag, gælder:

Hvis butikken holder lukket, har en fuldtids- og deltidsansat medarbejder fri uden lønfradrag i det antal timer, medarbejderen ellers skulle have arbejdet den/de pågældende dag/e.

Hvis en fuldtidsansat medarbejders sædvanlige fridag falder på én af ovennævnte dage, har medarbejderen ret til en anden fridag i ugen eller i perioden.

Hvis den 24. december falder på en deltidsansat medarbejders fridag, har medarbejderen ret til anden frihed i ugen eller perioden svarende til det halve af medarbejderens ugentlige arbejdstid delt med 5.

Hvis 1. og 2. juledag samt nytårsdag falder på en deltidsansat medarbejders fridag, gives der ikke anden frihed i ugen eller perioden.

For butikker, der holder åbent den 24. december, 1. og 2. juledag samt nytårsdag, gælder:

Hvis én af ovennævnte dage falder på en fuldtidsansats medarbejders arbejdsdag, reduceres medarbejderens arbejdstid i ugen eller perioden med det antal timer, medarbejderen har arbejdet den pågældende dag.  Arbejder en fuldtidsansat medarbejder fx 6 timer den 24. december, skal medarbejderen have 6 timer fri på en anden arbejdsdag med fuld løn i ugen eller perioden.  

Hvis én af ovennævnte dage falder på en fuldtidsansat medarbejders fridag, er medarbejderen berettiget til 7,5 timers frihed på et andet tidspunkt i ugen eller perioden.

Hvis én af ovennævnte dage falder på en deltidsansats medarbejders arbejdsdag, reduceres medarbejderens arbejdstid i ugen eller perioden med det antal timer, medarbejderen har arbejdet den pågældende dag.

Hvis den 24. december falder på en deltidsansat medarbejders fridag, har medarbejderen ret til en anden frihed i ugen eller perioden svarende til det halve af medarbejderens ugentlige arbejdstid delt med 5.

Hvis 1. og 2. juledag samt nytårsdag falder på en deltidsansat medarbejders fridag, gives der ikke anden frihed i ugen eller perioden.

Nytårsaftensdag

Hvis butikken lukker tidligere end normalt den 31. december, har medarbejderen fri uden lønfradrag i det antal timer, medarbejderen ellers skulle have været på arbejde efter dette tidspunkt. Der er ikke ret til erstatningsfrihed for nytårsaftensdag, hvis denne falder på medarbejderens sædvanlige fridag.

Overenskomsten med Teknisk Landsforbund

Teknikeren har - efter virksomhedens valg - ret til frihed med løn enten den 24. december eller 31. december, og den dag, der ikke er en hel fridag, er der frihed fra kl. 12.00. Presserende arbejde kan dog udføres efter kl. 12.00 og betales da med overarbejdstillæg, jævnfør § 11 i overenskomsten.

Hvis teknikeren arbejder på den aftalte fridag, skal teknikeren, der ikke er ansat i henhold til overenskomstens § 11, stk. 9, have sædvanlig overarbejdsbetaling, medmindre fridagen falder på en søndag. I sidstnævnte tilfælde ydes overarbejdsbetaling med 100 procent.

Virksomhed og tekniker kan aftale, at der gives en anden hel fridag.

1. og 2. juledag samt 1. januar er søgnehelligdage, hvor medarbejderen har fri med løn.

Nyheder om satser og regler
Nyheder om satser og regler udgives i oplysningsøjemed og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Der kan ikke rejses krav mod DI om godtgørelse for skade eller tab som følge af brug af nyheder om satser og regler. Uanset om der er tale om fejlskrift eller andre forhold, der kan henføres til nyheder om satser og regler.
PUBLICERET: 29-10-2018 OPDATERET: 06-11-2018