På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Alkometertest holdt i retten

ALKOHOLPOLITIK. En alkometertest kan være nok til at bortvise en medarbejder, hvis den viser en promille på 0,33. I en sag for Afskedigelsesnævnet havde virksomheden dog kun grundlag for at opsige en buschauffør for brud på alkoholpolitikken.

Buschauffører skal være ædru

Virksomheden havde en udførlig alkoholpolitik, der indebar en 0-tolerance i forhold til alkohol.

I alkoholpolitikken stod også, at alle chauffører skulle blæse i et alkometer, når de mødte på arbejde. Dette alkometer viste kun, om der var alkohol i udåndingsluften, men ikke hvor meget. Hvis denne test gav udslag, skulle medarbejderen foretage kontrolmålinger på et andet alkometer på virksomheden.

Det fremgik af alkoholpolitikken, at hvis den anden måling også viste en promille, ville medarbejderen blive bortvist, medmindre medarbejderen kunne fremskaffe en blodprøve fra læge/skadestue, der viste en promille på 0,0 inden for tre timer fra mødetiden.

Chaufføren bestod ikke alkometertesten

Da medarbejderen i sagen mødte om morgenen, bestod han ikke den første test. Senere fik medarbejderen foretaget to målinger med et andet alkometer. Begge målinger viste en alkoholpromille på 0.33. Medarbejderen blev derfor bortvist i overensstemmelse med personalepolitikken.

Forbundet: alkometre er ikke gode nok

Forbundet hævdede, at alkometre ikke kan anvendes som bevis, og at kun en blodprøve er sikker nok. De mente også, at det var virksomhedens skyld, at medarbejderen ikke havde nået at fremskaffe en blodprøve indenfor tre timer, fordi lederen havde pålagt chaufføren at tage til et specifikt hospital, der afviste at tage en blodprøve.

Alkometertest holder i retten

Opmanden lagde til grund, at virksomheden med alkometertesten havde bevist, at medarbejderen ikke havde overholdt virksomhedens alkoholpolitik om 0-tolerance. Opmanden mente dog ikke, at en bortvisning var berettiget i den konkrete sag, fordi virksomheden havde været medvirkende til, at medarbejderen ikke havde mulighed for at fremskaffe en blodprøve inden for de tre timer i overensstemmelse med virksomhedens egen politik.

DI førte sagen for virksomheden.

DI’s råd

Sagen viser, at alkometertest foretaget på virksomheden er tilstrækkelige til at dokumentere tilstedeværelsen af alkohol og dermed danne grundlag for ansættelsesretlige konsekvenser.

Hvilken ansættelsesretlig konsekvens, der skal anvendes, herunder om der kan ske bortvisning, vil altid afhænge af en konkret vurdering, hvor både det konkrete forløb, måleusikkerheden i det anvendte alkometer og alkoholpolitikken på den enkelte virksomhed skal tages i betragtning. I bør altid kontakte DI for rådgivning, inden I vælger at bortvise en medarbejder.

Vi benytter ikke din mailadresse til andet end dette nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig igen her.
PUBLICERET: 26-01-2016 OPDATERET: 06-03-2017