Frit valg af underleverandør?
Fagforbundene krævede, at en virksomhed omfattet af Serviceoverenskomsten kun måtte anvende underleverandører, der betalte sine medarbejdere pension svarende til overenskomstens pensionsordning. Virksomheden mente ikke, at de var forpligtet hertil efter overenskomstens regler om underleverandører.
Betaling af underleverandører
Sagen handlede om Serviceoverenskomstens regler om brug af underleverandører, som blev fortolket for første gang i 2011. Her besluttede dommeren, at virksomheder omfattet af Serviceoverenskomsten skal give deres underleverandører en betaling, som mindst svarer til, hvad der skulle have været betalt for det pågældende arbejde efter overenskomsten.
Skulle ikke sikre overenskomstmæssige vilkår
I den konkrete sag gav dommeren dog virksomheden ret. Først sagde dommeren, at Serviceoverenskomsten ikke forhindrede virksomheden i at bruge underleverandører uden overenskomst. Derefter fastslog dommeren, at virksomheden ikke var forpligtet til kun at bruge underleverandører, der ansætter medarbejdere på lige vilkår med overenskomsten, bl.a. i forhold til pension.
Med denne nye afgørelse har dommeren altså fastlagt, at Serviceoverenskomstens regler om underleverandører ikke kan strækkes så vidt, at virksomheder omfattet af overenskomsten også skal sikre overenskomstmæssige vilkår for underleverandørens ansatte.
DI førte sagen for virksomheden.