På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

DI vinder sag om misforhold ved aflønningen

MISFORHOLD. DI har vundet en sag om misforhold ved aflønningen. Afgørelsen slår fast, at generel lønstatistik ikke kan anvendes som et bevis i sager om misforhold. Det fremgår også af afgørelsen, at sager om misforhold ikke kan føres for enkelte medarbejdere eller kun en meget lille gruppe af en virksomheds medarbejdere.

Hvad er ”misforhold”

Mange overenskomster indeholder en bestemmelse om, at misforhold ved aflønningen ikke må finde sted.

Misforhold foreligger i meget begrænsede tilfælde, det vil sige typisk i situationer, hvor aflønningen af de overenskomstdækkede medarbejdere på en virksomhed i meget væsentlig grad afviger fra aflønningen af medarbejdere på tilsvarende virksomheder, som udfører tilsvarende arbejdsfunktioner.

Store beviskrav

Bestemmelsen betyder, at forbundet typisk skal føre samtlige overenskomstdækkede medarbejderes lønforhold som bevis og sammenligne disse oplysninger med aflønningen af de overenskomstdækkede medarbejderne på en sammenlignelig type virksomhed.

Hvis der er en meget stor lønforskel kan der efter omstændighederne foreligge et ”misforhold” ved aflønningen.

Den konkrete sag

Sagen vedrørte misforholdsbestemmelsen i Industriens Funktionæroverenskomst.

Forbundet anlagde sagen for en meget begrænset medarbejdergruppe (ti teknikere ud af i alt 275 teknikere).

Fagforbundet ville bruge bestemmelsen til at få hævet lønnen for disse ti medarbejdere(brugte lønstatistik, jf. afsnittet nedenunder)

Forbundet anvendte ikke andre virksomheders lønforhold som bevis i sagen, men brugte alene generelle lønstatistiske oplysninger som bevis i sagen.

Misforholdsbedømmelsen indebærer, at en virksomheds lønniveau for virksomhedens medarbejdere taget som en helhed skal sammenholdes med lønniveauet for en sammenlignelig gruppe medarbejdere i en sammenlignelig virksomhed.

Ifølge sagens opmand (dommeren) gav det derfor ikke mening i forhold til overenskomstens lønbestemmelse at påstå misforhold for ti teknikere ud af 275 med henvisning til, at de fik for lidt i løn bedømt ud fra, hvor de hver især hører til i en lønstatistik.

Opmanden slog desuden fast, at en lønstatistik efter overenskomstens lønbestemmelse aldrig kan være en facitliste for medarbejdernes løn.

En meget klar afgørelse

Afgørelsen slår fast, at der ikke kunne føres en sag om misforhold for kun ti medarbejdere ud en meget større medarbejdergruppe.

Afgørelsen slår desuden fast, at generel lønstatistik ikke kan anvendes som et bevis i sådanne sager.

DI's råd

Afgørelsen ligger på linje med den retspraksis om bestemmelsen, som har udviklet gennem mange år på mange forskellige overenskomstområder.

Sager om misforhold ved aflønningen er sjældne på trods af, at de fleste overenskomster på mindste- og minimallønsområdet indeholder bestemmelse herom.

Det er der også gode grunde til, da misforholdsbestemmelser som regel er den eneste mulighed, organisationerne har for at blande sig i lønfastsættelsen. Som udgangspunkt er lønfastsættelsen på de fleste minimalløn- og mindstelønsområder alene et lokalt anliggende, som aftales mellem arbejdsgiveren og lønmodtagerne.

Det er derfor tilfredsstillende, at afgørelsen ikke ændrer på den praksis, som kræver, at sagen føres for alle overenskomstdækkede medarbejdere, ligesom afgørelsen også slår fast, at generel lønstatistik ikke kan anvendes i disse sager.

PUBLICERET: 12-04-2016 OPDATERET: 03-10-2016